Irriterende vært rammer plet med kaffesludder-tv: Her er de 5 sjoveste afsnit

Suveræn hyggesnak-serie med en række amerikanske komikere er landet på Netflix – her er de fem sjoveste afsnit.

Jerry Seinfeld er glad for biler og kaffe. I serien 'Comedians in Cars Getting Coffee' henter han en kop sammen med kendte komikere og taler om alt muligt på vejen. her ses han med Steve Harvey. (© Netflix)

Komiker Jerry Seinfeld er måske ikke verdens mest charmerende interviewer. Han er stinkende rig, lidt for stolt af sin egen succes med en meget gammel komedieserie, arrogant og besat af dyre biler.

Eller som Alec Baldwin udtrykker det i programmet: ’Dit liv har vist bare været en lang række af grønne lys, har det ikke?’

Men Seinfeld har de sejeste venner i showbiz, og så må man give ham, at han har fundet på et simpelt og velfungerende koncept med serien ’Comedians in Cars Getting Coffee’, der netop er flyttet fra hjemmesiden Crackle til Netflix.

Ikke overraskende er hvert afsnit en køretur med en ny komiker til et nyt kaffested i en ny bil, og det er en vidunderligt simpel ramme til en hyggesnak om alt muligt.

Så prøv at glemme, hvor irriterende rig Seinfeld er blevet – den andenmest populære Seinfeld-søgning på nettet er i øvrigt 'How did Jerry Seinfeld get so rich?' kun overgået af 'What cars does Jerry Seinfeld own?' – og nyd disse fem fantastiske afsnit af verdens simpleste interviewprogram.

(© Getty Images)

Jim Carrey

Den legendariske komiker fra ’Dum og Dummere’, ’Ace Ventura’ og ikke mindst ’Man on the Moon’ er den totale modsætning til Seinfelds velklædte, ultrakonkrollerede personage. Han starter med at kravle over muren til sit eget hus, selvom døren virker udmærket, og dumper ned på fortovet med langt skæg og gammelt, slasket tøj indsmurt ind i maling.

Jim Carrey virker oprigtigt lykkelig, fri og overgearet på den 21. dag af en udrensningskur. Han skifter fuldstændig umærkeligt gear mellem fjolleri med en limegrøn cardigan, han finder på gaden, og gamle vitser og zenbuddhistisk filosofi.

(© Getty Images)

Louis C.K.

Den sjoveste bil i serien er en underlig lille orange sag med en stribet markise og flettet sæde, som Seinfeld klemmer standup-giganten Louis C.K. ind i. Det her var afsnittet, der fik serien til at bryde bredt igennem i 2014, da tredje sæson kom ud på Crackle.

Afsnittet var ikke med de første dage på Netflix, formentlig fordi Louis C.K. i mellemtiden var faldet i offentlig unåde på grund af adskillige tilfælde af upassende seksuel opførsel over for kolleger fra branchen.

Men det er godt, at Netflix er kommet på bedre tanker. C.K.'s shows er nu engang nogle af de stærkeste i standup, og hans besøg hos Seinfeld er et af de bedste i serien, hvor han blandt andet taler om, hvordan han elsker at ryge sig skæv og se IMAX 3D-film alene.

(© Getty Images)

Sarah Silverman

Den fantastiske standupkomiker Sarah Silverman slapper totalt charmerende af, uanset om hun taler om sin familie, en scientology-vittigheder eller fortæller meget passende, at hendes yndlingsting i hele verden er at spise frokost med andre komikere.

Man får fornemmelsen af, at de to er venner i virkeligheden, for Seinfeld slapper også nok af til at afbryde Sarah SIlvermans dybt alvorlige snak om at kæmpe med depression for at bede om en half and half-kaffe. Hvis du kan lide hende, så skynd dig også at se hendes Netflix-show 'A Speck of Dust'.

(© Getty Images)

Tina Fey

Tina Fey er kendt fra sketchshowet 'Saturday Night Live' og sin helt egen vanvittige komedieserie '30 Rock', der sjovt nok handlede om livet bag produktionen af et stort sketchshow. Hun bonder med Seinfeld over, hvordan Ricky Gervais og Louis C.K. har regnet den ud med korte sæsoner af deres tv-serier i forhold til '30 Rock' og 'Seinfeld', der havde over 20 afsnit per sæson.

- Man kan lave de første ti i sommerferien, så hiver man tre ud af ærmet, men de sidste ni er bare … der er man som Sandra Bullock i 'Gravity'.

Det her er før, hun fik sin Netflix-serie 'Unbreakable Kimmy Schmidt', så der fantaserer hun om at hendes næste job skal være ansvarlig for at udskrive Twitter-kørekort.

(© Getty Images)

Trevor Noah

Afsnittet er optaget før Trevor Noah blev vært på det berømte satiriske talkshow 'The Daily Show' og man fornemmer tydeligt, hvordan han mestrer sammenblandingen af store sociale spørgsmål og charmerende komik. Ikke mindst når han fortæller om, hvordan han har brugt sin sydafrikanske baggrund til at klare det hårde standupmiljø.

Blandt andet fortæller han, hvordan han satte en buh’ende publikummer på plads i New York: 'Der, hvor jeg kommer fra, plejer hvide mænd at angribe med hunde og tåregas, er det der alt, hvad du har?' Jerry Seinfeld fremstår også temmelig skarpsindig her med observationer som: 'Smerte er viden, der skynder sig ind for at fylde et hul.'