Her er jeg. Jeg dribler. Det er mig.

Jeg er lige passeret uden om ham den lidt sløve venstre fløj, der ikke har opdaget, at jeg har taget bolden fra ham. Jeg drøner afsted mod modstanderens mål.

Jeg er Zlatan. Nej, sludder, jeg er mig. Per. Jeg er 15 år.

Jeg drømmer om … nej, det passer heller ikke. Jeg er 54, men jeg drømmer stadig om at blive fodboldstjerne, gerne på det brasilianske VM-landshold i 1982, der spillede så fantastisk smuk fodbold med Zico, Sócrates, Éder, Falcão og alle dem der.

Mens jeg løber, tænker jeg på den svenske stjerne, Zlatan Ibrahimovich og filmen om ham, ’Jeg er Zlatan’.

Den film er designet til at vække drømmene hos alle knægte, der fantaserer om at blive en berømt fodboldspiller.

Den fortæller også om alt det, som Zlatan derudover måtte kæmpe med, problemerne i hjemmet med den kroatiske mor og den bosniske far, der gik fra hinanden, de kriminelle venner, balladen i skolen og den boblende racisme på holdet i Malmö FF, hvor de rige hvide drenges forældre ville have ham smidt af holdet.

En ekstraordinært stærk psyke

Men først og fremmest fortæller den om en knægt, der kunne være hvem som helst med fodbolddrømme, men nu tilfældigvis er en dreng med et stort talent.

Og en stor viljestyrke. Og et stort ego. Og en ekstraordinært stærk psyke.

Han hedder Zlatan.

Og mens jeg løber uden om en central midtbanespiller, der knap nok når at ænse, at jeg er forbi ham, funderer jeg over, at filmens Zlatan ikke har meget at gøre med den Zlatan, som for alvor er en interessant Zlatan.

Verdens mest usvenske svensker. Et fyrtårn, både i fysik og i udstråling.

Ham, der gør alt det, en svensk fodboldspiller for alt i verden ikke må. Tænker på sig selv i stedet for kollektivet. Ham, der omtaler sig selv i tredje person. Ham, der scorer på saksespark fra midterlinjen. Næsten.

Ham, der kommenterer den sædvanlige tredjeplads efter Messi og Ronaldo ved afstemningerne om verdens bedste fodboldspiller ved at svare ’jeg har ikke brug for en pris for at vide, at jeg er verdens bedste’.

’Han er fandme for vild’, griner jeg for mig selv, mens jeg med en kropsfinte tørrer en midterforsvarer på et par hundrede kilo. Dén farverige, flamboyante, fantastiske Zlatan ville jeg hellere se en film om. Han er enestående. I særdeleshed i Sverige. Og Skandinavien. Og i fodbold.

Havde han været amerikaner, havde vi muligvis aldrig opdaget ham … men det er han jo netop ikke.

Et fund af de helt særlige

Mens jeg trækker højre om en eller anden spiller, der kommer drønende for at skærme mig af, konkluderer jeg, at ’Jeg er Zlatan’ skam er OK.

Den er ikke hysterisk optaget af at bruge alle de kneb, biografiske film så godt som altid bruger løs af. Den fortæller roligt og balanceret sin historie, den om unge Zlatan, og slutter af da Ibrahimovich leverer en vanvittig dribletur mod NAC Breda i 1992 og bliver solgt til Juventus.

De to unge fyre, der spiller Zlatan som 10-11-årige og Zlatan som 16-22-årig er mere end almindeligt gode.

Især Granit Rushiti, der spiller den store af de to, er et fund af de helt særlige. Stor, stærk, charmerende, en anelse Fedtmule-agtig og fuldstændig troværdig som en stor knægt med et tikkende temperament bag facaden.

Der er en stor troværdighed over 'Jeg er Zlatan', tænker jeg – uden at spekulere nærmere over at jeg nu er alene med målmanden.

Men det er også paradoksalt, at filmen bare er fin og okay, mens den selvbiografi, Zlatan og journalist David Lagercrantz har skrevet, er berømmet for at være så god, at selv folk, der ikke er spor interesseret i fodbold, elsker den.

Det samme bliver virkelig svært at sige om Jens Sjögrens film over bogen.

Godt, så er bolden i nettet. Et tørt lob over målmanden og over i modsatte sidenet. Færdigt arbejde.

Hvor kom jeg fra? Nåja, 'Jeg er Zlatan'. Fin lille ungdomsfilm. Men en film om en temmelig almindelig knægt – ikke en film om den virkeligt interessante Zlatan.