Hackere truer HBO med at lække sæsonfinale af ’Game of Thrones’

Et hackerangreb i juli mod HBO har ført til, at flere afsnit af tv-serier og andet materiale er blevet offentliggjort. Nu truer hackerne med at lække sidste afsnit af syvende sæson af hitserien.

HBO har i længere tid haft problemer med hackere, som allerede har lagt mere materiale ud fra HBO's servere. (© HBO Nordic)

Hackerne, som i juli har angrebet HBO’s servere og kopieret en lang række serier og dokumenter om HBO’s serier, truer nu med at offentliggøre det sidste afsnit fra syvende sæson af ’Game of Thrones’.

Det skriver det britiske medie The Guardian.

Det er det amerikanske medie Mashable, som har fået forbindelse til hackerne.

Hackerne oplyser, at de har adgang til ’mange HBO-platforme’, og at HBO skal være forberedt på, at det sidste afsnit af syvende sæson kan komme ud, umiddelbart før HBO selv viser det.

Indtil videre er afsnit fra serier som ’Insecure’, ’Curb Your Enthusiasm’ og ’The Deuce’ blevet lækket.

Hackerne har desuden også haft adgang over HBO’s profiler på sociale medier – blandt andet Game of Thrones’ twitterkonto, skriver The Guardian.

Syvende og sidste afsnit af seriens syvende sæson har premiere på HBO 27. august.