Flora Ofelia Hofman Lindahl har 1000 ansigter. Eller måske nok 20. I hvert fald 15.

Hun har fx det der helt utroligt lillepigede ansigt, når hun griner fjantet og ruller rundt i høet sammen med gårdkarlen Jens Peter, som hun er forelsket i.

Da ser hun næsten ud som for 6 ½ siden, da hun med de sødeste fortænder, der fyldte næsten hele tv-skærmen, vandt MGP med ’Du, du, du’.

Dengang var Flora Ofelia 9 år. I dag er hun 16 og i fuld gang med en skuespilkarriere, der allerede har taget hende meget længere end de fleste når i løbet af et liv.

Det lyder ikke af så meget, at hun delte sin pris som bedste kvindelige hovedrolle ved filmfestivalen i San Sebastian sidste år. Men det hiver rimelig grundigt op i prisen, at hun delte den med den amerikanske verdensstjerne Jessica Chastain.

Hun blev formentlig hædret fordi hun har 1000, eller i hvert fald 15, forskellige ansigter. Og hun fik nok især prisen fordi hun har ét specielt ansigt – det ansigt, et stort barn har, når det står overfor bekymringer af en slags, som ikke engang en voksen kan håndtere.

Det var det samme ansigt, hun bar i DR’s serie ’Ulven kommer’, hvor hun blev tvangsfjernet fra sin familie.

Vi kan se ALT i det ansigt

I princippet er det jo bare et alvorligt og trist ansigt. Sådan et har alle.

Men Flora Ofelia er i stand til at trække det ansigt frem, så vi kan se ALT i det – så vi kan se både fortid og fremtid, så vi kan se det barn, der var ubekymret for et øjeblik siden, og det voksne menneske, som lige om lidt skal bære sorgen resten af livet.

Hun har det fx i den rolle, hun vandt den fine pris i San Sebastian for, som 14-årige Lise, der bekymret ser til mens hendes mor skriger af smerte i ’Du som er i himlen’. Dengang, et sted i 1880’erne, var en kompliceret fødsel en rigtig alvorlig sag.

Lise er rigeligt bekymret første gang, hun hører sin mor brøle af smerte.

Men Flora Ofelias ansigt rækker ned i flere sjæledybder efterhånden som hendes moster og farmor og husholdersken diskuterer om de skal sende bud efter Doktor Lund. Eller om de skal stole på den drøm, Lises mor drømte natten forinden, at hendes barn ville dø, hvis en læge blev tilkaldt.

Ammestuesnak eller videnskab

Sådan vakler den lille bondegård mellem ammestuesnak og videnskab mens flere og flere liter blod løber ud af Lises mor.

Og Flora Ofelias ansigt bliver mere og mere voksent.

Få timer forinden havde Flora Ofelia Hofman Lindahl et helt andet ansigt som den store pige, der stolt snakker med sin mor om at hun skal afsted, væk fra gården, til en fin skole, så hun kan lære noget, se verden, blive til noget.

Senere havde hun et fjerde udtryk, et vredt ansigt, i selskab med en stor dreng, der har mistet sine forældre og sidder alene, fortabt, på familiens gård, og ikke kan finde på andet end at tvinge Lise til at hive op i sin kjole.

Ske hvilken vilje?

Endnu senere ser Flora Ofelia forskræmt ud da hun er i fuld gang med fadervor og det pludselig slår hende, at hun ikke kan sige ’ske din vilje’ – for hvad nu hvis vorherres vilje faktisk er, at hendes mor skal dø?

Endnu mere senere ser Flora Ofelias ansigt ud som om det har fået tæsk. Det har det ikke, ikke fysisk, i hvert fald, men det ser sådan ud.

Endnu senere senere ser Flora Ofelias ansigt ud som om hun pludselig er blevet 33 år. Hun ligner sig selv, men er alligevel en helt anden. Hvor finder hun dem, alle de ansigter?

Det er Tea Lindeburg, der har instrueret ’Du som er i himlen’ over Marie Bregendahls 108 år gamle roman, ’En dødsnat’.

Det er Tea Lindeburg, der har skabt filmens særlige medrivende intensitet mens Lises liv forandrer sig hen over ét døgn. Det er Tea Lindeburg, der effektivt trækker den danske natur ind og giver den en hovedrolle, som en medspiller til dramaet omkring Lise.

Det er Tea Lindeburgs film, helt afgjort. Det er hendes smukke buket af sorg, barnlig uskyld, bristede forhåbninger og hårde skæbner. Men det er Flora Ofelias forunderlige samling af ansigter, der fortæller historien.