Jeg lægger mig lige fladt ned.
Sådan, nu er jeg helt flad. Som et ridderskjold.
Det er jeg, fordi jeg var aldeles bekymret, da jeg så den første trailer til 'Margrete den Første'.
Det var den, hvor Trine Dyrholm gik rundt på et stort slot i modlys og så ud som en kvinde, der bar alle verdens problemer på sine skuldre.
Der var også noget tekst, som jeg ikke rigtig fik læst ordentligt, men jeg fik en ubehagelig fornemmelse af en film, der først og fremmest ville vise en kvinde, som havde været fantastisk og enestående, som havde styret de tåbelige mænd, ja endda hele Norden.
Jeg fik indtrykket af en film, der ville slå fast, at kvinder også kan.
Rolig nu, rolig, der er intet i vejen med film om fantastiske kvinder, der kan styre mændene, endda hele Norden. Det bliver blot kedeligt, hvis det kun skal handle om det, for selvfølgelig kan kvinder udrette noget stort, selvom filmhistorien og historiebøgerne har haft en åndssvag tendens til at fokusere på mænds meritter.
Film om kvinder, der kan klare ærterne uden at blive særlig udfordret, er præcis lige så kedelige som film om mænd, der fikser det hele uden at få ar på sjælen.
Og på det seneste har vi set lidt for mange film, der bare ville vise, at kvinder også kan, og som synes, at det i sig selv er så vigtigt, at der ikke er nogen grund til at fortælle en god historie – såsom 'Wonder Woman 1984' og 'On the Basis of Sex'.
Undgår den simple heltefortælling
Men lad mig, mens jeg ligger her og er helt flad, slå fast, at jeg var for fordomsfuld overfor 'Margrete den Første'.
Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at instruktøren Charlotte Sieling og hendes medforfattere, Jesper Fink og Maya Ilsøe, sprang helt over dronning Margrete den Førstes store bedrift, én af de største bedrifter blandt alle danske regenter; at hun fik danskerne, nordmændene og svenskerne til at indgå fred og samles under Kalmarunionen.
Jeg har også lagt mig fladt ned, fordi jeg ikke havde fantasi til at forestille mig, at Sieling, Fink og Ilsøe ville synge et heltekvad om Margrete den Første ved at sætte fingeren dér, hvor Margrete virkelig var på skideren – hvor hun tvivlede så meget, at hun var lige ved at smide det hele på gulvet, dengang en mand dukkede op fra Graudenz i Tyskland og påstod, at han var hendes søn, Oluf, der var død 15 år tidligere under pesten.
Selvfølgelig vil enhver mor kunne genkende sin egen søn, men Margrete var netop ikke enhver mor.
Forældreskab var også politik for hende. Hvis hun anerkendte manden som Oluf, risikerede hun at ødelægge Kalmarunionen. Nordmændene betragtede Oluf som den retmæssige konge, mens svenskerne kun acceptererede Margretes nevø, Erik af Pommern, som den kommende konge.
Vækker historisk figur til live
Historikerne ved meget lidt om Graudenz-manden. Han blev forhørt over to måneder, men alle sagsakter blev tilintetgjort.
Sieling, Fink og Ilsøe har taget det, de kunne bruge, opdigtet en del, skruet og drejet på det, der kan dokumenteres, og fundet frem til en voldsom historie om en mor, der må overveje, om hun skal vælge mellem sit eget kød og blod eller freden i et kongerige.
Netop i det valg, hvor Margrete står allersvagest og mest sårbar, hvor hun ikke kan vinde og slet ikke handle som en superhelt, skal vi måle hende.
'Margrete den Første' handler altså ikke så meget om en stærk kvinde, men om et menneske, der skal finde balancen i en uhyre svær situation.
Med det nærmest umulige dilemma lykkes det Charlotte Sieling og hendes hold at vække et 600 år gammelt menneske, og ikke en historisk figur, til live foran os. Det er sgu godt gået.
Jeg havde heller ikke regnet med, at Sieling og co. kunne undgå, at der gik omvandrende frilandsmuseum a la 'Gøngehøvdingen' i 'Margrete den Første'. Men det gør de.
Filmen beder os slet ikke nyde det tidsbillede, der har kostet en ordentlig bunke millioner fællesnordiske kroner at skabe.
Den er mørk og grå som den koldeste nordnorske novemberdag, uden glamour og gøgl, og med så stramt et fokus på Margretes følelsesliv, at der slet ikke er tid til at nyde kongekroner og balsale.
Jeg tog virkelig fejl af 'Margrete den Første'. Derfor ligger jeg her. Fuldstændig flad.
Rettelse: Det fremgik tidligere af rubrikken på denne anmeldelse, at Margrete 1. var Danmarks første dronning, hvilket ikke er korrekt. Hun er Danmarks første kvindelige regent.