Lad os snuppe den mest kyniske forklaring først. Nicolas Cage gik med på spøgen om at være med i ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ for at sparke liv i karrieren.
Det kræver ikke ret mange fingre på en hånd at tælle de mindeværdige film, Cage har været med siden 2020. Eller 2015. Eller 2010, for den sags skyld.
Der er ’Pig’, der fik dansk premiere i år, en spøjs gangsterfilm blandt skruppelløse gourmetkokke.
Der er ’Mandy’ fra 2018, en vanvittig rutsjetur med Cages ekspressive spillespil som motor.
Og actionfilmen ’Kick-Ass’ fra 2010.
Det er det. Resten, rundt regnet 45 film, er hurtigt glemt.
Cages karriere kunne snildt bruge en reboot. Og hvad er mere velegnet end en film, hvor Cage spiller sig selv og fyrer den af som actionhelt, sådan som han gjorde i storhedstiden i 1980’erne og 90’erne?
Den mindre kyniske forklaring
Vi kan selvfølgelig også snuppe den mindre kyniske forklaring, at Nicolas Cage gik med på spøgen, fordi han blev beæret over at nogen ville hylde ham.
Her kom to glade drengerøve, Tom Gormican og Kevin Etten, og fortalte ham, at de havde skrevet manuskriptet til lige præcis den film, de selv gerne ville se i biffen. En tjubangkomediesmasker med legendariske Nicolas Cage i hovedrollen! ’The Unbearable Weight of Massive Talent’!
Der er et eller andet ved Cage, der kan få nørder og 80’er-filmtosser til at savle.
Måske fordi Cage ikke rigtig har nogen bremse. Nogen hævder, at han er den eneste skuespiller, der har fornyet faget gennem de seneste 30 år.
Han er ekspressiv. Han fyrer den af. Ikke noget med at underspille. Bare stiv pik og håret tilbage, som man sagde i 80’erne, i film som ’Raising Arizona’, ’Vilde hjerter’, ’Con Air’, ’The Rock’ og ’Face/Off’.
Gormican og Etten har været to af de geeks, der elskede Cage i 80’erne og 90’erne. Den kærlighed har Cage umuligt kunnet afvise.
Forelsket i tanken om at spille sig selv
Eller også blev han forelsket i tanken om at spille sig selv. Hvor mange får lov til det, udover Frank Hvam og Casper Christensen?
Selvfølgelig er det ikke rigtig ham selv, han spiller i ’The Unbearable Weight of Massive Talent’, selvom det unægtelig ser sådan ud, når han taler med en yngre, computerskabt udgave af sig selv.
Cage spiller Nicolas Cage, der spiller sig selv. Han har ikke en 16-årig datter, som han glemmer at være far for. Han har to voksne sønner. Og sådan er det hele vejen igennem.
Hvad er pointen med den finte? Den Nicolas Cage, der optræder i ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ har tydeligvis så lidt med en virkelig Nicolas Cage at gøre, at idéen fiser ud.
En stor del af effekten i ’Klovn’ er jo, at vi er i tvivl om hvor den rigtige Frank Hvam og Casper Christensen begynder og slutter.
Stjæler opmærksomheden ved sin datters fødselsdag
Det er sjovt at se Cage som selvoptaget filmstjerne, der går glip af en vigtig rolle og stjæler opmærksomheden ved sin datters fødselsdag. Og det er sjovt, at en kvinde be’r om en selfie sammen med Cage i lufthavnen fordi hun er vild med animationsfilmen ’The Croods’, som Cage har lagt stemme til.
Men så holder selvironien og satiren over Hollywoodstjerner også ret hurtigt op. I stedet bliver den overtaget af en hyldest til den gamle stjerne, Nicolas Cage.
Skæg idé osv. Anderledes. Men som actionfilm kommer ’The Unbearable...’ meget hurtigt til at ligne en James Bond-film med Roger Moore. Fesne biljagter med dårlige jokes. Tåbelige agenter. Den slags.
Og som komedie, som parodi på agentfilm, blegner den fuldstændig i forhold til en film som Paul Feigs ’Spy’, hvor Melissa McCarthys absurde anti-agent var 300 gange mere gennemført end Cage i rollen som sig selv.
I stedet sidder ’The Unbearable Weight of Massive Talent’ fast i en fjollet bromance mellem Cage og den spanske gangster, der har hentet ham til Mallorca for at tale om at lave film sammen.
Sjov ide – men hvad var det nu, den skulle bruges til?