Der er ikke noget bedre end en serie, der forstår sit stof godt nok til at kunne fortælle med overskud og humor.
'The Americans' forstår spionage så godt, at de kan vise forklædningerne præcis lige så tåbelige, som de faktisk var under den kolde krig. 'Girls' forstår feminisme godt nok til at kunne lade Lena Dunham være pisseirriterende og dobbeltmoralsk.
Og 'Bedrag' har med sin tredje sæson vist, at den forstår kriminalitet godt nok - både teknisk og psykologisk - til at give seeren en følelse af, at man begriber ting, de færreste sofakartofler har haft fingrene i.
Med Danske Banks og nu Nordeas hvidvaskssager i nyhederne skulle man næsten tro, at de havde skrevet serien på nul tid for at trylle aktuel forargelse om til høje seertal. Men det lader til, at sandheden er det modsatte.
Som hovedforfatteren, Jeppe Gjervig Gram, har sagt: "Hvis man laver sin research godt nok, så skal virkeligheden nok ramme plet."
Her er tre ting om forbrydelser, jeg føler, at jeg forstår utrolig meget bedre efter at have set 'Bedrag's tredje sæson.
PS: Hvis du ikke har fået set de to første sæsoner, kan du sagtens hoppe direkte til den tredje.
Gør hvidvask forståeligt
Jeg har for eksempel aldrig forstået, hvad hvidvask af sorte penge går ud på. Og det burde næsten være umuligt at gøre en bankfunktionær interessant i lang nok tid til, at seeren kan nå at forstå noget som helst - ikke et ondt ord om bankfunktionærer, det er bare ikke et udpræget filmisk job.
Men gennem Maria Richs nervøst overkompetente Anna får jeg en forklaring på hvidvask.
Ikke bare på falske fakturaer og skuffeselskaber, men også en følelsesmæssig forklaring på hvidvaskerens uansvarlige beslutninger. Hvis man arbejder i et hierarkisk system og gør sit arbejde bedre end alle andre, men alligevel ikke bliver filialdirektør, fordi hvad..? Fordi man ikke er ung nok? Selvsikker nok? Lækker nok?
Og der så pludselig er nogle fyre med penge, der får øje på, hvor dygtig man er.
I modsætning til ledelsen i Kredit Nord giver forbryderne Anna lov til at bruge sine evner til at skabe velstand og sikre folks penge. Er det ikke præcis det, hun er ansat til? Det er betagende og skræmmende, hvordan 'Bedrag' viser, at hun ikke bare bryder systemets regler, men på en måde også følger banksystemets egen logik til dens naturlige perverterede konklusion:
Penge er penge, og folk, der er gode til at tjene penge, har fortjent at have sine penge i fred og leve lidt bedre end andre. Mor fortjener en ny taske.
Blotlægger magtmisbrug i politiet
Noget ret vovet ved 'Bedrag's tredje sæson er, at den ikke tager direkte afstand fra kriminaliteten.
Den prøver oprigtigt at se mening i galskaben. I de fleste krimier og politiserier handler det ikke om at forstå kriminaliteten, men mest om opklaringen. Kriminaliteten skal bare findes og udraderes.
'Bedrag' har større anretninger på menuen. Her er det kriminalitet med stort K, og selv vores mand hos politiet, sagslederen Alf, går ikke fri.
Kriminaliteten er i 'Bedrag' ikke et personlighedstræk eller noget, mennesker begærer i sig selv, fordi det er let eller lækkert. Kriminaliteten er for nogle et nødvendigt onde, de skal igennem, for at komme til den løsning, der virker umulig at opnå inden for systemets rammer.
Anna begynder at vaske penge, da hun ikke kan opnå den status, hun indirekte er blevet lovet i banken. Og Alf laver beskidte aftaler med topledelsen i politiet, for at kunne gå efter de store bagmænd i stedet for bare de små hashhandlere. Alf griber, ligesom Anna, den mulighed, han kan se, for at få lov til at gøre sit arbejde.
Hvis man er dygtig og intelligent, men bliver holdt tilbage af urimelige, usynlige kræfter, kan brud på systemet pludselig fremstå som den eneste vej frem.
Stressede kriminelle
Narkogangsteren Nicky står overraskende nok for nogle af de meste hjerteskærende scener i serien, fordi han bliver grebet af en dyb længsel efter at være far for sin søn Milas, der er endt hos en plejefamilie, mens han havde travlt med alt sit gangsterpis i Spanien.
Han prøver at overbevise Milas, plejefamilien og myndighederne om, at han er klar til at være ansvarlig far. Selvom han i realiteten liiiige skal tjene de sidste par millioner og komme ud af alle sine forbindelser.
Kan en serie dyrke kriminaliteten uden at glorificere den?
Der er ikke mange serier, der kommer lige så tæt på den magiske balance, som 'Bedrag'. Jeg får i hvert fald ikke lyst til at blive narkobaron af at følge med Nickys ulideligt kolde, stressende liv, hvor hans eneste kærlighedsrelation konstant bliver afbrudt af politiet, der dukker op, eller lyssky forretningsforbindelser, der ringer med problemer, problemer og flere problemer.
Bare fordi man er kriminel, kan det godt være træls at blive stresset.