Genialt er et voldsomt ord at bruge. Men det er tæt på. Hør bare:
I de fire 'Toy Story'-film har hovedpersonen Woody, en praktisk anlagt legetøjscowboy, en makker. Han er astronaut og hedder Buzz Lightyear.
Til at begynde med er Buzz ustyrligt selvoptaget. Han begriber slet ikke, at han er et stykke legetøj og ikke en rigtig astronaut, der når som helst kan flyve ud i det store univers for at redde galaksen. "Mod det uendelige univers!" råber han hele tiden, mens hans faste blik skuer mod stjernerne.
Buzz Lightyear er en fantastisk figur. Han er slet ikke til at holde ud – og alligevel enormt elskelig. Og her kommer det geniale, selvom 'genialt' er et voldsomt ord at bruge:
Legetøjsfiguren Buzz Lightyear er bygget på en figur fra en film. Den film har aldrig eksisteret. Som fan af de fire 'Toy Story'-film, der blev skabt mellem 1995 og 2019, måtte man selv forestille sig, hvor Buzz troede, han kom fra. Men nu eksisterer den.
27 år efter den første 'Toy Story'-film har selskabet Pixar, der altid har haft en evne til at være en smule tættere på at være geniale end alle andre filmselskaber, skabt den film, der gjorde Buzz til superhelt og legetøjsfigur: 'Lightyear'.
Hvis ikke det er genialt, er det i hvert fald superskarpt tænkt. Her er en spritny film, som allerede har eksisteret i publikums bevidsthed i årevis – ikke som en færdig film med handling, men som en så stærk begivenhed, at den har skabt en uforglemmelig tegnefilmfigur.
De episke overraskelser slipper op
I princippet er 'Lightyear' en af den slags origin-fortællinger, som amerikansk film elsker i de her år – den slags, hvor vi skal møde vores helte som unge mennesker og dermed opleve, hvad der gjorde dem til det, de blev. Som i Star Wars, X-Men og Batman. Der er bare den forskel, at Buzz Lightyear er et stykke legetøj, der har sin oprindelse i en film. Det er nyt.
Det havde været helt og aldeles rigtigt genialt fundet på, hvis 'Lightyear' også havde været en rigtig god film, der på begavet vis udbygger Buzz Lightyears særlige karakter. Det er den bare ikke. Det er en helt okay animationsfilm med en håndfuld kreative idéer og gode figurer. Men ikke en genistreg af en film.
Der er allerede noget, der hakker i det, da unge Buzz og hans makker, Hawthorne, lander på en fremmed planet i begyndelsen af 'Lightyear'.
Planeten er befolket af store insekter og kæmpegrene, der slynger sig op af jorden for at angribe Buzz og co. Det er spændende i et par minutter. Og grenene er et tilbagevendende komisk indslag et par gange undervejs. Men derudover er de ude af historien, næsten før de dukkede op.
Det er virkelig overrumplende, da Buzz kæmper for at få bragt sin besætning hjem til Jorden og derved havner i den bizarre situation, at alle ældes meget hurtigere end ham. Det har næsten samme overrumplende effekt som i begyndelsen af Pixars 'Up', hvor hovedpersonens søde og kære hustru pludselig dør i løbet af en smuk montage.
Men så slipper de episke overraskelser også op.
'Lightyear' har ikke samme evne som 'Toy Story' – eller andre Pixar-genialiteter som 'Wall-E', 'Up', 'Inderst inde' og 'Sjæl' – til at bygge en hel verden op og udnytte alle dens facetter, genbruge og udbygge facetterne, lade detaljer vende tilbage og så videre. 'Lightyear' fylder bare på.
I den sidste halvdel af filmen – der på tidstypisk vis er én lang actionsekvens – dukker dimser og dingenoter og figurer op, efterhånden som instruktøren, Angus Maclane, har brug for dem for at føje mere tempo og action til.
Da filmens skurk introduceres, er det for eksempel ikke "wouvvv, skidegodt tænkt!", men snarere en nødløsning. Som et trick til at komme videre. Og pludselig er det slut – uden at det rigtig føltes, som om det egentlig havde noget med herlige Buzz fra 'Toy Story' at gøre.
Genialt er et voldsomt ord at bruge. Ikke mindst i forbindelse med 'Lightyear'.