Der er noget fuldstændig følelsesmæssigt overrumplende ved en tung dramaserie, der slutter for evigt med et velplaceret musiknummer.

Jo, der er bogserier, man er følelsesmæssigt investeret i. Og jeg havde da svært ved at læse sidste side i 'Ringenes Herre', da jeg var teenager og skulle sige farvel til Frodo. Men bøgerne tog mig altså ikke otte år at komme igennem, som det gjorde med tv-serien 'Mad Men'.

Otte år, hvor jeg havde fulgt Peggys vej op til reklamekarrierens top og Don Drapers parallelle vej ned i sit selvskabte, eksistentialistiske helvede.

Så der er stort set ingen fiktionsfølelser, der kan måle sig med de få gange, hvor de mange års følelsesmæssige investering bliver betalt tilbage med en værdig slutning, der formår både at overraske og binde ender.

For nylig sluttede det stort anlagte koldkrigsfamiliedrama 'The Americans' med en helt genial brug af U2s klassiker 'With Or Without You', hvilket fik os til her på redaktionen til at tale om, at mange af de bedste serieafslutninger faktisk har brugt et helt særligt nummer til at få vores seriefølelser helt i knæ.

Her er fem af de bedste serieafslutninger nogensinde, der allesammen bruger et enkelt musiknummer til maksimal følelsesmæssig effekt. Advarsel om spoilers, selvsagt.

Sia - Breathe Me i Six Feet Under (2001-2005)

Slutscenerne i 'Six Feet Under' og 'The Sopranos' er radikale, æstetiske milepæle, der på hver sin ekstreme måde tager den ultimative formmæssige konsekvens af seriens natur.

'Six Feet Under' har altid handlet om, at døden indhenter os alle, så selvfølgelig skulle serien slutte med, at vi ser alle dø. Ikke i en stor ulykke, bare af forskellige årsager på forskellige tidspunkter. Til lyden af Sias 'Breathe Me', der understreger, at serien nok er poppet, men aldrig dårlig smag.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:56ab6f726187a40fccb6d61a

En balanceakt, der også bæres helt ind i de ekstremt rørende sidste minutter, hvor man gennem tårerne over at miste alle sine venner fra fem sæsoners blændende, eksistentialistisk bedemandsdrama kan ane de billige parykker og den tynde gammelmand-makeup.

Det minder os om, at serier ikke behøver at være ren humorforladt naturalisme for at have følelsesmæssig slagkraft. Afslutningen på 'Six Feet Under' beviser, at nogle gange kan det modsatte være tilfældet.

Gennemtænkt patos og overstilisering kan skabe et særligt øjeblik, der føles mere sandt end nogen fluen på væggen-dokumentar.

Journey - Don't Stop Believin' i The Sopranos (1999-2007)

Hvis 'Six Feet Under' er den mest ekstreme variant af den tilfredsstillende slutning, så er 'The Sopranos' den mest ekstreme variant af den åbne.

Spørgsmålet i alles hjerner, da 'Made in America' rullede over skærmen var, om Tony Soprano skulle leve eller dø.

Spændingen intensiveres til det uudholdelige gennem den kontrapunktiske brug af Journeys hyperoptimistiske 'Don't Stop Believin'' til en scene på en diner, hvor kameraet kigger sig nervøst om i hjørnerne, hver gang døren åbner sig.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b2a43826187a50a24cb62a4

Alle filmkonventioner fortæller os, at nogen kommer til at blive skudt. Men da datteren Meadow som den sidste ankommer til dineren, kigger Tony op, og inden kameraet klipper til, hvad han ser, synger Steve Perry don't stop… Sort skærm.

En genial slutning, der efterlader en med en lille smule af den følelse, man må forestille sig, Tony kommer til at leve med resten af sit liv. Hvornår kommer regningen for al hans gangstervirksomhed?

Badfinger - Baby Blue i Breaking Bad (2008-2013)

'Breaking Bad' slutter, som den begynder; et studium i konsekvent historiefortælling.

Aldrig har en serie haft så få løse ender (okay, måske Maries kleptomani aldrig helt fandt sin funktion), som den om kemilæreren Walter White, der får kræft og bliver en meth-producerende superskurk for at samle penge til sin familie.

Alle begivenheder hen over de næste fem sæsoner følger ubetvivleligt naturligt af den dynamo.

Den tillid til sin egen, naturlige historie bliver indkapslet perfekt i afslutningen, der sætter et fuldstændig logisk punktum for det forløb, der startede i afsnit et.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b2a43826187a50a24cb62a1

Walter ligger og bløder i sit Blue Sky-laboratorium, mens politiet kommer i baggrunden. Den eneste kritik af slutningen har nærmest været, at den ikke var overraskende nok. Altså på en måde for god, for naturlig.

Slutnummeret 'Baby Blue' bliver på den måde ikonisk for hele serien med teksten, der næsten passer for godt. I guess I got what I deserved…/that special love I have for you/my baby blue.

Selv bandets navn, Badfinger, passer perfekt både med navnet på serien og temaet om at gøre onde ting med sine hænder.

I'd Like To Buy The World A Coke i Mad Men (2007-2015)

Aldrig har jeg været så imponeret over en slutning som som den i serien om de forvoksede reklame-egoer på Madison Avenue i 60'ernes New York.

Til sidst var der løse ender overalt og ikke andet end personer, man for længst havde opgivet noget håb om forandring for.

Men serien lykkedes med en slutning, der føltes så psyko-filosofisk rammende, at alt det, der gik forud, faldt på plads i et enkelt øjeblik.

Don Drapers eksistentielle angst peaker, og han ender på et hippie-refugium med gruppeterapi og meditation. Vi forlader ham mediterende med et smil på læben og et klip til den mest berømte reklame i verdenshistorien; Coca-Colas Hilltop-video.

Det er mennesker fra hele verden, der står på en bakketop med colaer i hånden og synger: I'd like to teach the world to sing/In perfect harmony/I'd like to buy the world a Coke/And keep it company/That's the real thing

Coca-Cola har været plantet flere gange i løbet af serien som den ultimative kunde, og Drapers gennembrud bliver ikke at ændre sin personlighed, som vi hele tiden har håbet, men at acceptere sig selv som den, han er: et genialt kapitalistisk våben, der kan overbevise hele verden om, at man kan købe sig ud af sin ulykke.

Annekteringen af 68-oprøret og fantasien om global kærlighed er kapitalismen og Don Drapers altafgørende sejr.

Han indser lykkeligt, at der ikke findes en endelig løsning på hverken hans eller verdens evige længsel, bare begær og produkter, begær og produkter, begær og produkter. For evigt. That’s the real thing.

Coca-Cola-versionen af sangen er aldrig blevet udgivet, men The New Seekers omskrev efter succesen nummeret, så det blev til 'I'd Like To Teach The World To Sing (In Perfect Harmony)'. Lyt til den version her.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b2b5ecb6187a71890593d92

U2 - With Or Without You i The Americans (2013-2018)

Der er noget overraskende perfekt ved en spionthriller, der ender uden et eneste dødsfald.

Vi ser bare starten på alles liv, hvor de skal leve med de følelsesmæssige konsekvenser af alt det lort, de har lavet over seks sæsoner fyldt med benhård, psykologisk manipulation og makabre mord. Og U2 gør det til en mavepuster i tre dele:

Da 'With Or Without You' begynder, mens de sidder i toget på flugt mod moder Rusland, handler den først om forholdet mellem Philip og Elizabeth og om den kile, arbejdet har slået mellem dem.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a5b2a43826187a50a24cb62a2

De sidder adskilt i toget. I can't live/with or without you. For evigt forbundet, aldrig helt på bølgelængde.

Da de kører over grænsen til Canada, handler den om deres forhold til USA, som de ikke kan være i, men for altid vil være mærket af, fordi de har levet næsten hele deres liv der.

Men da toget kører videre fra den canadiske grænse, og deres datter Paige står tilbage på perronen, handler den pludselig om, hvordan de ikke kan være sammen med deres børn på grund af livsfaren.

Og nok er russiske agenter som Misha og Nadezhda forberedt på en verden af død og smerte, men ikke på at skulle leve uden deres børn.