Disney er ikke længere bare kendt for Mickey Mouse og Anders And.
De har gennem de seneste år opkøbt populære brands såsom Marvel og Star Wars, og for tiden lægger de i ovnen til lanceringen af deres stort anlagte streamingtjeneste, der eksklusivt kommer til at rumme nogle af verdens mest populære film og serier.
Og kampen lige nu foregår på et passende territorium – nemlig inden for Marvels superhelteunivers, hvor cheferne for henholdsvis Marvel og Netflix spiller med de svulmende superheltemuskler.
På 14 dage har Netflix meldt to lukninger af populære superhelteserier ud: ’Luke Cage’ om den skudsikre mand fra Harlem, og ’Iron Fist’ om den kung-fu-trænede rigmand med den kraftfulde næve.
Det kom som et chok for fans af serierne, og personligt har jeg prøvet at få ligningen til at gå op – hvorfor vælger Netflix at tone ned for populært indhold som Marvel-superhelte? Er det et strategisk træk fra enten Disney eller Netflix, der ligger bag?
Superheltene har ikke altid været populære
Superheltene er kommet langt, siden tegneseriegiganten Marvel Comics var på vej mod konkurs og måtte fyre en tredjedel af sine medarbejdere på grund af dalende salg i slutningen af 90’erne.
På falderebet solgte de rettighederne til en række af deres mest kendte tegneseriefigurer til filmproduktionsselskaberne Sony og Fox, heriblandt Spider-Man, X-Men og Blade, som alle var med til at skabe en ny æra for superhelte på det store lærred. Det eneste problem var bare, at Marvel ikke tjente penge på det.
Derfor lancerede de i 2005 eget produktionsselskab og udgav den første egenproducerede Marvel-film, ’Iron Man’. Efterfølgende er samtlige Marvel-film blevet kæmpehits, og det føles efterhånden som verdens dyreste tv-serie mere end enkeltstående film. Rosinen i pølseenden kom, da Marvel blev opkøbt af Disney for svimlende 4,24 milliarder dollars.
Netflix var også heldige at komme med på Marvel-succesen, da de fik lov til at producere en række serier om flere af de mere kendte Marvel-figurer.
Først udkom de med ’Daredevil’- serien om den blinde hævner fra Hell’s Kitchen - derefter var det den lettere alkoholiserede antihelt ’Jessica Jones’ efterfulgt af ’Luke Cage’, ’Iron Fist’ og sidst men ikke mindst den anmelderroste ’The Punisher’ fra sidste år.
Vi kender ikke Netflix’ streamingtal, men ifølge eksterne analysebureauer er flere af disse serier blandt de mest populære på streamingtjenesten. Så hvorfor vælge at stoppe både ’Luke Cage’ og ’Iron Fist’, efter at begge havde fået to sæsoner?
Hvorfor skruer Netflix ned for superheltecharmen i en tid, hvor efterspørgslen er så stor?
Ingen ved helt præcist, hvorfor de to superhelteserier blev lukket ned. Der florerer rygter om "kreative uenigheder", men vi ved ikke, hvem der er uenige med hvem.
Meget kunne dog tyde på, at uenighederne er opstået mellem Netflix og Marvel, da Disney (som ejer Marvel) lancerer deres streamingtjeneste næste år og formentlig vil blive den stærkeste konkurrent til Netflix’ unikke markedsposition.
Disney er i gang med at få så mange af deres rettigheder tilbage, så de kan skabe en platform med eksklusiv adgang til de grotesk populære franchises, de ejer, såsom ’Star Wars’ og deres Marvel-film og –serier. Hos Marvel/Disney mener man nok, at det mudrer vandene, at Netflix – deres største streamingkonkurrent - spytter Marvel-serier ud til højre og venstre.
For nylig kom det frem, at Disney har haft svært ved at få rettighederne til deres ’Star Wars’-film tilbage, da visse samarbejder med andre distributører og streamingtjenester kører helt frem til 2025.
Netop derfor er det vigtigt for dem at hejse flaget og vise, at det godt kan betale sig at abonnere på deres tjeneste i en tid, hvor vi er ved at drukne i abonnementer, vi måske ikke engang har brug for. Med andre ord: Disney har brug for alt det indhold, de har skabt.
Nye Marvel-serier allerede i udvikling hos Disney
Netflix’ Marvel-serier har kun meget løst været forbundet til Disneys Marvel-univers, som vi kender det fra biograferne. Det har derfor hele tiden undret mig, at man overhovedet havde lyst til at bryde med tanken om ét Marvel-univers, hvor diverse superhelte lever i den samme verden og i teorien kan besøge hinanden i deres respektive film.
Nu hvor Disney er smeltet sammen med 21st Century Fox, betyder det, at populære figurer som ’X-Men’ og ’The Fantastic Four’ endelig kan forenes med ’The Avengers’ og i øvrigt ligge under Marvels succesfulde producer Kevin Feiges guldvinger.
Disney har også meldt ud, at alle deres Marvel-film fra 2019 udelukkende vil kunne streames på deres kommende platform efter biografperioden, og at de har mindst en serie i udvikling om antihelten Loki, som mange kender fra ’Thor’-filmene.
Hvad så nu?
Netflix har netop lanceret tredje sæson af ’Daredevil’, og snart får vi en anden sæson af ’The Punisher’. Så romancen mellem Netflix og Marvel lader ikke til at være endegyldigt slut.
Men det bliver spændende at se, om man vil forny rettighederne til næste år, hvor Disney har mulighed for endegyldigt at trække Marvel-stikket hos Netflix. Og i så fald hvor hårdt et slag det vil være for Netflix, når man ikke kan fodre folket med superhelte længere.
Kampen mellem Netflix og Disney vil formentlig kun blive mere og mere intens, jo tættere på lanceringen af Disneys længeventede platform, vi kommer.
Disneys kulturelle verdensherredømme er tæt på en realitet, og lige nu er det kun Netflix, der kan konkurrere imod dem. Men det bliver mere usikkert, når Disney brager ind på streamingmarkedet til næste år.
