Når du en dag sætter dig til at læse om den franske instruktør Jacques Audiard, vil der sikkert stå, at 'Lev elsk Paris' var en fin film, men også Audiard i hans letteste humør. Audiard light. Måske vil der endda stå, at 'Lev elsk Paris' var en mellemfilm, et springbræt mellem større film. Det er det omdømme, 'Lev elsk Paris' har fået.
Lad være med at tro på det sludder.
'Lev elsk Paris' handler ikke om en desillusioneret gangster, der enormt gerne vil være klassisk pianist, men som bliver hyret som lejemorder af sin gamle gangsterfar, sådan som 'Det slag mit hjerte sprang over'.
Den har heller ikke en ung mand, der havner i spjældet og skal dræbe en anden mand for at være en del af bande, i hovedrollen, sådan som 'Profeten'.
Den har heller ikke en kvinde, der mister begge sine underben, mens hun træner spækhuggere, eller en mand, der slås til han segner ved ulovlige boksekampe, sådan som 'Smagen af rust og ben'.
Eller en indvandrerfamilie fra Sri Lanka, der kæmper for at overleve i et fransk forstadshelvede i 'Dheepan'.
Masser af drama blandt Frankrigs unge middelklasse
Sort/hvide 'Lev elsk Paris' er ikke så fysisk som de film, der har gjort Audiard til en af de mest beundrede instruktører i Europa – en instruktør, der ubesværet kan være kunstnerisk og kompleks og samtidig tale til et stort publikum.
'Lev elsk Paris' er ikke så knugende intens som 'Profeten', så hjerteskærende voldsom som 'Smagen af rust og ben' eller så politisk vred som 'Dheepan'.
Men bare fordi der kun er én person, der bliver slået. Bare fordi ingen mister deres ben i 'Lev elsk Paris', behøver den jo ikke være light. Bare fordi den handler om pæne middelklasseunge, der forsøger at finde en balance i tilværelsen i det futuristiske kvarter Les Olympiades i Paris, kan det sagtens være dybt.
Se nu bare Émilie, der bor i sin alvorligt syge mormors lejlighed i Paris. Hun søger efter en lejer og finder én i Camille. I løbet af meget kort tid er de to i gang med et hedt seksuelt forhold, men begge insisterer på, at det ikke må blive til mere end det. Det er for besværligt. Men det bliver til mere end det. Og det bliver komplekst. Og meget mere besværligt. Og dybt.
Så er der Nora, der læser jura på universitet. Hun er flyttet til Paris fra Bordeaux, hvor hun arbejdede som ejendomsmægler hos sin onkel. Indtil et eller andet gik galt. Nora har svært ved at finde venner. Og det går helt galt, da hun dresser sig op til en fest og tilfældigvis ender med at ligne en populær netstripper. I løbet af ingen tid har hele universitet en fest med at udstille akavede Nora som stripper. Det er sgu ret dybt. Og voldsomt.
Émilie, Camille og Nora bliver viklet ind i et forhold, der er omtrent lige dele sex, kærlighed, venskab og arbejde. Det er komplekst. Og det er det især fordi Audiard er en fabelagtig billedmager, der formår at krænge den største intensitet ud af selv lette scener. Der er så meget sex i forholdet mellem Émilie og Camille, at det næsten bliver blød porno. Nora er så intenst et menneske, at man kan mærke hvor hårdt Camille slår sig på hende. Og da Nora opdager, at hun er ved at blive stemplet som netstripper, er man slet ikke i tvivl om, hvor grundigt hendes verden styrter i grus – på grund af en tilfældighed.
Lad dig ikke narre af titlen
'Lev elsk Paris' har lånt sine figurer fra den meget underspillede amerikanske tegneserietegner Adrian Tomine, der holder af at fortælle helt almindelige menneskers historier.
'Lev elsk Paris' fifler ikke med typiske 'farlige' elementer som gangstere, kriminelle eller flygtninge. Den bruger ikke løs af den slags scenarier, som altid ser dramatiske ud på film – også selvom de bliver brugt på den mest dovne måde. Derfor skal den slås hårdere for sit drama. Den skal virkelig kæmpe for at få livet som ung middelklassefranskmand til at virke dramatisk. Og det gør den.
Også den danske distributør har været bange for, at 'Lev elsk Paris' virker for let, og har erstattet den franske titel 'Les Olympiades' med noget, der lyder som et slogan fra rejsebureau.
Lad dig ikke narre.