Oh shit, de har skabt et nyt monster. Endnu et til samlingen.
Først var der den der med, at en amerikansk superhelt altid kan genoplives. Det er et dejligt fortælleteknisk kneb – at lege med publikums følelser ved først at lade en helt eller skurk dø og bagefter live vedkommende op igen. Men det er også risikabelt. Jo mere det bliver brugt, jo mere ligegyldigt bliver det, når en superhelt dør. Altså, hallo, vedkommende er jo alligevel ikke rigtig død.
Så var der den med Evighedsstenene i 'Infinity War' og 'Endgame'.
Hvis bare man får skrabet skidtet sammen, kan man skrue tiden tilbage og reparere alting, for eksempel halvdelen af klodens befolkning, der har været døde i fem år. Vildt godt fortællekneb. Men også et monster, der er svært at styre.
Ret skal være ret. De amerikanske superheltefilm har været gode til at tæmme de to monstre.
Superhelte bliver ikke genoplivet på stribe. Og selvom Evighedsstenene er virkelig effektive, står superskurkene tilsyneladende ikke i kø for at bruge dem til alskens verdensomvæltninger.
Men så er der den med verdensherredømmet.
Marvels farlige monster
Marvelforlaget og deres ejere, Disneykoncernen, har pumpet dyre film ud gennem de seneste 20 år, i så hastigt et tempo, at der ikke er plads til ret mange andre storfilm og potentielle blockbustere. En superheltefilm eller -serie er ikke længere en fantastisk begivenhed. Det er hverdag.
Og nu har Marvel skabt et virkelig farligt monster, Multiverset.
Det vil sige, egentlig blev det udtænkt af den amerikanske filosof William James i 1890'erne, men tanken om, at vi mennesker eksisterer i flere parallelle universer, har siden været en del af vores fælles tankegods.
Marvel har grebet tanken og givet den fuld skrue. For tiden er Multiverset den store fortællemaskine i historier som 'Wandavision', 'Spider-man: No Way Home' og 'Doctor Strange in the Multiverse of Madness'.
Det er et potentielt dejligt og bevidsthedsudvidende koncept. Det var fantastisk at se tre Spider-men arbejde sammen i 'No Way Home'. Og fortællemæssigt er serien 'Wandavision' dejligt ambitiøs – Marvels mest ambitiøse historie til dato.
Men Multiverset er også så rigt på muligheder, at alt kan ske. Der er altid hjælp at hente i et af de utallige paralleluniverser, som både vi og superheltene eksisterer i – for eksempel i vores drømme.
De logiske rammer er i fare for at vælte
Det er sjovt og fantastisk at se Doctor Strange blive slået ihjel i ét univers, men stadigvæk findes i talrige andre (der var den igen, den med at genoplive superhelte). Og det er et fascinerende koncept, at Scarlet Witch kæmper for at være Wanda Maximoff, mor til to, i et andet univers – og derfor jagter den nye superhelt i 'The Multiverse of Madness', America Chavez.
Men det er lige før, Marvel ikke kan kontrollere det i den nye Doctor Strange-film. Det er madness, som titlen konstaterer. Selve hopperiet mellem de forskellige universer er filmens motor, og i princippet kan historien hente hvad som helst ind for at hjælpe hovedpersonen Doctor Strange. De logiske rammer, vi altid forholder os til, når vi fortæller hinanden historier, er hele tiden i fare for at vælte.
Selvom der er kærlighed og moderlige følelser til stede i historien, er det mest som en leg.
Manuskriptforfatteren Michael Waldron og instruktøren Sam Raimi er sgu ikke for alvor interesseret i, om Doctor Strange får sit hjertes udkårne eller ej, men det er sjovt at jonglere med tanken om, at et kærlighedsforhold kan gå i smadder i ét univers og lykkes i et parallelunivers.
'The Multiverse of Madness' er i det hele taget bedst, når filmen leger løs som i scenen, hvor to udgaver af Doctor Strange slås med musikalske noder. Det er madness, helt afgjort, først og fremmest filmisk fis og ballade, hvilket er typisk for 'The Multiverse of Madness'. Der mangler en skarpere historie for at tæmme Multiverset og gøre det til mere end bare et fortælletrick.
Lige nu ser det faktisk ud, som om monsteret er ved at vinde over Marvel.