HBO's fantasyserie 'Game of Thrones' er blevet et popkulturelt fænomen på størrelse med Beyoncé og Marvels superhelte.
Så de sidste mange år har det været en enorm begivenhed, når en ny sæson har haft premiere.
Men i år overstiger forventningerne og hypen alt, fordi ottende sæson bliver den sidste tur rundt i de forskellige kongeriger i Westeros (i hvert fald ind til spinoff-serierne starter, og de sidste bøger udkommer).
Når det så endda bygger op til et sidste, endeligt slag, der har taget mange måneder at filme og bliver den længste kampscene, der nogensinde er lavet på film, ja, så er der skabt et hype-maskineri af hidtil usete dimensioner.
Afslutningen er selvfølgelig omgivet af ekstremt meget mystik og masser af historier om, hvordan plot er blevet holdt hemmeligt for skuespillerne, og hvordan teknikere skulle have særlige badges på for at være med på settet.
Og alle kan gætte med, for serien har for længst overhalet George R. R. Martins bøger: 'Jeg har været så langsom om at skrive de sidste to', sagde han til Rolling Stone, så ingen ved reelt, hvordan det hele ender.
'Game of Thrones' er en serie, hvis identitet i høj grad er bygget på en nihilistisk insisteren på at tage hovedpersonerne fra os, men som alligevel ikke er bleg for at give os en storslået klassisk alliance-romance mellem Jon og Daenerys som oplæg til slutningen.
Så det kan vitterligt gå begge veje. Og det er afgørende for seriens eftermæle, om den vil blive husket som en klassisk fantasyhistorie, hvor de gode vinder til sidst, eller en benhård politisk thriller, om hvordan magt altid korrumperer.
Her er tre ekstremer, som 'Game of Thrones' bare ikke må ende i.
CGI-helvede
Jeg har ikke lyst til at udskamme nogen, bare fordi de er lavet på computer.
Men lad os være ærlige; de hvide vandrere, nattens konge og dragerne er et sjovt krydderi til middelalderen, men der er ikke nogen af dem, der er særlig kønne at kigge på.
Så når jeg hører om en kampscene, der er længere end Helms Deep i 'Ringenes Herre: De to tårne', så bliver jeg ikke kun glad.
For det store slag ved Winterfell bliver jo ikke bare kulminationen på magtspillet mellem menneskene, men også den ultimative kamp mellem menneskeheden, de hvide vandrere og deres hær af snezombier.
Og det kan give sådan en underligt tom, ligegyldig følelse, hvis halvdelen af det, der er på skærmen, ikke rigtig er der, men er sat ind på en grøn skærm i postproduktionen.
Så kan en timelang kampscene blive lidt af en ørkenvandring.
Heldigvis har serien en ekstremt god historik med at holde igen med CGI'en (computer-generated imagery, red.) og lave kampscener, hvor det er følelser og psykologisk taktik, der driver spændingen - snarere end hærens størrelse og strategi.
Jeg håber bare ikke, at serien lader internettets meme-begejstring over dragerne og nattens konge løbe af med dem.
Happy Ending
Det var unægteligt vidunderligt at se Daenerys og Jon finde sammen.
Jeg heppede også på dem.
Og lige nu er der intet, min mave hellere vil se, end at de sammen besejrer alle snezombierne og overbeviser Cersei Lannister om, at hun skal blive god igen, selvom alle hendes børn er døde.
Og at rulleteksterne kører, mens vi forestiller os, at de går mod en lykkelig fremtid i hele Westeros, Essos og alle de små øer.
Men der har været udbredt utilfredshed blandt fans med, at serien har taget en mere optimistisk drejning med færre døde hovedpersoner og en langsom, men sikker bevægelse i retning af kampen mellem de gode (Daenerys og Jon i spidsen for den store alliance) og de onde (Cersei, Pilou Asbæks Euron og zombiehæren).
Især efter plottet i tv-serien stak af fra forlægget i George R. R. Martins bøger.
Og det ville da også føles helt forkert, hvis ikke 'Game of Thrones' hev tæppet væk under os til sidst.
Så hvis vi skal huske serien som den brutale serie om magtens natur, som den er, når den er stærkest, så skal min mave altså desværre ikke have den happy end, den ønsker sig.
Total apokalypse
På den anden side.
Der gemmer sig også en destruktiv trold i 'Game of Thrones' DNA, der går helt i den anden retning.
Serien viste sine tænder i den legendariske halshugning i første sæsons 'Baelor' til blodbadet i 'The Red Wedding', og siden har det næsten virket som en sport for serien at knuse alt menneskeligt håb for fremtiden.
Så hvad ville egentlig være en mere naturlig slutning, end at zombiehæren oversvømmer Westeros, og at vinteren ikke bare kommer, men bliver for evigt?
Det ville på en måde være en næsten for perfid posthumanistisk pointe, at alle de politiske menneske-intriger var til grin, fordi verden alligevel bare blev knust til sidst.
Men lad os håbe, at de ikke gemmer den store kamp mod zombierne til sidst, men at det kommer halvvejs, så der er tid til at samle stumperne op og vise efterspillet.
Hvordan man i praksis laver en afslutning, der er tilfredsstillende og uden hverken happy end eller total apokalypse, det er… derfor det ikke er mig, der skriver manuskripterne.
Men den mest 'Game of Thrones'-agtige slutning ville nok i virkeligheden være, hvis dem, vi tror er gode og renhjertede, først vinder, og så når at blive onde af magten.
Men bare den slutter.
Altså virkelig slutter. For den slutning, vi i virkeligheden skal frygte allermest, er et halvåbent oplæg til en fortsættelse af serien i nye klæder - nu hvor det ikke er lykkedes HBO at gøre 'Westworld' til deres nye 'Game of Thrones'.
'Game of Thrones' sæson 8 har dansk premiere på HBO Nordic 15. april og kører i seks uger, hvoraf de to første afsnit har almindelig spilletid på knap en time, og de sidste fire er forlænget til næsten spillefilmslængde.