Der var engang, hvor krigsfilm var noget med en stålsat helt, der satte sig op i et fly eller en jeep og skød sig vej gennem fjenden med samme naturlighed, som man smadrer dræbersnegle på en græsplæne. Bagefter gav han sin smukke kæreste med den perfekte frisure et dybt kys.
Der var også nogle generaler og løjtnanter, som uden den store hjernegymnastik havde forudset fjendens næste træk.
Den slags krigsfilm findes ikke længere.
Måske i Rusland og Nordkorea, og en gang imellem finder Hollywood på en gammeldags rædsel som 'Midway'. Men nu om dage skal en krigsfilm rumme flere lag.
Faktisk skal den ikke engang ligne en krigsfilm. Den skal i hvert fald ikke påstå, at krig bare er en nødvendig twist mellem godt og ondt.
En moderne krigsfilm er sådan noget som Sam Mendes' '1917', hvor to menige soldater slider sig gennem rædslerne ved fronten under Første Verdenskrig. Eller Christopher Nolans 'Dunkirk', hvor krigen ikke kæmpes af en hær, men af et folks fællesskab. Eller Lone Scherfigs 'Their Finest Hour', der skriver kvinder ind i krigen. Eller 'The Imitation Game', om matematikeren Alan Turing, der ikke var i nærheden af at skyde på nogen under Anden Verdenskrig, men som knækkede tyskernes koder og fik stor betydning for krigens gang. Men eftersom Turing var homoseksuel, blev han mere straffet end hædret.
En fordrukken vagabond
Moderne krigsfilm leder i det hele taget efter nye og overraskende vinkler på krig. Hvilket slet ikke er spor tosset. Til tider bliver vinklen endda så overraskende og ny, at det næsten ikke er til at få øje på krigen.
Det gælder for eksempel i 'Operation Mincemeat', der slet ikke har lyst til at forholde sig til en krigs gru, men i stedet fortæller om en af dens pudseløjeligheder – den sande historie om dengang en fordrukken vagabond endte med at vildlede de tyske nazisternes hær og redde tusindvis af amerikanske og engelske soldater. Uden at vide det. Faktisk var han ikke i live, da han gjorde det.
Glyndwr Michael var død af at spise rottegift, da et par britiske efterretningsofficerer søsatte en småskør og vovet plan. De ville lade et lig af en britisk soldat skylle i land i Spanien med lommerne fulde af planer om de allierede troppers invasion af Grækenland. Altså blev Glyndwr Michael dresset op som fin, druknet soldat.
Under Anden Verdenskrig var Spanien allieret med Nazityskland, og håbet var, at de spanske myndigheder ville udlevere liget – eller i hvert fald planerne i lommen på liget – til tyskerne, og dermed lede Hitler til at tro, at amerikanerne og englænderne ville begynde en modoffensiv i Grækenland. I virkeligheden planlagde de allierede tropper at gå i land på Sicilien.
Krigsfilm proppet med komik og romantik
'Operation Mincemeat' – på dansk, 'Operation Hakkekød' – er beretningen om de to officerer, Ewen Montagu og Charles Cholmondeley, der orkestrerede planen, i selskab med to kvinder, Jean Leslie og Hester Leggett. Og med den senere forfatter af James Bond-bøgerne, Ian Fleming, på sidelinjen.
Som '1917', 'Dunkirk', 'Their Finest Hour' og 'The Imitation Game' er 'Operation Mincemeat' en fortælling om krigens små, usynlige helte. Ikke krigens Rambo eller Indiana Jones.
Der er blevet fiflet lidt med historien for spændingens skyld. For eksempel er der ikke noget, der tyder på, at Montagu og Leslie flirtede løs, og at Cholmondeley var jaloux, sådan som filmen spekulerer grundigt i.
I det hele taget forsøger instruktøren John Madden at brede sin historie ud, så alle kan kigge med.
'Operation Mincemeat' kunne snildt have været en intens og mørk thriller om en dristig plan midt i et afgørende øjeblik under historiens største krig. Men Madden og hans manuskriptforfatter Michelle Ashford har proppet komik og romantik ind alle de steder, der var bare en lillebitte åbning til det.
Fred være med det.
'Operation Mincemeat' er blevet en bredt underholdende, humørfyldt, finurlig, velspillet og højst moderne krigsfilm om et af de øjeblikke, der burde være for skørt til at være en del af en brutal krig.