Fra bikini-babe til action-atlet: Ny Tomb Raider skaber debat

Angelina Jolie er skiftet ud med Alicia Vikander i ny Hollywood-filmatisering af det ikoniske spil. Men et nyt kropsideal er ligegyldigt, hvis det bare erstatter et gammelt, mener gamer.

I computerspillene fra 90'erne og 00'erne var Lara Croft i sparsom påklædning. I filmatiseringen af spillet fra 2018 ser vi en atletisk Lara Croft - i lange bukser. (© Crystal Dynamics / Warner Bros.)

En ny Lara Croft er landet.

I den nyeste 'Tomb Raider'-film, der netop har haft premiere, træder den svenske skuespiller Alicia Vikander ind i rollen som den ikoniske spilhelt - og hun er helt anderledes end Angelina Jolies udgave i 00’ernes filmatiseringer.

Den gamle Lara Croft var tro mod computerspillenes "bikini babe with gun", som spilmagasinet Sega Magazine beskrev hende. Mens den nye er en atletisk kvinde iført lange bukser frem for de ultrakorte shorts.

Angelina Jolie (venstre) indtog rollen som Lara Croft i to film der blev udgivet i 2001 og 2003. Til højre ses Alicia Vikander i filmen 'Tomb Raider', der netop har haft premiere. (© Paramount Pictures / Warner Bros.)

- Jeg tror, man har tænkt, at vi giver hende et mere moderne og tidssvarende look, som fans og publikum er med på. Med de nye actionheltinder, også med Rey fra 'Star Wars', prøver man at ramme noget, som publikum rent faktisk gerne vil ligne, fortæller Rikke Schubart, lektor og filmforsker på Syddansk Universitet.

Hun påpeger, at 90'ernes Lara Croft primært var designet til mænd, men at 2018-udgaven er tænkt til en bredere målgruppe.

'Hun er fulgt med tiden - og så alligevel ikke'

Sara Frost, der er kreativ konsulent og står bag YouTube-serien 'Alle Gamer', fik sit første 'Tomb Raider'-spil som otte-årig og har været fan af serien lige siden. Hun mener ikke, at man skal fokusere for meget på, om det er den ene eller den anden kropstype, der er aktuel:

- Der er sket noget. Man kan jo sige, at hun er fulgt med tiden. Både den nye og den gamle Lara Croft findes i dag. Vi har jo også kvinder i dag, som har nogenlunde de samme former som 90’er-Lara Croft. Så man kan sige, at det er fulgt med tiden - og så alligevel ikke. For et nyt kropsideal er jo ligegyldigt, hvis det bare erstatter et gammelt.

Det er altså ikke kropsidealerne der skal fokuseres på, mener hun:

- Alle taler om, at vi har fået en ny Lara Croft og sammenligner den gamle med den nye. Og jeg er så glad for udviklingen! Alicia Vikander har arbejdet så hårdt for at være i form til den rolle. Det er godt gået! Men bundlinjen er, at man må bare ikke tage et nyt kropsideal og erstatte med det gamle, fordi så kommer vi ikke rigtig nogen vegne. Egentligt ville det være meget sjovere hvis vi slet ikke talte om hendes krop.

'Alle kvinder kan være Lara Croft'

Hovedpersonen i 'Tomb Raider'-serien er blevet hyldet for at være en af de første kvindelige actionhelte, som slog igennem til et bredt publikum.

Men hun er også blevet kritiseret for at være en modellering af en mandlig fantasi, især i computerspillene fra 90’erne og 00’erne, hvor shortsene var korte, og taljen var smal. Men det er ikke kun kvindelige hovedpersoner, der er genstand for idealisering og seksualisering:

- Der er jo også mange computerspil med mænd, hvor de mænd der render rundt, er ekstremt muskuløse, seksualiserede og idealiserede. Det skal vi ikke være blinde for, pointerer Rikke Schubart.

I forhold til debatten om, hvorvidt Lara Croft skal se ud som Angelina Jolie eller Alicia Vikander, er Sara Frost ikke i tvivl om, at man ikke skal reducere debatten til en snak om kropsidealer.

- Vi kan ikke bruge det til noget, hvis vi siger at hun skal være atletisk, fordi vi er i 2018. Det, vi kan bruge til noget, er at sige, at alle kan være Lara Croft - og at alle kropstyper og kvindetyper kan være Tomb Raider. Jeg tror, at hvis man havde castet en med en anden krop, så havde det også fungeret, fordi vi er i 2018. Men altså, jeg ville ikke have noget imod at kunne lave lige så mange pull-ups som Alicia Vikander.