"Kære venner... Jeg har stådreng!"
Sådan en udtalelse vil typisk blive opfattet som lidt af en plathed.
I det hele taget vil de fleste mennesker meget nødigt gøres bekendt med, at deres bordherre har fået erektion. Men der er skam en pointe med at Jacob – en ældre herre, der har brugt det meste af sit liv på at gå til hånde på en landevejskro – pludselig meddeler, at hans krop er begejstret.
Det har intet med sex at gøre. Manden har lige fået det bedste måltid i sit ydmyge liv.
En kok, der tidligere har forskønnet livet for den fineste franske adel, har sammensat en menu for et lille selskab på fire mennesker, deriblandt Jacob. Det er næsten mere end den gamle mands krop kan bære – om end flere glas god rødvin også har en betydning.
Den simple mands begejstring over et overdådigt måltid er selve pointen med den franske film 'Délicieux'.
Verdens første restaurant
Den beretter nemlig om tilblivelsen af verdens første restaurant, i Frankrig i 1789.
Selvfølgelig har der eksisteret landevejskroer og beværtninger længe før 1789, men da Pierre Manceron bliver fyret fra sit job som kok for Hertugen af Chamfort, etablerer han det første spisested, som vi kender det i dag – et tempel, hvor alle kan sætte sig og nyde mad som en slags kunstnerisk oplevelse. I hvert fald hvis de har tilstrækkeligt med penge.
Det tema har ikke rigtig noget med virkeligheden at gøre.
Officielt blev den første restaurant – som vi kender det i dag – etableret i Paris i 1765. Men Éric Besnard, instruktøren og forfatteren bag 'Délicieux', vil noget andet end ridse verdenshistorien op.
Han vil fortælle en god historie. Og han vil understrege, at også madglæde og nydelse er en del af historiens demokratiserende proces. God mad skal ikke være for de få, men for alle. Til begejstring for smagsløg og sjæl og krop.
Det er også den konklusion, kokken Pierre Manceron kommer til efter at have oplevet den franske adels ulidelige selvglæde og arrogance.
Hertugen af Chamfort kan gøre, lige som han har lyst med Manceron – forbyde ham at bage brød og smide ham ud af sit hus. Så absurd meget magt havde adelen over jævne mennesker i Frankrig i slutningen af 1700-tallet.
Men da Manceron bliver opsøgt af en kvinde, Louise, der bærer rundt på en hemmelighed, øjner han muligheden for at få skovlen under hertugen og hans dekadence.
Det er Manceron ikke den eneste, der har lyst til. År 1789, da Manceron åbner sin restaurant, er selvsamme år, som folket stormer fængslet Bastillen og indleder Den Franske Revolution.
Franskmændene er trætte af at sulte – trætte af at se kongen og adelen smovse sig gennem en tilværelse i overdådighed.
Netop den kobling mellem politik og mad sørger for, at 'Délicieux' ikke ender som en selvsmagende lovprisning af fransk kokkekunst og madkultur. Der er mere på spil.
Det handler om frihed og rettigheder, det handler om fattige, nedslidte mænd, der får jern på af ren livsglæde. Det symboliserer Louises hemmelighed. I endnu højere grad end Manceron har hun oplevet, hvor brutal adelen er i sin selvfedme.
En kommentar til nutidens Frankrig
Intet folkefærd i verden er så optaget af at få filmindustrien til at spejle historien og selvforståelsen som franskmændene. Og 'Délicieux' er i høj grad en fortælling, der nusser om den franske folkesjæl.
Det er ikke utænkeligt, at Besnard har skabt filmen som en kommentar til nutidens Frankrig, hvor De Gule Veste protesterer i gaderne mod præsident Macron.
Men vi andre kan skam også nyde en film, der først og fremmest fungerer, fordi den er fuld af begejstring for alt det, der får gamle Jacob til at råbe sin lykke ud.
Den er en hyldest til sanserne, til nydelsen, til naturens overdådige skatkammer af oplevelser.
Det er ikke verdens største historie. Men den smitter.