Hemmelig streamingtjeneste genopliver kultdyrket 80'er-film

DRs serieekspert anbefaler karate-kitsch og trashet rumgys fra YouTube Premium. Især til dig, der godt kan lide nostalgi.

YouTube vil lokke kunder i butikken med originalt indhold, der blandt andet trækker på ungdomsklassikeren fra 1984, 'Karate Kid' (billedet). (Foto: © Michael Ochs Archives, (Photo by Michael Ochs Archives/Getty Images))

YouTube er på mange måder moderen over alle streamingtjenester med mere videoindhold, end nogen nogensinde kan nå at se på et helt liv.

De seneste par år er YouTube selv begyndt at skrue deres tjeneste, Premium, mere og mere i retning af streaming-konkurrenter som f.eks. Netflix med egenproducerede serier kaldet YouTube Originals. Dog har YouTube måttet erfare, at det er sværere at få folk til at se deres serier, end de måske havde regnet med, da markedet flyder over med kvalitetsserier.

Der florerer nemlig med rygter om, at YouTube vil gå væk fra den abonnements-model, de lancerede for blot otte måneder siden og i stedet begynde at lægge deres originale serier ud gratis.

En ting er dog sikkert: Vi kommer til at se mange flere serier fra YouTube i de kommende år.

Men hvad tilbyder de?

Mange ved slet ikke den eksisterer. Derfor kigger jeg nærmere på to af deres Originals-serier.

'Origin' er ikke en udpræget kvalitetsserie, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. 'Origin' vil underholde og forarge med ulækre body horror-sekvenser og bevidst overdramatiseret skuespil på grænsen til det komiske. (© youtube)

Steroidepumpet udgave af 'Lost'

Hvis du ligesom mig er vokset op med småplatte, om end uhyre effektive, science fiction-film såsom 'Dead Space', 'Sphere' og 'Event Horizon', så vil Origin, som jeg har set de to første afsnit af, være lige noget for dig.

I 'Origin', som den garvede horror/sci-fi-instruktør Paul W.S. Anderson har instrueret de to første afsnit af, møder vi en række af personer, som alle vågner op i små sove-pods på et rumfartøj, som oprindeligt skulle have bragt dem til en fjern planet, hvor mennesker er ved at opbygge et nyt og mere avanceret samfund.

Men noget er gået galt og hvad værre er, så er der noget ikke-menneskeligt om bord på fartøjet.

'Origin' er ikke en udpræget kvalitetsserie i liga med de seriemesterværker, vi efterhånden er blevet vant til, men det er tydeligvis heller ikke motivationen bag.

Hvor genreserier som 'Game of Thrones' og 'Westworld' excellerer inden for skuespil og historiefortælling samt et tydeligt samfundskritisk lag, så vil 'Origin' udelukkende underholde og forarge med ulækre body horror-sekvenser og bevidst overdramatiseret skuespil på grænsen til det komiske.

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, for med 'Origin' sigter YouTube Premium efter at skabe en vanedannende serieoplevelse fyldt til randen med makabre scener og et karikeret persongalleri.

På mange måder minder 'Origin' om steroidepumpet version af serieklassikeren 'Lost' og er bygget op på samme måde med gentagne flashbacks, som gør os klogere på figurerne - ud over et uopklaret mysterium.

'Cobra Kai' en direkte fortsættelse af en af alle tiders mest elskede 80’er-film, 'Karate Kid'. Men hvor 'Karate Kid' en relativt selvhøjtidelig omgang, er 'Cobra Kai' en klokkeklar komedieserie. (© youtube)

Komisk nostalgitrip i 'Cobra Kai'

Hvor 'Origin' kun indirekte transporterer seeren tilbage til 80’ernes og 90’ernes trashy sci-fi- og gyserfilmsstemning, så er 'Cobra Kai' en direkte fortsættelse af en af alle tiders mest elskede 80’er-film, 'Karate Kid'.

Her genforenes vi med Johnny, den unge mobber som Daniel-san besejrede i slutningen af 'Karate Kid'.

Efter mange års nedtur er han blevet gammel og bitter, ikke mindst fordi hans gamle nemesis Daniel er blevet byens mest succesfulde bilsælger med tv-reklamer og billboards over det hele. Johnny formår dog at genopfinde sig selv og bliver 'sensei' (læremester, red.) for en ung Daniel-san-lignende knægt, som ikke kan forsvare sig selv i skolen.

Det måske mest opsigtsvækkende ved 'Cobra Kai' er det tydelige metalag, som serieskaberne nøje har konstrueret for maksimal komisk effekt.

Hvor 'Cobra Kai' er en klokkeklar komedieserie, så var 'Karate Kid' en relativt selvhøjtidelig omgang, der først med tiden har fået en lidt komisk kultstatus. Med 'Cobra Kai' kommunikerer man en forståelse for den originale film, samtidig med at man formår at skabe en både sjov og rørende fortælling, som ikke kræver forudgående kendskab til 'Karate Kid'.

Dog er det gentænkningen af, hvad der skete i den originale film, som løfter 'Cobra Kai' til et højere niveau.

Daniel-san, helten fra 'Karate Kid', bliver her stillet i et helt andet lys og serieskaberne har nøje vendt historien på hovedet. Vi får blandt andet at vide, at det trane-spark som Daniel besejrede Johnny med, i virkeligheden var et ulovligt spark, og at Johnny kun var ude efter Daniel, fordi han lagde an på hans kæreste.

Det får os til at tvivle på alt, hvad vi troede på, da vi først så 'Karate Kid' – men på den gode måde og fyldt med sjove 80’er-referencer, Foreigner-musik og to veloplagte hovedroller i de aldrende og ellers komplet glemte Karate Kid-stjerner.