Hun savner ordentligt takeaway og lige at kunne smutte i 7-Eleven, når hun er lækkersulten.
Men til gengæld har hun lige stået og pakket 32 kilo lammekød ned i fryseren. Fra lam, som hun og hendes kæreste selv har opdrættet på deres gård.
For syv måneder siden traf den i dag 30-årige instruktør og manuskriptforfatter Anna Emma Haudal et livsomvæltende valg; hun valgte at flytte fra København og tilbage til Odsherred – eller 'udkanten', som hun selv ynder at kalde det – hvor hun er vokset op.
Ikke på grund af børn, ikke på grund af kærlighed, ikke på grund af økonomi. Men fordi hun simpelthen havde fået nok af storbyen.
Kontrasterne mellem bylivet og livet i 'udkanten' er et af omdrejningspunkterne i DR3's nye fiktionsserie, 'Doggystyle', som Anna Emma Haudal både har skrevet manuskriptet til og instrueret.
I serien følger man 21-årige Asta, som flytter midlertidigt fra København hjem til sine forældre på en slags menneskelig genopdragelse i Odsherred, hvor hun skal skal få en hverdag til at fungere langt væk fra storbyens brosten, barer og bollevenner.
Vi har mødt Anna Emma Haudal til en snak om, hvorfor hun selv har valgt hovedstaden fra og landlivet til.
Hovedpersonen i 'Doggystyle' ser sig nødsaget til at flytte tilbage til, hvor hun kommer fra. Du har valgt det helt frivilligt. Hvordan oplevede dudet at bo i København?
- Det var selvfølgelig langt mere stimulerende at gå en tur og gå ud at spise, end det var i Bøsserup og omegn, hvor jeg voksede op. Der var så mange indtryk. Men jeg oplevede også, at jeg begyndte at blive stresset, og at mit syn simpelthen blev dårligere.
- Jeg begyndte pludselig ikke at kunne se langt, ikke at kunne genkende mennesker på lang afstand, og jeg fik hardcore angstanfald. På grund af noget sygdom flyttede jeg hjem til mine forældre i en periode, og når jeg så kom ind til byen igen, begyndte jeg at blive svimmel og få problemer med synet igen.
- Hver gang, jeg kom ud på landet, kunne jeg trække vejret og mærke mig selv. Og så gik det op for mig, at jeg blev nødt til at tage en drastisk beslutning – jeg blev nødt til at flytte ud af byen.
- I forhold til mit arbejde var det også tydeligt for mig, at jeg blev bedre til det af at bo på landet. Når jeg havde brug for en pause, var det fedt at kunne gå ud og lige grave lidt i jorden, samle nogle valnødder eller plukke nogle æbler – i stedet for at gå ned på gaden og bare få endnu flere indtryk.
Du bor nu på en gård sammen med din kæreste. Hvordan er det?
- Da jeg boede i lejlighed i København, følte jeg, at jeg boede inde i andre, fremmede menneskers aura. Jeg følte, jeg indåndede lugten af deres sure sokker. Nu, hvor vi er flyttet på landet, føles det meget 'renere' for mig at komme hjem, fordi der ikke er andre mennesker så tæt på mig hele tiden.
- Jeg er typen, der har brug for store rum, plads og luft. Jeg har brug for at se langt. Så når jeg følte, jeg fik et dårligere syn i byen, handler det også om, at jeg aldrig så langt. Der var altid bygninger i vejen. Nu, hvor jeg bor på landet, er mit syn faktisk blevet målt til at være bedre end nogensinde før. Og det, tror jeg, er fordi, jeg kan se langt.
Du vil gerne slå et slag for, at vi igen begynder at bruge det ellers udskældte ord 'udkanten' for de dele af landet, der ligger langt fra de største byer. Hvorfor er du glad for at bruge netop dét ord?
- Jeg synes, at 'udkanten' er meget mere poetisk og beskrivende end eksempelvis provinsen, som lyder så råt. Udkanten for mig lyder som et sted, hvor der er højt til loftet, og man er tæt på havet. Der er en langsomhed i udkanten af Danmark, som jeg sætter helt vildt stor pris på.
- Det er så skønt, at man kan stå og fumle med at få pengene op af pungen, uden at der står nogen bagved en og hidser sig op. Det kan man nærmest ikke i byen. Man hilser og nikker til hinanden, og generelt opfører man sig meget mere solidarisk over for hinanden i udkanten end i byerne. Så for mig er det et positivt ladet ord.
Men er det billede ikke kun en del af virkeligheden. Udkanten er vel ikke kun idyllisk, er den?
- Der er ingen tvivl om, at det er gået rigtig skidt for mange udkantskommuner de sidste 25 år, og alt er lukket. Det har jeg selv oplevet. I det område, jeg voksede op i, var der dengang bank, bager, tøjbutik, børnehave, skole osv. Nu er der kun en Dagli'Brugsen og en lilleskole tilbage. Det var som om, at alting lukkede ned omkring os, mens vi voksede op. Men det er jo ikke den slags ting, man lader med værdi som barn.
- Når man kører igennem udkantskommunerne i dag og tænker, at der godt nok er dødt, fordi der ikke er nogle butikker, så skal man huske, at det jo bare er overfladen. Folk sidder bare og snakker med hinanden hjemme i deres haver i stedet.
Du får det hele til at lyde meget positivt. Men alligevel valgte du jo selv at flytte fra Bøsserup til København, da du var færdig med gymnasiet. Hvorfor?
- Jeg skulle bare væk. Det var ikke sjovt at være teenager derude, og det var befriende at komme til byen, hvor ingen vidste, hvem man var. Det var heller ikke stimulerende nok for mig at bo i udkanten. Jeg skulle bare ind til byen og stimuleres. Men så blev jeg overstimuleret. Så når jeg nu ser tilbage på min opvækst, kan jeg se, hvor genialt det var at vokse op i udkanten frem for i byen.
Hvad er så de største fordomme, folk har om at bo i udkanten?
- De største fordomme handler om mangel på mangfoldighed. Man forbinder altid byerne med noget mangfoldigt, og det er klart, at der er flere mennesker og dermed flere kulturer i byerne – der er mere af alting. Men jeg synes ikke, at udkanten er mindre mangfoldig.
- Jeg oplever faktisk, at man på landet i mindre grad adopterer tendenser end i byerne, og at der derfor er virkelig mange unikke typer. Der er for eksempel ikke nogen, der siger, at man skal gå i Hunter-gummistøvler, fordi det er dét, der er in. Man må gerne have de billige fra Brugsen på, det er fuldstændig lige meget. Og det er den slags, der gør, at man kan få lov til at være lige præcis den, man er.
Hvad tænker du, vi som samfund kan gøre for, at ord som 'Udkantsdanmark' og 'udkanten' kan få en positiv klang igen?
- For det første synes jeg ikke, der er nok politikere, der ser på udkanten. Vores politiske institutioner er koncentreret ekstremt meget om København, og jeg kan godt forstå, der sidder en masser borgere i udkantskommunerne og bliver rasende over, hvordan ting i København ofte bliver prioriteret.
- Jeg synes også, at mediebranchen er blevet helt ekstremt indsnævret omkring København og er rigtig meget oppe i sin egen røv. Der er behov for, at dem, der videregiver informationer, skaber et større perspektiv for alle.
- Og så synes jeg også, at borgerne i udkanten skal tage sig sammen. Man kan ikke sidde på sin flade og være sur over, at tingene lukker ned omkring en, og at der ikke er nogle politikere, der tager det seriøst, uden at man selv rører en finger. De har også et ansvar for at gøre noget aktivt for deres kommune.
- Det er jo også dem, der selv putter noget negativt i ordet 'Udkantsdanmark'. Hvad med, at de kom på banen og sagde 'hallo, vi kan andet end at være fattige. Udkantsdanmark er fedt'? Så er der pludselig en dialog i gang. Der er ekstremt mange fordomme mellem land og by, og vi bliver nødt til at blive bedre til at tale sammen for at kunne forstå hinanden.