Tænk, at man skulle sidde her og føle begejstring, ja ligefrem mærke en energi bruse gennem kroppen ved synet af et lige-ud-af-posen-melodrama.

Den slags har vi trods alt set før. Hele den amerikanske tv-branche var før i tiden bygget op på dramaer, hvor følelserne blev smasket direkte i fjæset på publikum, og hvor familiemedlemmer kunne få mange dages kontante følelsesudbrud ud af selv en lille mistanke om utroskab.

Tænk blot tilbage på 80’ernes tv-serier som ’Dallas’ og Dollars’. Og herhjemme er forfatteren Morten Korch blev synonym med den slags historier, hvor ordene aldrig efterlader tvivl om følelserne bagved - præcis sådan som det i hvert fald ikke er ude i den virkelige verden, hvor det er utrolig svært at konkretisere, hvad man egentlig føler. Og hvor ord ofte føles som en utilstrækkelig erstatning for langt mere komplekse følelser.

To af de mest brugte sætninger i melodramaer, ’Jeg hader dig’, og ’jeg elsker dig’, er jo netop kun det allerøverste top af et uoverskueligt isbjerg.

Renhjertet energi

Men her kommer et hidtil helt ubeskrevet blad i dansk film, Mehdi Avaz, assisteret af lillebror Milad som manuskriptforfatter, og serverer netop et direkte-ud-af-posen-melodrama.

Det burde bringe minder om talrige, især amerikanske, film med alt for simple og firkantede mennesketyper.

Det gør det også, men det gør samtidig noget helt andet, det bringer en overraskende ubesmittet og renhjertet energi med sig.

Intet i ’Mens vi lever’ bærer præg af en bunke gennemerfarne forfattere, der ved lige præcis, hvilke knapper de skal trykke på for at indfange publikum med deres hule, fedtede hænder. Tværtimod virker de store følelser ubehandlede, ja, forunderligt ærlige, som var det første gang, de blev udtrykt på film.

Baseret på virkelig hændelse

Da det ringer på døren hos den beskæggede fisker Kristian i Nordjylland og hans far, Tommy, som Kristian ikke har set i flere år, står udenfor, ved vi, hvad der er under opsejling. Og da Kristian vender hjem til Helsinge i den anden ende af landet, i Nordsjælland, fordi en af hans tidligere bekendte ligger dødssyg på hospitalet, fornemmer vi også, at de store følelser er på vej.

Vi kan mærke, at der er noget skæbnesvangert under opsejling i det parallelle spor i filmen, hvor vi følger to gymnasieelever midt under en stille forelskelse.

Og efterhånden samler følelserne sig omkring en dødsulykke, der rev den lille idylliske gruppe af venner og forældre fra hinanden. Det er en voldsom historie, baseret på en virkelig hændelse i Mehdi Avaz’ omgangskreds, men her rettet til, pakket pænt og foldet ud til et klassisk drama om sorg og tilgivelse.

Det er ikke nyt, det er set og hørt før, og alligevel bliver ’Mens vi lever’ serveret som om den netop har opfundet den dybe tallerken.

Forfriskende film

Den går aldeles på tværs af god tone blandt unge dansk filmfolk, som netop søger det komplekse, det nuancerede og mangefacetterede filmsprog, hvor der gemmer sig rigtig meget under overfladen – ikke for nødvendigvis at være fine og kunstneriske på den, men for at finde et filmsprog, der kan videreformidle den komplekse virkelighed omkring os.

Og her kommer så Avaz-brødrene og beder os opfatte verden på en helt anden måde, uden indpakning, uden ironi, uden frustrerende dobbelttydigheder, men direkte-ud-af-posen og lige-i-hjertet.

Det kunne sagtens have været både plat og fladt, men ’Mens vi lever’ har en overrumplende energi. Og historien om brødrene Mehdi, Misam og Milad med baggrund i Iran, og deres film, der er blevet skabt helt uden om det danske filmmiljø, er i særdeleshed forfriskende.

Den kan naturligvis ikke fortælles to gange, og næste gang brødrene Avaz går til filmen, og det gør de med garanti igen, må de meget gerne udfordre os lidt mere på de der ekstremt komplicerede tingester, vi kalder følelser.