Engang for ikke så længe siden levede historierne blandt hinanden i en orden, der faktisk var ganske fornuftig. Nogle historier var for børn, og andre var for alle. Og alle var glade for historierne, fordi man kunne lære noget af dem.

De havde altid noget at fortælle.

Der kom også nye historier til. For eksempel blev gamle fortællinger om trolddom og magi skubbet til side af en ny historie om en ung troldmand, der hed Harry Potter, og som hele tiden var i fare for at blive slået ihjel af en voksen troldmand med mørke kræfter.

Det var en fantastisk historie fyldt med fantasi og vidunderlige optrin. Den var så god, at den straks skubbede gamle fortællinger om trolddom ind i en stor gammel bog, der blev kaldt Glemmebogen. Og så hørte ingen mere til dem.

Sådan fungerede historiernes verden. Og det var helt fint.

Uden moral eller skrupler

Men en dag kom et satans bæst ved navn Underholdningskværnen buldrende uden moral eller skrupler.

Det fik øje på en lille pamflet ved navn 'Fantastiske skabninger og hvor man finder dem'. Det var en lille bog med sjove tegninger af sære væsener, der alle boede nede i en lille kuffert, som troldmanden Newt Scamander slæbte rundt på.

Underholdningskværnen så muligheder i den lille pamflet, der var kommet til verden som en slags gave til sultne fans af Harry Potter.

'Du der', råbte Underholdningskværnen til det lille hæfte. 'Hvad siger du til at blive til fem store film i stedet for at være et lille skvat?'

'Fem store film?', udbrød Fantastiske skabninger forskrækket. 'Jamen, jeg har jo ikke nogen historie. Hvordan skulle jeg kunne fylde fem film?'

'Det finder vi ud af', brummede Underholdningskværnen selvsikkert.

Myten om ham ville vokse

Og så overtalte den forfatteren J. K. Rowling, der havde skrevet både Harry Potter og Fantastiske skabninger, til at finde på en historie.

Den slags var hun en mester i. Hun havde gennemskuet, hvor stærkt Harry Potter og hans modstander, Lord Voldemort, ville stå, hvis historien blev bygget langsomt op, gennem flere eventyr, gennem hele Harrys opvækst faktisk.

Rowling havde også fornemmet, hvor intens Voldemort ville være, hvis læserne hørte om ham, men først kom direkte i kontakt med ham i de sidste eventyr. Myten om ham ville vokse sig utrolig kraftfuld.

Og Rowling havde gennemskuet, at læserne ville lære at elske Harry, hvis de kendte til hans baggrund og familieforhold, og hvis de så hans følelsesliv udvikle sig gennem venskabet med hans venner. Harry Potter var enestående godt bygget op.

Rowling skulle nok kunne fikse en historie til Fantastiske skabninger, mente Underholdningskværnen.

Havde selv mistet magien

Men Rowling havde selv mistet den magi, hun engang beskrev så levende. Efterhånden som Fantastiske skabninger var blevet til tre film, lignede konceptet Harry Potter til forveksling: En utrolig ond troldmand, Gellert Grindelwald, der ville have magten til at kontrollere verden.

Og en bunke hyggelige magikere, der forsøgte at stoppe Grindelwald.

Publikum fik stadig ikke ret meget at vide om Scamander, mærkeligt nok. Han var elskelig og sjov med sin røde hårtot og sine hængeskuldre, men hvorfor måtte vi ikke få mere at vide?

I tredje film dukkede der til gengæld en rørende, anderledes og interessant historie op, en troldmands ulykkelige kærlighed til en anden troldmand. Men det var som om Rowling og hendes medforfatter Steve Kloves ikke turde dykke ned i den.

Måske var kærlighed mellem to mænd stadig for svær en dingenot at bygge en historie op omkring i en familiefilm?

Underholdningskværnen var ligeglad

Ærgerligt. Jude Law, der spillede den ene troldmand, den gode af dem, så faktisk ud som om han havde tænkt sig at gå helhjertet ind i den romance.

Men Underholdningskværnen var ligeglad. Folk væltede ind og så filmene om de Fantastiske skabninger, og kun de færreste lagde mærke til, at der egentlig ikke var nogen historie eller et plot, andet end at der sørme igen var en skiderik af en troldmand med onde planer.

'Men det er jo også lige meget', mente Underholdningskværnen, der nok var grum og grådig men ikke dum. 'Folk elsker 'Fantastiske skabninger', fordi de minder dem om, hvor meget de elskede Harry Potter.'

Og det havde Underholdningskværnen fuldstændig ret i.