Det kan godt være, at det er 77 år siden Anden verdenskrig sluttede, men krigen forandrer sig stadig.

Eller også er det os, der forandrer os...

Anden verdenskrig var som krige er – en uendelig strøm af lidelser og rædsler og forspildte muligheder. Men i rigtig mange år fortalte vi mest hinanden historier om hvor heltemodige de allierede soldater og de danske frihedskæmpere var.

Og, naturligvis, historier om hvor ubegribeligt onde nazisterne var.

Helte og skurke bliver foldet ud

Nu finder vores blik på den sidste store krig nye nuancer.

Helte- og skurkeberetningerne bliver foldet ud. For danskerne begyndte det især med Ole Christian Madsens ’Flammen & Citronen’ (2008), der viste os, at to af de mest berømte danske modstandsfolk nok var modige, men de var ikke nødvendigvis renhjertede helte.

De var gådefulde, knudrede, moralsk problematiske mennesker, der fandt deres egen vej gennem krigen.

Siden kom film som ’9. april’, ’Under sandet’ og ’Vores mand i Amerika’. Inden ’Hvidstengruppen 2’, der netop har haft dansk premiere, fortalte os en historie, vi også har været 77 år om at vænne os til. At kvinder ikke kun passede børnene og gryderne mens mændene drog i krig.

De kvindelige modstandsfolk, der blev sendt i lejre i Tyskland i krigens sidste år, gik gennem et rent helvede.

Den lærerige omskrivning af Anden verdenskrig kunne vi være begyndt på for 20 år siden da Anders Refn og Flemming Quist Møller skrev manuskriptet til serien om de forbandede år – om de ubehagelige, problematiske, ubekvemme, grumsede sider af Danmark og danskerne under krigen. Men DR var ikke interesseret dengang, fordi danskerne ikke var interesserede, mente DR.

For tre år siden gravede TV2 og Det danske Filminstitut alligevel pengene frem til at søsætte Refn og Møllers gamle manuskript, blot som dobbeltfilm, ikke serie.

Ubehagelige, problematiske, ubekvemme

Og her er de så, de ubehagelige, problematiske, ubekvemme sider af Danmark og danskerne under krigen.

Der er værnemageren Karl Skov (Jesper Christensen), der lader sin fabrik tjene tyskerne, men mest af alt for ikke at lade sine medarbejdere gå arbejdsløse i svære tider.

Der er hans søn, tennistossen Aksel (Mads Reuther), der går ind i modstandsbevægelsen og forandrer sig til et radikaliseret bæst. Hans bror, Michael (Gustav Dyekjær Giese), der er anti-kommunist og drager til østfronten med Frikorps Danmark og kommer hjem, desillusioneret og ødelagt.

Og deres søster, Helene (Sara Viktoria Bjerregaard), der forelsker sig i en sympatisk tysker, et godt menneske, og bliver stemplet som ’tyskertøs’.

Og mange flere, der ikke kender eller forstår konsekvenserne af deres handlinger, når verden er i krig.

Det er et hyperambitiøst projekt, Refn og nyligt afdøde Flemming Quist Møller har søsat med ’De forbandede år 1 og 2’. Alt det forbandede ved besættelsestiden bliver trukket frem.

Det er fantastiske historier at få belyst: fejlslagne stikkerlikvideringer, blodtørst i befrielsesdagene, sympatiske skurke, halsløse helte, dansk medløberi og alt det andet, der har virket problematisk at fortælle i de foregående 77 år.

For meget forbandelse presset sammen

Det er meget at presse sammen, uanset at ’De forbandede år 1 og 2’ har en samlet spilletid på fem timer. Til tider er det helt klart for mange historier, for meget forbandelse presset sammen i en familie på syv mennesker.

Der er stof til en fyldig serie på mange afsnit i de utroligt mange konflikter, familien Skov gennemlever under besættelsen. Og flere steder i ’De forbandede år 2’ virker det som om instruktør Anders Refn haster afsted for at nå det hele inden spilletiden løber ud.

Men ’De forbandede år’ er også et vigtigt pejlemærke – en ambitiøs markering af en begivenhed, som alt for længe er blevet behandlet alt for simpelt. Og som bliver ved med at kaste gode historier af sig. Og fortsat er i stand til at gøre det, hvis vi er bevidste om at en krig forstærker alt i os – såvel det gode som det forbandede.