Da årets Golden Globe-priser blev uddelt for nylig, gik mange af priserne til serier, som de færreste herhjemme har hørt om.
Det har nu ikke noget at gøre med seriernes kvalitet, men snarere at de ikke lige bliver vist på dansk tv eller har danske skuespillere eller kræfter bag.
For faktisk var det et ret sjovt udvalg med noget for enhver smag, der blev belønnet med de fine statuetter - uanset om du er til realistisk fængselsdrama, store skuespillernavne eller en charmerende let version af kvindefrigørelsen.
Så hvis du allerede er up to date med 'Game of Thrones' og 'Babylon Berlin' og leder efter noget nyt, kunne det jo være, at du skulle overveje at opsøge en af de her lidt mere ukendte serier.
Så har du også noget at spille lidt smart med i frokostpausen i morgen 'Hvad? Kender du ikke engang 'The Assasination of Gianni Versace'? Fantastisk serie. Vandt i øvrigt en Golden Globe for bedste miniserie.'
The Assassination of Gianni Versace (Netflix)
Der er en del prisvindere og kritikerhits, der går under radaren herhjemme, fordi de kommer forskudt af den amerikanske premiere.
Så når de er hypede i USA, kan vi ikke se dem endnu, og så gider de danske medier ikke at skrive om dem. Det betyder, at det sjældent får nogen opmærksomhed, når de så endelig dukker op.
Et strålende eksempel er 'The Assasination of Gianni Versace: American Crime Story', der er opfølgeren til den spektakulære første sæson om retssagen mod den amerikanske fodboldspiller O.J. Simpson.
Det er USAs største serieskaber Ryan Murphy, der står bag den farverige version af den sande historie om mordet på den legendariske, italienske modeskaber Gianni Versace.
I virkeligheden handler den slet ikke så meget om mordet, men meget mere om manden, der skød Versace foran hans gigantiske hus i Miami i 1997. Et sindssygt barokt, underholdende og nuanceret portræt af en morder.
Serien vandt en Golden Globe for bedste miniserie.
Prøv den hvis du kan lide 'Pose' (HBO Nordic) eller 'Fargo' (HBO Nordic).
The Marvellous Mrs. Maisel (Amazon Prime Video)
Med sin anden sæson er 'The Marvellous Mrs. Maisel' blevet et af de bedste beviser for, at Amazon er på vej mod at blive en reel og ikke bare teoretisk trussel mod Netflix.
De har længe brugt næsten lige så mange penge på serier, men har ikke helt haft de store hits endnu. Serien er et let periodestykke, der næsten har karakter af komedie eller musical i tonen på trods af sine lange afsnit.
Det er Amy Sherman-Palladino, som er kendt for 'Gilmore Girls', der står bag serien. Ligesom 'Gilmore Girls' har også serien her en næsten overnaturligt kæk og kvik dialogstil.
Den handler om Miriam Maisel, der er en up-and-coming standup-komiker i New York i slutningen af 50'erne og er et frisk og kulørt take på kvindefrigørelsen, hvis man synes kampen mod patriarkatet kan være lidt tung omgang.
Rachel Brosnahan vandt - for andet år i træk - en Golden Globe for sin hovedrolle i serien.
Prøv den hvis du kan lide 'Gilmore Girls' (Netflix) eller 'Glee' (Netflix).
Escape at Dannemora (HBO Nordic)
- Det er ikke 'Prison Break', det er ikke 'Prison Break', det er ikke 'Prison Break', kan man næsten høre instruktøren Ben Stiller råbe til seeren i hver eneste scene af fængsels-miniserien 'Escape at Dannemora'.
Der er ikke så meget som en dråbe oppumpet action over Stillers bud på en fængselsserie. Her er det psykologisk spegede trekantsdrama mellem to fanger og inspektøren på deres systue i fængslet (spillet af en helt ukendelig Patricia Arquette) mindst lige så centralt som den tålmodige afvikling af deres plan om at undslippe fængslet.
Historien kommer fra en ægte flugt ud af et amerikansk fængsel i 2015, men er ikke tynget af alle mulige dokumentariske, ligegyldige detaljer.
Der er fokuseret syleskarpt på relationerne mellem de tre sammensvorne. Det er store skuespillere, smukke optagelser og stilistiske valg, vi ellers forbinder med biograffilm.
Patricia Arquette vandt en Golden Globe for sin rolle i miniserien.
Prøv den hvis du kan lide 'The Night of' (HBO Nordic) eller 'Oz' (Netflix).
The Kominsky Method (Netflix)
Ikke min personlige favorit på listen, men hey, det er Michael Douglas og Alan Arkin.
Og det er fedt at se så mange kæmpe skuespillernavne have smidt frygten for at blive fanget i serierne.
For ti år siden kunne det jo være dødsstødet til en filmkarriere at være med i en tv-serie. Så var man ikke længere filmskuespiller, så var man gået over til den anden side og blevet tv-skuespiller. Nu er der ikke længere konsensus om, hvad der finest, og mange hopper frem og tilbage.
Manden bag 'The Kominsky Method' hedder Chuck Lorre og er en gigant i amerikansk tv, hvor han bliver kaldt kongen af sit-coms, altså den traditionelle komedieserie med publikumslatter optaget på en scene med kulisser.
Han har blandt andet lavet 'Dharma & Greg' og 'The Big Bang Theory', der i mange år var den mest sete serie i USA.
Det her er hans forsøg på at lave noget mere seriøst og nuanceret, og han har altså kastet sig ud i en historie om et par modne mænd, der arbejder på at acceptere deres alderdom.
Serien vandt en Golden Globe for bedste komedieserie, og Michael Douglas vandt for titelrollen som skuespilcoachen Sandy Kominsky, der kæmper med maskuliniteten og sit selvbillede i sit livs tredje akt.
Prøv den hvis du kunne lide 'Grace and Frankie' (Netflix) eller 'Sopranos' (HBO Nordic).