Den 19. juli kunne man for første gang se traileren til Netflix' nye store teenage-show 'Insatiable'.
En serie, der af onlinetjenesten selv beskrives som en mørk komedieserie om den overvægtige high school-elev Patty. Med sin overvægt er Patty hele skolens mobbeoffer, hvilket først slutter, da hun stopper med at spise i en sommerferie, taber sig, bliver populær grundet sin slanke krop - og begynder at hævne sig på alle de folk, der mobbede hende, da hun var tyk.
Den morale har dog fået flere til at kritisere showet for 'fat shaming'. Altså at nedgøre folk, der er større end normalvægtige.
19-årige Florence Given fra Storbritannien har oprettet en underskriftindsamling, i håbet om at serien bliver lukket.
- Denne serie vil forårsage spiseforstyrrelse og fortsætte objektiviseringen af kvinders kroppe. Traileren har allerede skadet folk med spiseforstyrrelser. Lad os stoppe dette og undgå yderligere skade, opfordrer Florence Given i beskrivelsen til underskriftindsamlingen.
- Det er 2018, og vi bestiller stadig historier, der forstærker spiseforstyrrelser ved at fortælle unge kvinder, at hvis du ikke spiser noget en hel sommer, så kan du blive tynd, tiltrækkende og dermed værdig til at modtage kærlighed og hengivenhed, uddyber hun i et blogindlæg hos nyhedsmediet Huffington Post.
Mere end 110.000 har i skrivende stund underskrevet underskriftindsamlingen.
Skuespilleren Debby Ryan, der spiller hovedpersonen Patty og efter eget udsagn selv har kæmpet med og mod kropsidealer igennem mange år, har efter den massive kritik forsvaret serien og forfatteren bag manuskriptet i en længere udtalelse på sin Twitter-profil.
Hun forklarer blandt andet, at det for både hende selv og tv-seriens manuskriptforfatter Lauren Gussis har været vigtigt at størrelsen på den overvægtige Patty ikke blev brugt som en punchline. Og at man dermed ikke retfærdiggjorde den mobning Patty udsættes for grundet hendes størrelse.
Lauren Gussis forsvarer også selv serien:
- Tv-serien er en advarsel om, hvor skadeligt det kan være at tro, at det ydre er vigtigere end det indre. At dømme uden at gå dybere. Please, giv serien en chance, skriver Gussis på sin egen Twitter-profil, hvor hun også deler sin egen historie med spiseforstyrrelser og selvmordstanker.
Netflix har endnu ikke selv udtalt sig i sagen.
