Der må da være et eller andet positivt at sige om den nye og tredje dinosaurfilm 'Jurassic World: Dominion'.
Den varer jo to og en halv time – der må da være noget, der kan bruges. Og dinosaurer er jo fede. Og den første 'Jurassic World' er okay. Og Steven Spielbergs oprindelige 'Jurassic Park' fra 1993 er legendarisk.
Men altså, det er i hvert fald ikke filmens morale, der redder den hjem.
Vi mennesker skal lære at leve i balance med naturen – eller rettere: vi mennesker skal lære at give naturen plads til at finde en balance – prædiker instruktøren Colin Trevorrow og medforfatter Emily Carmichael.
Man kan kalde det en smuk morale eller en nødvendig konstatering i en tid, hvor det står klart, at vi er i fuld gang med at fucke vores omgivelser op.
Men det forekommer ærlig talt temmelig hult, når folkene bag 'Jurassic World' overhovedet ikke er interesseret i andre aspekter af dinosaurerne, end at de kraftedme er helt vildt sindssygt skræmmende.
Adskillige mennesker bliver ædt af en dinosaur i 'Jurassic World 3'. Mere interesseret er Colin Trevorrow og Emily Carmichael altså ikke i at finde en fredelig balance.
Hjernelam samlebåndsunderholdning
Der er heller ikke nogen grund til at juble over filmens ekstreme overforbrug af dinosaurer. Ovenpå dens to første 'Jurassic World'-film har dinosaurerne spredt sig ud på jordkloden. Det vrimler med dinosaurer i vi menneskers moderne verden.
De fredelige af dem er filmen ikke rigtig interesseret i, de er alligevel så kedelige, men hver gang hovedpersonerne træder ind i et nyt rum, ind i en tunnel, ud i en sø, ind i en skov, ned ad en bakke, ved vi, at der gemmer sig en ny og farlig dinosaur et sted. Sådan er filmen bygget op.
Dinosaurerne hedder noget forskelligt, men de er næsten alle sammen variationer over klassikerne fra den gamle 'Jurassic Park'-film, T. Rex og Velociraptor.
Monsterkedeligt.
Det er sgu heller ikke historien, der hiver skidtet hjem.
Ingen af folkene bag filmen har tilsyneladende været i stand til at finde på noget, der tilnærmelsesvis minder om antydningen af en god historie. Det er noget med at forskellige skruppelløse mennesker forsøger at udnytte dinosaurerne til at tjene penge.
Det gør for eksempel firmaet BioSyn, der af en eller anden mærkværdig grund har genmanipuleret en kæmpegræshoppe og sluppet den løs på kloden. Den er nu ved at æde sig frem gennem kornmarkerne over hele kloden, mens BioSyn har bygget sig et stort hovedkvarter i de norditalienske bjerge.
"Hvorfor lige der, i sne og is?" spørger du måske. Nej, det giver ingen mening. At det ikke giver mening, er til gengæld også noget af det mest positive, der er at sige om det her idioti af hjernelam samlebåndsunderholdning.
Er der noget positivt at fremhæve?
Der er heller ikke nogen grund til at rose 'Jurassic World: Dominion' for at have hentet Laura Dern, Sam Neill og Jeff Goldblum, der alle fungerede fantastisk i Steven Spielbergs oprindelige 'Jurassic Park'-film, ind igen.
Ingen har tilsyneladende overvejet, hvad de egentlig skal i 'Dominion' – andet end at referere til Spielbergs film og fyre elendige replikker af.
Bundskraberen er, da Jeff Goldblum ud af ingenting fortæller, at han engang havde en hund, der bollede hans ben så ofte, at han fik hård hud på benet. Øh, okay så.
Bifigurerne er også latterlige.
De vælter ind og ud af historien uden noget, der ligner en pointe. Mest besynderlig er Santos, der går rundt i smart tøj og ligner noget, der er til modeopvisning, mens hun slipper dinosaurer ud i hovedet på sagesløse mennesker.
Hvem er hun? Hvor kom hun fra? Hvad skal hun i den her historie – altså andet end at se lækkerfarlig ud? Ingen anelse...
Er der ikke bare en enkelt scene i 'Jurassic World 3', der er værd at fremhæve? En sjov replik? En imponerende special effect? En fed ny dinosaur, der kan noget helt særligt?
Næh.