2017 har ikke ligefrem været et jubelår i filmens verden.

I USA havde sommeren, der plejer at være højsæson for biograferne, det dårligste billetsalg i 25 år.

Og herhjemme så det skidt ud for dansk film, der også har svært ved at høste samme interesse som i de foregående år – uanset at danskernes lyst til at se hjemlandets film stadig ligger meget højt i forhold til andre lande i Europa.

Derudover var der mere ballade om de stadig alt for få sorte og farvede og kvinder i amerikansk film.

’Wonder Woman’, der som bekendt har en kvinde i hovedrollen og tillige noget så usædvanligt som en kvindelig instruktør på en superheltefilm, blev måske et varsel om nye tider.

Det kan man med sindsro også sige om den succesrige og magtfulde producer Harvey Weinsteins voldsomme fald fra tinderne, da flere kvinder stod frem og berettede om hans seksuelle overgreb gennem flere årtier.

Det satte skub i #metoo-kampagnen, der endte med at kastrere karrieren for flere andre filmfolk og stjerner, ikke mindst Kevin Spacey. Da anklagerne væltede ned over ham, besluttede Netflix at fyre ham fra 'House of Cards', der får en sidste, sjette sæson næste år uden ham i rollen som frontfiguren Frank Underwood.

Midt i al den støj og virak – og debatter om hvorvidt streaming og serier æder af filmenes fundament – skulle man ikke tro, at det var muligt at lave gode film. Men det var det.

2017 havde også sine store filmoplevelser på tværs af kloden, i både store amerikanske produktioner og lavbudgetsfilm fra små filmlande.

Her giver jeg mine bud på årets syv bedste film.

Blade Runner 2049

Gå aldrig tilbage til en klassiker, lyder et uofficielt motto i filmverdenen. Og det lignede en dødfødt idé at søsætte en opfølger til Ridley Scotts 35 år gamle science fiction-klassiker, ’Blade Runner’.

Men Denis Villeneuve fik skabt en ny klassiker med en forrygende billedpoesi, der ligger i forlængelse af forlægget, men er helt sin egen. Og så turde Villeneuve sætte tempoet helt ned, hvilket er uhørt i vore dages forjagede effektfilm.

Elle

En kvinde bliver voldtaget af en indbrudstyv, men er egentlig ligeglad. Hvad er nu det for noget? Ja, hvad ville den hollandske veteran Paul Verhoeven egentlig med sin småperverse og afsporede ’Elle’, hvor dyriske drifter lurer under stjernen Isabelle Hupperts pæne borgerlige overflade?

Det spørgsmål og mange flere bliver ved med at rumstere i en film, der ikke passer ind nogetsteds og som bliver ved med at drille.

Nocturnal Animals

Modeskaberen Tom Ford bankede sit navn grundigt fast som filminstruktør med sin anden spillefilm, den overdådigt arrangerede ’Nocturnal Animals’.

Det er en voldsom fortælling om en forfatter, der skriver en roman til sin gamle kæreste, og Ford balancerer hele tiden virtuost mellem virkelighed og forfatterens grumme roman. Klassiske temaer som sorg, død og kærlighed i et moderne, lækkert arrangement.

Prøven

En curlingfar mister overblikket, da han vil hjælpe sin datter til en karriere i London i stedet for provinsielle Rumænien.

’Prøven’ er virkelig en film til tiden, og instruktøren Cristian Mungiu formår hele tiden at drille og udfordre curlingfaderen med finurlige overraskelser. En thriller baseret på helt igennem troværdige hændelser.

Dunkirk

Christopher Nolan forlod storproduktioner som Batman og ’Interstellar’ for at genskabe de døgn i 1942, da den britiske hær flygtede og blev hjulpet i land i England af en flåde af frivillige fiskere og lystsejlere. En historie er der egentlig ikke meget af.

I stedet er ’Dunkirk’ en imponerende billedoplevelse, der hele tiden har fokus på sin morale om, hvor langt vi mennesker kan nå, når vi ikke plejer egne interesser, men handler i fællesskab.

Du forsvinder

I hænderne på andre instruktører ville ’Du forsvinder’ være blevet et buldrende melodrama om en kvinde, der ser sin mand forandre sig på grund af en hjernesvulst.

Men Peter Schønau Fog ville noget andet med ’Du forsvinder’, der udforsker og undersøger moderne hjerneforskning, mens den fortæller om en familie i langsom opløsning. Fortænkt? Måske, men også fuld af udfordringer og nye ideer, og derfor en af årets bedste danske film.

QEDA

Max Kestners ’QEDA’ var for snørklet og omstændeligt fortalt til at være rigtig vellykket, men idéen om at rejse fra fremtiden tilbage til vor tid og redde både familie og verden inden en klimakatastrofe fungerede fremragende. Og billederne af et druknet København i 2095 er skræmmende.

Derudover var det fantastisk at se nogen kaste sig over en notorisk umulig genre på dansk grund, science fiction.