Spoileradvarsel: Artiklen afslører hændelser fra tidligere sæsoner.
Søndag vender 'Game of Thrones' tilbage - som om serien aldrig havde forladt os.
Over hele verden vil folk de kommende uger samles ved kaffeautomater og frokostbuffeter for at vende de vilde begivenheder i seneste afsnit.
Men lad os lige bremse op et øjeblik og værdsætte 'Game of Thrones' for mere end bare at være ugens brandvarme samtaleemne.
Det er nemlig ikke bare den mest succesfulde serie, der nogensinde er skabt. Serien er også en milepæl, når det kommer til at forme det serielandskab, som vi alle sætter så stor pris på, når vi flader ud på sofaen.
Den populære serie bliver set af millioner af mennesker verden over, har vundet ti Emmy-statuetter gennem årene og har også formået at bane vejen for et boomende seriemarked og ændret måden, vi både ser og laver tv-serier.
Er du ikke overbevist? Så lad mig forsøge at opridse nogle af de vigtigste punkter, hvorpå 'Game of Thrones' har vist vejen og ændret seriekonventionerne.
Den mest komplekse tv-serie til dato?
Det føles næsten som om, at George R. R. Martin med sin bog-saga 'A Song of Ice and Fire' forsøgte at skabe et univers så komplekst, at det aldrig kunne konverteres til en film eller tv-serie.
Bøgerne rummer for mange figurer til et filmunivers, indholdet er for voldeligt til at blive vist på tv og for avanceret i al sin fantasy-pragt til at kunne realiseres.
Desuden er de fem bøger for politiske og tørre til, at folk nogensinde rigtig ville gide at se dem filmatiseret.
Heldigvis så de to seriebagmænd D. B. Weiss og David Benioff noget i bogforlaget, som bare måtte realiseres.
Det krævede ikke blot kæmpe ambitioner, men også en tro på, at serien ville finde så stort et publikum, at der ville være penge nok til at føre fortællingen til ende med et budget, som i tiltagende grad kunne gøre animerede drager og tårnhøje skuespillerlønninger mulige.
Det er vigtigt at huske på, at selvom vi i 2011 var høje på de sidste ti års revolutionerende tv-serier såsom 'The Wire' og 'Sopranos', så var streaming et nyt fænomen, og man var som tv-skaber i højere grad nødt til selv at bane vejen for de visioner, man havde for sine kreative projekter.
Set i bakspejlet er det derfor et mindre mirakel, at HBO sammen med Weiss og Benioff valgte at gå så nørdet, detaljeorienteret og dialogtungt til værks med 'Game of Thrones'.
De valgte på mange måder ikke den lette løsning i de første par sæsoner, og det viste sig heldigvis at give pote, da det tålmodige publikum kun voksede sig større for hver sæson.
Fantasy til alle
Personligt er jeg ikke den store fantasy-fan.
'Ringenes Herre'- filmene var da imponerende bragt til live i Peter Jacksons filmatiseringer, og 'Harry Potter' var i mange år for de helt unge, hvad superheltefilm er den dag i dag – men jeg kunne sagtens være dem foruden.
Men hold da op, hvor er jeg glad for, at jeg gav 'Game of Thrones' en chance, for allerede fra første afsnit var det tydeligt, at vi er langt fra et børnevenligt eventyrunivers med troldmænd eller elvere.
Derimod talte serien til den indre svinehund, og vi får både afhuggede hoveder og én af de vildeste introduktioner til en seriekarakter nogensinde i Jaime Lannister (spillet af danske Nikolaj Coster-Waldau). Han knalder sin egen søster bagfra, hvorefter han, efter de er blevet opdaget af en kun ti-årig Bran, iskoldt skubber ham ud af vinduet.
Det er melodrama fra helvede – en serie hvor intriger, kærlighed og familiedynastier stikker hinanden i ryggen for at opnå magt.
Det er også én af de mest overbevisende serier om politik.
Ikke på et bogstaveligt plan, men når det kommer til personlige bevæggrunde, etablering af politiske alliancer og den forblændende magt, så er det på mange måder en mere overbevisende serie end for eksempel 'House of Cards', der på trods af en mere realistisk iscenesættelse til tider føles overfladisk og urealistisk.
Atypiske hovedpersoner
Antallet af nøglefigurer er så svimlende højt, at det på papiret virker som en umulig mission at sammenfatte så mange personlige historier i én og samme historie.
Faktisk er der flere hundrede relativt vigtige figurer at holde styr på, og selv bliver jeg ofte ramt af en følelse af, at jeg intet fatter.
Heldigvis har jeg godt styr på nøglefigurerne, og blandt de vigtigste har vi selvfølgelig alles yndlingskarakter Tyrion Lannister.
Med sine 135 centimeter er han én af de mindste hovedpersoner i en stor mainstreamserie, og hvad vigtigere er, så kommer vi tæt nok på Tyrion til at forstå, hvad det gør ved hans selvbillede at være af så beskeden størrelse i en verden, hvor man hovedsageligt kommer frem ved hjælp af råstyrke.
Andre interessante og anderledes figurer tæller Bran, der er lam fra livet og ned, og den fysisk overlegne Brienne, en kampmaskine af en kvinde som man sjældent ser det på tv.
Især i en fantasy-sammenhæng, hvor kvinderne ofte skal passe ind i et pussenusset glansbillede som gudesmukke elvere eller prinsesser.
Serien har naturligvis også et par klassiske hunks i form af Jon Snow og Jaime Lannister, og Daenerys er eventyrligt smuk, når hun flyver af sted på sin drage.
Men de rigtigt interessante karakterer er ofte grimme, maltrakterede efter kamp eller pint over egne mangler.
Det tætte tilhørsforhold til seriens figurer gør intrigerne og magtkampen realistisk, men de nøje opbyggede relationer, vi har med figurerne, gør det også så meget mere dramatisk, når de højere magter tager dem fra os igen.
Dræbte nøglefigurer
'Game of Thrones' er ikke den første serie, der har slået sig op på at turde dræbe sine nøglekarakterer.
I 'Dynasty' (på dansk 'Dollars') dræbte man flere hovedfigurer og havde endda et afsnit, der hed 'Royal Wedding' ('Red Wedding', anyone?), hvor flere figurer så ud til at ryge i svinget.
'The Wire' er også en serie, hvor fremtrædende figurer ind imellem led rædselsfulde skæbner, men ingen serie har gjort det mere til en mærkesag at pine sine seere end 'Game of Thrones'.
Gang på gang gør George R. R. Martin det tydeligt, at man stort set aldrig får det, som man vil have det.
Vi er så indhyllet i en tro på, at Hollywood-film og -serier aldrig rigtigt er ude på at gøre os kede af det.
Selv ved dødsfald er der ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.
Det er ikke tilfældet i 'Game of Thrones', hvor godhjertede figurer bliver dræbt af de onde, og hvor torturscener trækkes ud over hele sæsoner og har rigtige konsekvenser for ofrene (stakkels Theon…).
Der findes ikke andre serier, der så konsekvent piner sit publikum. Men vi elsker det!
Opgøret med 'det stærke køn'
Da vi først får bekendtskab med 'Game of Thrones'-universet tilbage i sæson ét, lever vores hovedpersoner i en mandsdomineret verden, hvor stort set samtlige overhoveder er viljestærke mænd med Robert Baratheon og Ned Stark som de mest fremtrædende.
Dog formår alle de magtfulde mænd igen og igen at slå hinanden ihjel og her i ottende sæson, er det, ud over Jon Snow, hovedsageligt kvindernes kamp om magten.
George R. R. Martin er tydeligt forelsket i sine kvindelige karakterer, og galleriet er mindst lige så rigt på den kvindelige front, som det er på den mandlige.
Martins fascination af stærke kvinder og kastrerede mænd, der må finde mere snedige måder at opnå magt på, er absolut med til at markere 'Game of Thrones' som et popkulturelt, feministisk værk.
På trods af HBO's tidlige kritik af for mange nøgne kvindekroppe har 'Game of Thrones' et yderst kritisk syn på de patriarkalske tendenser, vi ser i den virkelige verden.
Her er endelig en action-orienteret serie, hvor man som kvinde ikke partout behøver at være fan af den ene seje pige, der kan hænge med drengene.
Nej, her er der tale om et rigt persongalleri af kvinder, som rummer forskellige kvaliteter.
Fra den listige Arya over den koldblodige Sansa til den slagkraftige Brienne.
Verden som legeplads
Hvorfor har 'Game of Thrones' fået så stor succes?
Er det på grund af de mange opsigtsvækkende dødsfald? De ildspyende drager? De mange afklædte kvindekroppe?
Eller er det måske bare fordi, det er en fantastisk velskabt dramaserie af hidtil usete proportioner?
Alle de ovenstående forslag er absolut alle faktorer i 'Game of Thrones'' kæmpesucces.
Dog har de begået en strategisk genistreg ved at caste lokale stjerneskuespillere fra flere dele af verden og dermed fodre pressen med historier om de lokale skuespillerhelte, der nyder succes i udlandet.
Selvfølgelig elsker vi her i lille Danmark, at Nikolaj Coster-Waldau, Dar Salim, Birgitte Hjort Sørensen, Pilou Asbæk og endda Frank Hvam slår deres folder i verdens største serie.
Chefcaster Nina Gold har en forkærlighed for skandinaviske skuespillere – og Birgitte Hjort Sørensen og Pilou Asbæk er et direkte resultat af hendes fascination af især danske tv-serier – men generelt er der castet både diverst og internationalt.
Jeg ved ikke, om det har været et bevidst strategisk træk fra producernes side, men det har i hvert fald virket og sammen med de mange forskellige lokationer, hvor 'Game of Thrones' er filmet, er castet med til at skabe en troværdig følelse af ikke bare en tv-serie, men et helt separat univers.
Ottende og sidste sæson af 'Game of Thrones' kan ses på HBO Nordic fra 15. april.