Fungerer ’Parallelle mødre’ egentlig?

Det er ikke så nemt at svare på. Det er absolut en rørende film – en af dem, der svulmer op i halsen som et vidnesbyrd om hvor utroligt grumme, vi mennesker kan være ved hinanden.

Og som allerede nu viser os, hvad invasionen af Ukraine kommer til at koste af traumer i flere generationer.

Men ’Parallelle mødre’ er også en spøjst sart konstruktion.

Den er klistret sammen af to dele, der kun hænger sammen, hvis man insisterer på at se en sammenhæng. Og spørgsmålet er, om ikke instruktøren Pedro Almódovar kunne havde stået med to stærkere film, hvis han havde skilt delene ad og givet dem fuld opmærksomhed.

Fortiden skal fortrænges

Der er allerede en voldsom kraft i den ene del af ’Parallelle mødre’ - den der handler om fotografen Janis, som håber på at få åbnet en grav fra den spanske borgerkrig.

Både under og efter krigen fra 1936-39 lod general Francisco Franco sine modstandere henrette og smide i massegrave. Der har Janis’ oldefar ligget lige siden, i udkanten af en mark.

De lokale kender til graven, men mangler ekspertisen til at åbne den. Janis’ mormor er syg og har kun et sidste stort ønske - at få vished om, hvad der blev af hendes far.

Det er på ingen måde et enestående ønske i nutidens Spanien, der er splittet i forhold til borgerkrigens uåbnede hemmeligheder. Mange spaniere mener bare, at fortiden skal fortrænges.

Andre kan kun glemme fortiden, hvis de får svar på deres forfædres skæbne. Det gælder for eksempel Pedro Almodóvar, spansk films mest berømte nulevende filmmager. Han bruger ’Parallelle mødre’ til at lange hårdt ud efter de spanske myndigheder, der ikke vil åbne gravene.

Den ramme omkring ’Parallelle mødre’ emmer af atmosfære, ikke mindst fordi det virker så ubegribeligt, at Spanien – dette fredelige ferieland – er martret af fortiden.

Der gemmer sig utallige gribende historier i det traume, som det officielle Spanien har sat en stor prop i.

Fungerer det? Både og

Inde i den ramme fortæller Almodóvar et nutidigt melodrama om to kvinder, omtrent 40-årige Janis og 17-årige Ana, der mødes på en fødestue og bliver veninder.

Deres skæbner og især deres to nyfødte døtres skæbner bliver viklet ind i hinanden, og pludselig går Janis rundt med en stor hemmelighed overfor Ana.

Sådan bliver de to historier kædet sammen – i to meget forskellige familiehemmeligheder og i spørgsmålet om. hvorvidt de skal afsløres.

Fungerer det? Både og.

Historien om Janis og Ana er klassisk Almodóvar, et kulørt melodrama om mødre, fuld af forviklinger.

72-årige Almodóvar har skabt en fabelagtig karriere ud af på én gang at gøre grin med melodramaernes klichéer og samtidig tage de kulørte følelser mere alvorligt end nogen anden. Det kom der overdådige, komplekse og vidunderlige historier ud af i blandt andet ’Høje hæle’, ’Alt om min mor’ og ’Tal til hende’.

Siden sidstnævnte har Almodóvar haft svært ved at holde niveauet. Melodramaet i midten af ’Parallelle mødre’ er ingen undtagelse.

Hans gamle evne til at sno og dreje og udvikle en historie med den største naturlighed mangler, og når det lidt klichétunge melodrama faktisk virker stærkt i ’Parallelle mødre’, er det, fordi det bliver kædet sammen med rammehistorien fra den spanske borgerkrig.

Og nåja, fordi den spanske stjerne, Penélope Cruz altid spiller fantastisk i Almodóvars film. Det er, som om hun er telepatisk forbundet med instruktørens følelsesliv.

Gribende og voldsom

’Parallelle mødre’ fungerer altså. Den er gribende og voldsom. Men det er bestemt ikke svært at forestille sig, at Almodóvar kunne vikle et stærkere drama ud af sårene fra borgerkrigen.

Eller at en Almodóvar i topform kunne finde på et mere originalt melodrama end de parallelle mødre, Janis og Ana.

Men i sammenhæng skaber de to historier noget, en uudgrundelig sandhed om familier og hemmeligheder – hvis man altså er helt med på, at de to dele faktisk hænger sammen.