Okay, her er så en film i sort-hvid. Det er ikke en gammel film, men en spritny film – den er bare i sort og hvid.
Af en eller anden grund. Det er ikke helt klart hvorfor. Nej, nej, du må ikke stoppe med at læse allerede nu. Jeg ved godt, at moderne film i sort-hvid som regel er meget (selv)optagede af at være kunst, men sådan behøver det ikke være.
'C’mon C’mon' forsøger ikke at være stor kunst. Tværtimod er det en lillebitte og poetisk film … nej, vent, du må heller ikke stoppe nu. Jeg mente ikke sådan 'lillebitte' på den måde.
Altså, der sker skam noget i den. Den er ret dramatisk. Nogle gange.
Og jeg ved godt, at 'poetisk' er et udtryk, anmeldere bruger, når der ikke rigtig sker noget, og alt er stille, følsomt og den slags. Men det fungerer faktisk i 'C’mon C’mon'.
Den lader de små øjeblikke få plads. Den handler om rigtige mennesker, om rigtige forhold mellem mennesker og om det virkelige USA.
Og nå ja, Joaquin Phoenix spiller med i den, ham fra 'Joker', du ved, og 'Hende' og 'You Were Never Really Here' og 'The Master'.
En vild skuespiller. Altid frisk på at udfordre sig selv og gå nye veje. I 'C’mon C’mon' spiller han Johnny, en radiojournalist, der har opgivet at blive familiefar og opdrage børn.
Og pludselig står han med ansvaret for sin 9-årige nevø Jesse, der har brug for en babysitter, fordi hans mor forsøger at få hans psykisk syge far indskrevet på et hjem.
Hovedet fyldt med tvangstanker
Han har det ikke altid nemt, knægten. Han er begavet, men med hovedet fyldt med tvangstanker.
For eksempel har han en fiks idé om, at nogle børn er døde, og af den grund skal han trøstes af en voksen. Det er en slags leg, en fantasi, men Johnny ved ikke, hvad han skal stille op med den.
Han forstår den ikke. Til at begynde med forstår han hverken Jesse eller andre børn, men efterhånden som filmen skrider frem, finder de sammen som far og søn.
Nu fortæller jeg lige noget mere om filmen, og så må du love, at du heller ikke klikker væk nu. Okay?
En del af filmen består af interview med amerikanske teenagere – altså rigtige mennesker, ikke skuespillere – om deres forventninger til fremtiden. Det skyldes Johnny, der arbejder på en radiodokumentar om amerikanske børn og unges fremtidssyn.
Og interviewene med de unge mennesker bliver vævet ind i historien om Jesse og Johnny.
Er du der?
Er du der? Pyha, du er stadig med. Godt, så kan jeg også fortælle dig, at 'C’mon C’mon' i store træk ligner Woody Allens moderne klassiker, 'Manhattan' fra 1979, ikke kun fordi den også var i sort-hvid, men fordi begge film handler om søgende, usikre, måske endda neurotiske mennesker, der forsøger at finde fodfæste i verden.
Bortset fra at 'C’mon C’mon' ikke er sjov, eller i hvert fald ikke en komedie – altså, bare rolig, der er noget, der er sjovt i den – kunne Joaquin Phoenix’ Johnny have været en figur i en Woody Allen-film.
Han virker næsten bange for verden, skræmt af hvor svært alt er. Han kan være næsten grædefærdig af frustration, når han taler i telefon med sin søster om, hvor svært det er at opdrage børn … Nej, vent, du må ikke stoppe nu. Joaquin Phoenix er med. Joaquin Phoenix er med.
Og 'C’mon C’mon' er faktisk en god film, måske endda en rigtig god film.
En nedslidt og misbrugt verden
Den handler om ikke om børneopdragelse og neurotiske forældre i sort-hvid. Det er en film om os, om verden, om en nutid, hvor det er ved at gå op for os voksne, at vores efterkommere skal overtage en nedslidt og misbrugt verden.
'C’mon C’mon' er en undersøgelse, en udforskning af forholdet mellem børn og voksne i en verden ude af balance.
Den føler sig forsigtigt frem. Den mærker efter. I stedet for at smide om sig med pointer og pegefingre. Det er særligt.
Er du der? Det var godt. Smut så ind og se 'C’mon C’mon'.