Hold da kæft. Det er alligevel noget af et prædikat. 'Verdens værste menneske'. Værre end Stalin og Hitler? Hvad har man så gjort?
Ikke noget. Faktisk.
Det er præcis det, der er pointen med norske Julie. Hun har ikke taget et valg. Det gør hende til 'verdens værste menneske', som man siger i Norge.
Det er et slags moderne ordsprog i landet, der bugner med oliepenge fra Nordsøen: Hvis ikke man kan blive til noget i Norge, hvor man har ALLE muligheder, så er man virkelig 'verdens værste menneske'.
Julie er smuk og begavet. Hun er talentfuld. Hun vil være læge, men nej, hellere psykolog, nej fotograf... Hun falder for den ældre tegneserietegner, Aksel, og flytter ind hos ham, men er alligevel ikke lykkelig. Eller bare tilfreds. Hun synes ikke, det falder hende naturligt at få børn. Hun ved ikke, hvad man gør. Og skændes ældre par i øvrigt ikke hele tiden?
Sådan tumler Julie sidelæns afsted.
Hun er i slutningen af 20’erne og bør komme i gang med at træffe de vigtige valg. Men kan ikke. Hvad er der galt med hende? Ikke nødvendigvis noget. I hvert fald ikke noget, som instruktøren Joachim Trier og hans medforfatter, Eskil Vogt, vil pege på.
De fortæller bare en historie om en ung kvinde, der ikke kan ta' et valg, hverken i uddannelse, verdenssyn eller mænd. Hun er fri. Kan og vil det hele. Og alligevel ikke.
Vi bliver vidne til uforglemmelige øjeblikke
Sociologer og samfundsforskere har sikkert et udtryk for rastløse og rodløse unge mennesker, der går i selvsving overfor det enorme tag-selv-bord, det moderne liv har stillet frem.
Men Trier og Vogt fortæller bare om Julie, mens hun griner, græder, elsker, flirter, drømmer, fejler, diskuterer, snubler, lever, skændes, fester i én strøm af oplevelser.
Trier serverer ikke en færdig menneskepakke og moraler. Han registrerer og beskriver nogle uforglemmelige øjeblikke af et menneskes liv. Og så kan vi, som tilskuere, gå på opdagelse i dem. Julie er en fantastisk oplevelse – et smukt, sødt, irriterende, elskeligt og frustrerende menneske.
Der er fantastisk stemningsfulde scener som den, hvor Julie gatecrasher en fest og fantaserer om at være Aksel utro med en anden mand.
Men både hun og fyren foran hende er i fast parforhold. Så de leger en leg. De skal være så intime, som man kan være – uden at være utro. De tisser foran hinanden på toilettet og pseudo-kysser ved at blæse cigaretrøg ud og ind ad hinandens mund, mens natten bliver til stille morgen, og de går hjem, hver for sig, i solopgangen.
Og der er den syrede scene, hvor Julie og hendes venner har spist af nogle gamle tørrede svampe, og 'verdens værste mennesker' flipper ud i et tegnet trip, hvor Julie og alle hendes valg bliver filtreret gennem Aksels punkede tegneserie.
Poesi på niveau med de allerbedste
Det er den slags, han kan, norske Joachim Trier, der har en dansk far, og som vi meget gerne vil kalde dansk her i Danmark.
Med et konstant udforskende og søgende kamera kan han indfange sine figurer med den største intimitet. Og med et grundigt og omhyggeligt musikvalg kan han få en scene, der sikkert ville have været okay hos andre instruktører, til at blive uforglemmelig, som en hel verden i sig selv – fuld af indtryk og stemninger.
Det har han vist før i filmene 'Reprise' og 'Oslo, 31. august', der udgør de første to dele af den filmtrilogi, Oslo-trilogien, som Trier nu gør færdig med 'Verdens værste menneske'.
Det vil være alt for simpelt at kalde 'Verdens værste menneske' et generationsportræt. Der findes halve og kvarte og ottendels-Julier i os alle.
Først og fremmest er 'Verdens værste menneske' fuld af samme poetiske nysgerrighed på det moderne menneskes kvaler som i Francois Truffauts, Woody Allens og Noam Baumbachs film.
Forhåbentlig er der ikke kun tre film i Triers trilogi om det moderne liv i hans hjemby, Oslo.