Engang holdt Anders Rønnow Klarlund af at revse det Danmark, han så omkring sig.

Det gjorde han allerede i 1996 i en alder af 25 år med sin første spillefilm, ’Den attende’, der forsøgte at nuancere begivenhederne den 18. maj 1993, da politiet skød efter demonstranter på Nørrebro i København.

Så voldsomme sammenstød var ikke set i Danmark siden 2. verdenskrig. Men på trods af at emnet vedrørte os alle, købte kun 4300 en biografbillet til filmen.

Mere gode idéer end gode historier

11 år senere revsede Klarlund det hårde menneskesyn og kynismen hos danske politikere i satiren ’Hvordan vi slipper af med de andre’. Den gik bedre i biograferne, men det var stadig som om Klarlund ikke havde fundet nøglen til at nå ud til et bredt publikum.

Hans film var mere gode idéer end gode historier.

Og så forsvandt Klarlund fra filmverdenen. Siden 2012 har han koncentreret sig om at skrive krimier sammen med makkeren Jacob Weinrich under aliaset A. J. Kazinski.

Det har givet et noget bedre forhold til publikum. Ifølge Wikipedia har de solgt 400.000 eksemplarer af deres syv romaner – alene i Danmark.

Nu er Klarlund tilbage i billedfortællingernes verden – sammen med Weinrich. Det var dem, der stod bag TV2’s ’Hvide sande’ sidste år. Og det er dem, der har skabt den biografaktuelle thriller, ’Klienten’.

Jo mere syge i knoppen, jo bedre

Samfundsrevseriet er der ikke meget tilbage af. Mest af alt føles ’Klienten’ som et hop tilbage til dengang for 20-25 år siden, da filmverdenen ikke kunne få nok af seriemordere – jo mere syge i knoppen, jo bedre. Det vrimlede med dem i film som ’Se7en’, ’Copycat’, ’Son of Sam’, ’Ondskabens øjne’, ’American Psycho’.

På et tidspunkt blev det for meget – eller for lidt. Seriemorderfascinationen kørte i tomgang. Og døde ud.

Der er naturligvis stadig seriemordere på spil i krimiverdenen, for eksempel i sidste års store danske Netflix-succes, ’Kastanjemanden’, men der er ikke nogen, der råber højt om selve fascinationen af seriemordere længere.

Det føltes også slidt og bedaget, da Lars von Trier, der ellers tænker temmelig anderledes end de fleste, tog emnet op for fire år siden med ’The House that Jack Built’.

Det tager ’Klienten’ ikke så tungt.

Allerede i de første minutter sniger nogen sig rundt i Stockholm og skærer i maven på en ung kvinde. Derefter skriver han ’Jeg falder ned i ensomhedens uendelige dyb – der er ingen til at gribe mig’ på væggen. Med blod.

Det samme skete i Trondheim i Norge kort forinden. Og så har vi jo en klar fornemmelse af hvem det er, der dukker op hos den dyre danske psykolog Susanne Hartmann (Signe Egholm Olsen), binder hende og siger ’Skal vi sige, du har en halv time. Jeg fejler jo et eller andet. Hvis du kan redde mig, så går du fri.’

En djævelsk udspekuleret type

Den uvelkomne klient (Anton Hjejle) er en djævelsk udspekuleret type, der har skabt en hel rebus af ledetråde omkring Susanne Hartmann. Og os, publikum.

Det føles sært retro, som en repremiere på en 20-25 år gammel film. Alt ved ’Klienten’ er forbavsende stiliseret og formaliseret. Dialogen er så stivbenet og ladet med betydninger, at selv en hyggelig børneputning hjemme hos psykologen virker forkrampet.

Det er som om Klarlund og Weinrich slet ikke har overvejet at give seriemorderfascination en ny tone, en realisme, en satire, bare et eller andet nyt.

Det er det mest gådefulde og uhyggelige ved ’Klienten’.

Men først og fremmest er det ærgerligt, at Anders Rønnow Klarlund er gået så langt ned af de mørke krimigyder. Det er i forvejen ikke til at komme til for fortællere dernede.

Til gengæld savner dansk film i dén grad nogen med mod på og lyst til at udfordre den politiske danske virkelighed.