OBS: Artiklen indeholder spoilere for det femte afsnit i den ottende sæson af 'Game of Thrones'.
Wow manner, vi var mange seere, der var skuffede over manglen på dødsfald i de første fire afsnit af denne sidste sæson af 'Game of Thrones'.
Det svarer trods alt til to tredjedele af den allersidste sæson af serien, der har ry for at være den allermest koldblodige og morderiske serie på tv. Og der var ingen af central betydning (eller bare semi-central), der mistede livet.
Indtil nu.
For jeg skal da ellers lige love for, at det nyeste afsnit gør, hvad det kan for at indhente det forsømte folkemord.
Der er op mod en million, der dør, de fleste af dem uskyldige, men som det jo ofte er på tv, er det ikke de beskidte, uskyldige indbyggere i Kings Landing, der betyder noget, det er de rige, renskurede i toppen. Men selv dem ryger der ret mange af: Varys, Euron, Qyburn, The Hound, Jaime og Cersei.
Føles det så ligeså tilfredsstillende, som man kunne håbe? Ikke rigtig. Der er ved at være en slags kritisk konsensus om, at serien startede som en tålmodig politisk thriller, og er ved at slutte som rent fantasybrag, hvor intet problem er så stort, at det ikke kan løses med en drage.
Men det er jo ikke sikkert, at det er en dårlig ting, for til gengæld er vi endt med en serie, der har engageret millioner af seere på en måde, vi aldrig har set før. Det tror jeg ikke var sket, hvis 'Game of Thrones' stadig bedst kunne beskrives som 'The Wire' i middelalderen.
Lad os kigge på et par gange i det nyeste afsnit, hvor serien smider logikken på bålet som et brændoffer til slutningens guder.
Ingen kamp i Slaget ved Kings Landing
Det, jeg elsker allermest ved 'Game of Thrones' i sin sidste sæson, er, at den er så meget under huden på folk, at alle føler medejerskab. Alle har deres version af, hvordan den burde være. Det er som en helt særlig sportsgren, hvor de fleste seere (mig selv inklusiv) føler sig som den pensionerede træner, der kunne have gjort det hele meget bedre.
Det, som folk er allermest frustrerede over i det seneste afsnit, er, at slaget mod Cersei i Kings Landing er ovre, før det er begyndt. Det Gyldne kompagni bliver most, Drogon brænder Pilou Asbæks skibe - og i øvrigt alt andet. Hvorfor så mange sæsoner med at samle hære, hvorfor skulle Pilou Asbæk være med, bare for at kunne dø på en strand uden at have udrettet noget? Cersei var engang den mest udspekulerede, geniale skurk i De syv kongeriger, hvordan kunne hun overvurdere sine chancer så meget?
Sandheden er jo nok: Fordi der kun er ét afsnit tilbage.
Der er ikke plads nok til, at vi kan have en langstrakt konflikt eller forhandling om overgivelsens betingelser. Der har ikke engang været tid til at vise, hvad der foregik bag Cerseis mure. Til gengæld får vi en slutspurt af en anden verden, hvor man ikke får chancen til at trække vejret.
Og hvad havde alternativet været? At serien skulle udvikle sig til en langsommelig sæbeopera eller filmet slægtsroman? Hver sin smag, men jeg ved ikke om jeg havde hængt på til sæson 22 af Glamour med drager.
Dragerne er skiftevis usårlige og lige til at pille ned
Altså er dragerne usårlige dræbermaskiner, der kan vinde en krig eller de flyvende nålepuder, der er lige til at pløkke ned med en armbrøst? Det kommer meget an på hvilket afsnit, vi taler om.
Det var jo sådan set fedt nok, at dragerne endelig kom til sin ret i The Battle of Kings Landing. Så meget, at 'Battle' næsten burde stå i anførselstegn. Endelig forstår vi, hvorfor alle har været så bange for dem. Men det er bare lidt mærkeligt, at man har set to drager blive skudt ned så let som ingenting, efter de opfandt kæmpearmbrøsten.
Og der har aldrig været så mange kæmpe-armbrøster allevegne. På skibene og på borgmurene, men vi ser kun et par enkelte pile flyve hjælpeløst forbi Drogon, der udrydder en hel flåde og en hel by.
Så føler man, at det er manuskriptforfatterne, der bestemmer, hvor gode dragerne er, alt efter, hvad der lige passer til scenen. Men til gengæld får vi en vanvittig dragedronning.
Daenerys bliver en vanvittig brandmorderske
Afsnittets største 'what the fuck'-øjeblik er, at Daenerys pludselig begynder at brænde uskyldige familier af i gaderne på Kings Landing. Klokkerne har ringet, de har overgivet sig, soldaterne har smidt deres sværd. Det er jo strategisk ulogisk, at hun brænder en hel by, der allerede har overgivet sig. Ikke mindst fordi vi har haft seks-syv sæsoner, hvor hun har optrådt som den ultimative vogter af moralen, bryder af kæder, knækker af hjul og så videre.
Jeg kan faktisk godt lide idéen om Daenerys, der bliver vanvittig, selvom mange synes, at det kommer fuldstændig ud af det blå. Men problemet er nok mest, at skiftet kommer efter relativt få scener. For vi ved jo, at mental stabilitet ikke ligger til hendes familie. Og hvis alle pludselig vil foretrække Jon Snow (jeg kan ikke kalde ham Aegon) som konge, så kan hun jo kun komme ud af kaosset som langsigtet vinder, hvis historien om, at hun massakrerer hvem som helst, der ikke følger hende, løber hende i forvejen.
- Så må det blive med frygt, som hun siger, da Jon afviser hende.
Tv-versionen af 'Game of Thrones' vil i sidste ende blive husket for, hvordan den løftede serien til et uhørt niveau af diskussion om logik og strategi i en verden, hvor der findes drager, snezombier og blodmagi. For at få de psykologiske nuancer og troværdigheden i karakterudviklingen med, må vi vente på de sidste par bøger. Vi ved jo i øvrigt ikke, om George R.R. Martin kommer til at lave helt om på handlingen.
Under alle omstændigheder bliver det spændende at få en chance for at komme ind i hovederne på Cersei og Daenerys og forstå dem lidt bedre, end vi gør nu.