'Skam'-skaber sender en følelsesladet tak: Jeg bliver ved med at fortælle historier

En måned efter sæsonafslutningen på 'Skam' sender hitseriens skaber en følelsesladet tak til alle seriens fans.

Det er en måned siden, sidste afsnit af 'Skam' blev sendt. (© NRK)

Det seneste år har tusindvis af danskere siddet klistret til skærmen for at følge med i en gruppe norske teenageres op- og nedture.

NRK-serien 'Skam' forløb over fire sæsoner og blev et overraskende hit, ikke kun blandt nordmændene, men også blandt danskerne.

Seriens sidste sæson fulgte den muslimske pige Sana og hendes liv på Hartvig Nissen Skolen. Og 24. juni sluttede eventyret, da den endegyldigt sidste episode af 'Skam' løb over skærmen.

En hyldest til de mange 'Skam'-fans

En måned senere sender seriens skaber, Julie Andem, som både har skrevet og instrueret hele molevitten, nu en varm tak til de mange fans.

Især seriens mange dedikerede og højt engagerede fans får en stor tak med på vejen.

- Jeg har været så træt af at skrive, at jeg ikke en gang har orket at skrive en Instagram-post. Men i dag orker jeg det, og I fortjener en takkepost, skriver Julie Andem på Instagram.

- For fanden for en tsunami af kærlighed, I har lagt på nettet i dagene efter finalen! Det var så fantastiske at følge med, og jeg blev så fandens stolt og rørt. Tusind tak.

Andem vil blive ved med at fortælle

'Skam' har virkelig været et gennembrud for Julie Andem.

Men hvad hun kommer til at lave i fremtiden er endnu uvist.

- Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal herfra, men jeg lover at holde jer opdateret, lyder det fra Julie Andem.

- Og uanset hvad det bliver til, så lover jeg at fortsætte med at fortælle historier til alle, som vil høre på dem.