SPOILER-ADVARSEL: Filmen er baseret på virkelige hændelser, men kender du ikke historien, afslører anmeldelsen filmens handling.
Engang for ikke så længe siden var film om historiske personer noget med en konge eller en frihedshelt, der satte skurkene på plads. Hvis filmen var en smule avanceret, havde helten en lille splint i sin karakter ved at være lettere manisk. Måske endda en smule vanvittig.
Meget mere kompliceret kan en historisk filmhelt ikke blive, før filmskaberne bliver nervøse for publikums reaktion. Men det er nye og komplekse tider. Serier og film bliver mere avancerede i en tid uden nemme politiske forklaringer og løsninger.
En film som 'Dronningen' har eksempelvis understreget, at en hovedperson kan være yderst kompleks, endda decideret usympatisk, uden at vi som publikum føler os dårligt behandlet.
Den danske instruktør Christina Rosendahl, der før har stået bag blandt andet 'Idealisten', vil tydeligvis gerne skabe film, der passer til den tid, vi lever i. Også selvom 'Vores mand i Amerika' foregår under Anden Verdenskrig.
Forræder eller helt?
I en anden film og i en anden tid ville diplomaten Henrik Kauffmann være en klassisk helt, der går imod politisk fejhed i sit hjemland. Men i 2020, med Rosendahls og medforfatter Dunja Gry Jensen og Kristian Bang Foss' blik, er det for fladt.
Henrik Kauffmann skal portrætteres som det vildtvoksende menneske, han var.
Som udgangspunkt var han Danmarks ambassadør i USA, og da politikerne i Danmark valgte at føje Nazi-Tyskland for at undgå en brutal magtovertagelse, gjorde han det eneste rigtige, set med bagklogskabens billige briller.
Han erklærede sin ambassade 'frit land'.
Det er vildt nok i sig selv. Men Kauffman gik langt videre. Han fik fingre i Danmarks guldreserver og fordelte pengene mellem de ambassader, som ikke støttede den danske regerings linje.
Og han gav amerikanerne mulighed for at bruge grønlandsk jord på ubestemt tid. Set gennem den danske regerings øjne var det fuldtonet højforræderi.
Henrik Kauffmann, der bliver spillet af Ulrich Thomsen, var en gambler, en rebel, en provo og en fantast pakket ind i sirlige jakkesæt og farvestrålende havefester.
Dertil kom, at den snedige strateg var så ustrategisk, tilsyneladende, at forelske sig i sin kones lillesøster.
Sådan et menneske kan man jo ikke skabe en simpel film om. Især ikke fordi hans kone, amerikanske Charlotte, der blev hos Kauffmann på trods af hans passion for hendes søster, endte med at stikke en kniv i halsen på ham, da han lå dødssyg med prostatakræft som 75-årig.
Kæmper svær kamp mod klichéerne
Det uregerlige liv har Rosendahl og hendes filmhold mast sammen på 110 minutter.
Der bliver eksperimenteret og udfordret med Peter Albrechtsens næsten punkede lyddesign, hvor en surrealistisk fornemmelse af vildtvoksende urskov og natur blander sig med genkendelig lyd anno Anden Verdenskrig – og med Jonas Strucks musik, der på ingen måde lyder af historisk film, men mere af syret cocktailparty i 1950'erne.
Figurerne er tilsvarende flertydige. Charlotte Kauffmann, der er amerikaner af fin slægt, bliver for eksempel åbenlyst sexlysten, når hendes husbond lykkes med sine dristige diplomatiske gamblerier. Hun elsker ham faktisk, selvom han sårer hende dybt.
Det er en overdådig åbenhed i 'Vores mand i Amerika', men den kæmper en svær kamp med flere konservative lag. Kauffmanns flirt med konens lillesøster Zilla sender filmen ind i nogle skænderier, der minder fælt om amerikanske sæbeoperaer.
Og i rollen som Charlotte gør amerikanske Denise Gough bestemt, hvad hun kan for at overtydeliggøre enhver melodramatisk kliché i hendes figur.
Men mest af alt kæmper 'Vores mand i Amerika' med en gammeldags fortløbende fortællestruktur, der holder sig til de konkrete, historiske fakta – i stedet for at lege med formen og give os mulighed for at komme rigtig tæt på de gådefulde og flertydige Kauffmanns.
Altså lander 'Vores mand i Amerika' som en film, der virkelig gerne vil udfordre, men kun gør det halvt. Og som først og fremmest lever, fordi Henrik Kauffmann er så utrolig en historie.