"Øst vest – hjemme bedst" plejer man at sige, når man er returneret efter en spændende, men også udmattende rejse.
Det gamle mundheld er instruktøren Pawo Choyning Dorji helt med på. Han har lavet en spillefilm om, at man godt kan drømme om at fise hele verden rundt og føle sig enormt meget i live, men et menneskes rødder er ikke sådan lige til at trække op.
Det havde nok været mere spændende med en film, der handler om, at øst og vest er betydeligt federe end at være røvkedelig derhjemme.
Filmhistorien bugner nemlig med fortællinger om bondeknolde, der søger ud i verden, gerne til den smarte storby, men til sidst indser, at hjemme er bedst. Og ærligst. Og rigtigst.
Så sent som for tre år siden kom Danica Curcic til den konklusion i Charlotte Sachcs Bostrups 'Mødregruppen'. Og Rosalinde Mynsters erkendelsestrip i Lisa Jespersens 'Hvor kragerne vender' fra sidste år legede med samme tema.
Livet ved et lille træskur får Ugyen på andre tanker
Et menneskes rødder er heller ikke lige til at trække op i landet Bhutan.
Pawo Choyning Dorjis 'Skolen ved verdens ende' har dog den finte, at vores hovedperson, Ugyen, først skal finde sine rødder.
Han går rundt i Bhutans hovedstad, Thimpu, og snakker og snakker om at rejse til Australien og finde lykken ved at synge og spille guitar på barer. Først skal han lige have indrejsetilladelse, og mens han venter på den, tager han sig et arbejde som skolelærer.
Hos Bhutans imponerende snarrådige undervisningsministerium har de imidlertid registreret, at Ugyen er landets mest ugidelige lærer. Som en slags straf sender de ham til 'verdens mest afsides skole', et lille træskur i landsbyen Lunana i det nordligste Bhutan ved fødderne af Himalayabjergene og på grænsen til Kina.
Det har Ugyen ikke det mindste lyst til, men gæt selv, hvad der sker blandt godmodige yak-okser, charmerende små børn med jord på hænderne, hyggelige spasmagere og ikke mindst en ung kvinde, der synger de smukkeste lokale hymner, mens hun skuer mod de sneklædte bjergtinder. Jeps, inden længe har Ugyen glemt alt om Australien. Næsten.
Et filmland som er sjældent set
Overraskelser er der ikke mange af i 'Skolen ved verdens ende' – måske bortset fra det forbavsende i at bhutansk humor er så tæt på dansk.
Hvis Ugyen var rejst til Kerteminde og havde fundet sine rødder ved at lytte til dansk folkemusik, havde 'Skolen ved verdens ende' været verdens største kliché. Men Ugyen rejser netop ikke til Kerteminde, en bygd i Grønland eller den sædvanlige feelgood-flække i Nordfrankrig.
Han befinder sig i et filmland, der meget sjældent, hvis nogensinde har været forbi de danske biografer. Det er forbavsende smittende at se Ugyen lede efter ben at stå på i en lille by, der er fuldstændig afskåret fra resten af verdens galskab.
Der er ingen ambitioner om at gå i krig, tjene penge, erobre verden eller deslige – der er kun bjergene, jorden, maden, himlen, kærligheden, kulturen, lykken og tilværelsen. Alt det, et menneske grundlæggende har brug for.
Det gør 'Skolen ved verdens ende' til en lille charmebombe i en tid, hvor menneskeheden synes ude af balance. Kommer den til at gøre en forskel? Næppe. Men i de små to timer den varer, sænker freden sig faktisk velsignet over én.