Tænk, hvis John Wayne eller Clint Eastwood havde været chefkokke i stedet for revolvermænd.

Tænk, hvis de ikke havde uskadeliggjort skurkene ved at sende en byge af kugler gennem deres kroppe, men ved at lave lækker mad til dem.

Tænk, hvis klassiske Clint Eastwood-westerns som ’Pale Rider’ og ’The Outlaw Josey Wales’ ikke havde handlet om en næsten overjordisk dygtig skytte, der kunne udrydde en hel bande dumme svin, men om en virkelig dygtig kok med fuld kontrol over naturens smagfulde skatte.

Så havde filmhistorien set anderledes ud. Resten af verden havde nok også. Men havde det givet mening? Egentlig ikke.

Det gør den lille amerikanske film, ’Pig’, heller ikke. Ikke ud fra de konventioner og tankebaner, vi plejer at fortælle historier fra, i hvert fald.

Bor i et mølædt skur i en skov

Det hænger helt fint sammen, at gamle Rob, der bor i et mølædt skur i en skov, bliver skidesur da nogen banker ham ned og stjæler hans gris. For det første er det ikke sjovt at blive banket ned, for det andet elsker Rob den gris.

Det er nu ikke derfor, den bliver stjålet. Det gør den fordi den er trænet til at kunne snuse sig frem til trøfler under skovens muld. Og de velsmagende og sjældne trøfler er guld værd i vore dage, hvor kokke på dyre restauranter er superstjerner, og hvor der er prestige i at have spist de fineste og sjældneste retter i tre-stjernede madtempler.

Det er – bizart nok – ikke spor usædvanligt i vore dage, at dygtige trøffelhunde og -grise bliver kidnappet eller aflivet af madinteresserede gangstere, sådan som den fremragende dokumentarfilm ’Trøffejægerne fra Piemonte’ viste sidste år.

Det var da en underlig historie

Sammen med trøffelopkøberen Amir – en ung mand i en smart sportsvogn – drager Rob ind til storbyen Portland for at finde den scumbag, der stjal hans gris.

I en actionfilm med Clint Eastwood ville vores helt have pløkket et par af skurkens mange kumpaner ned inden en halv time havde passeret.

Sådan fungerer ’Pig’ ikke. Snavsede, fedtede, uvaskede, langhårede og blodindsmurte Rob, der bliver spillet af Nicolas Cage, er ikke bevæbnet med andet end viljestyrke og viden om hvor længe en vagtel skal steges for at blive saftig i kødet.

Det var da en underlig historie, kan du indvende. Og det er lige præcis det spændende ved ’Pig’. Den eksisterer i et lille parallelspor til det, vi opfatter som normalen eller virkeligheden.

En surrealistisk sekvens, hvor restaurationsarbejdere slår hinanden til blods i en slags hasardspil, er nok lige lidt mere ude til venstre end formatet kan holde til. Men generelt holder den spillefilmsdebuterende instruktør Michael Sarnoski en stram rød tråd i sit krøllede univers.

Mumler og bumler og tøffer

Nicholas Cage, der ellers har skabt sig en karriere på at spille skuespil på alle tangenter, mumler og bumler og tøffer sig afsted gennem filmen.

Sjældent har en filmfigur gemt sig bag så meget hår. Sjældent har en hovedperson i en film haft færre replikker. Èn af dem – ’I want my pig!!’ – bliver endda gentaget flere gange undervejs.

Men det virker.

Den store helt i den sammenhæng er fotografen Pat Scola. Han har specialiseret sig i musikvideoer, men med ’Pig’ viser han, at han også er dygtig at skabe et filmisk udtryk, der fortæller en historie.

Han får skabt nogle fantastiske billeder af Nicolas Cage og hans gris, der tøffer rundt i den efterårsvåde skovbund i det nordlige USA, i dis og tåge, hvorefter de går hjem og kokkerer en lækker svampeomelet over åben ild.

Og Pat Scola holder fast i den mørkebrune stemning, da Rob drager ind til Portland, ind til en absurd verden, der på overfladen handler om at nyde tilværelsens goder i de dybeste drag, men som er fyldt med selvbedrag og svindel.

’Pig’ er en visuel oplevelse. Men der er bestemt også grund til at se den, fordi den har fundet sin helt egen afkørsel fra alt det, vi plejer at se på film.