Jo da, 'Skyggen i mit øje' er en god film.

Den er dramatisk og rørende, medfølende og medrivende.

Fanny Bornedal er lige ved at stjæle hele filmen fra både tyske Gestapo og engelske bombefly i rollen som en rådvild novice, mens hun får grundigt understreget, at hun er et af dansk films allerstørste skuespiltalenter.

Og i en flok af overbevisende børneskuespillere rager Ellen Birch op som sprælske og småskøre Rigmor, som simpelthen bobler af energi og livslyst.

De computerskabte billeder af København anno den 21. marts 1945 er en anelse sterile, men Frederiksberg Allé, som den så ud i 1945, før bilernes parkeringspladser opslugte hele gaden, er et betagende syn.

I det hele taget sender 'Skyggen i mit øje' os overbevisende ind i et af de mest frustrerende grusomme øjeblikke i danmarkshistorien, da i alt 250 mennesker – skolepiger, nonner, tilfældige mennesker i deres lejligheder, tyskere, modstandsfolk og britiske piloter – blev dræbt på og omkring Den Franske Skole på Frederiksberg Allé i København.

En klassisk katastrofefilm

Blodbadet, der var det største i Danmark under Anden Verdenskrig, opstod grundet en lillebitte tilfældighed.

Da første bølge af britiske Mosquito-bombefly fløj lavt ind over København ved Vesterbro, ramte et af flyene en mast og mistede haleroret. Flyet kom ud af kurs, fløj væk fra det egentlige mål, Shellhuset ved Vesterport, og styrtede ned ved Den Franske Skole.

De efterfølgende bølger af fly fra det britiske luftvåben tog fejl af røgen ved Den Franske Skole og opfattede den som missionens mål. Pigerne og lærerne, der alle var nonner, søgte ly i kældrene under skolen, og efterhånden som bomberne faldt, braste skolen sammen over dem.

Mange piger sad fastklemt i timevis mellem murbrokker og dræbte veninder.

Den vej, fra det lillebitte sammenstød til kædereaktionen af ulykkelige ulykker, får instruktør Ole Bornedal vakt til live for øjnene af os – ikke på en Paul Greengrass-agtig, kaotisk og realistisk måde som i 'United 93' eller '22 July', men som i en klassisk katastrofefilm, hvor vi følger fem-seks skæbner frem mod den uundgåelige rædsel.

Det giver god og poetisk mening at lade den unge novice Teresa, spillet af Fanny Bornedal, tvivle på sin gud gennem filmen.

Det er hende, der giver en slags forklaring på, hvordan Vorherre kunne lade noget så modbydeligt ufatteligt ske, da hun forklarer eleverne, at også Gud engang imellem taber sin blyant og går glip af det vigtige.

Men... det er også, som om der mangler et eller andet.

Bærer smerten med ind i nutiden

Ole Bornedal har så at sige forsøgt at rekonstruere følelserne og ikke de nøjagtige begivenheder den dag i Helvede.

Det er spændingen hos piloterne, rædslen hos skolepigerne og deres forældre, og fortvivlelsen over, at noget så uforståeligt kunne ske, der er trukket frem.

Men alle de følelser kan vores empati selv mobilisere, hvis nogen fortæller os om bombardementet af Den Franske Skole.

Der mangler overraskelser, en særlig vinkel, noget vi ikke selv kan fantasere os frem til eller læse om i en historiebog.

Hvordan føltes det for eksempel for de overlevende skolepiger, at det danske samfund lagde låg på ulykken og bare mente, at den skulle glemmes?

Hvad måtte de unge, britiske piloter slæbe med sig i livet, da de fik at vide, at de havde smidt bomber i hovedet på nonner og skolepiger og ikke tyske efterretningsfolk?

Men ok, det er meget at forlange af en film, der tager sig samvittighedsfuldt og indfølende af et af danmarkshistoriens grummeste kapitler. Og som bærer smerten med sig ind i en nutid, hvor andre børn verden over får andre bomber kastet på sig.

For 'Skyggen i mit øje' er mest af alt dramatisk og rørende. Medfølende og medrivende.