Susanne Bier har fået sin hidtil største opgave i USA: Nu er hun spændt på, hvad Obama-parret siger til hendes arbejde

Den danske instruktør er klar med sin største produktion nogensinde – en international serie om tre markante førstedamer.

(Foto: © Jackson Lee Davis/SHOWTIME, Showtime)

Den danske Oscar-instruktør Susanne Bier har aldrig stået med stor en opgave før.

Selvom hun langt fra er uvant med at instrueret store film og serier i udlandet, er det trods alt første gang, at hun alene har instrueret ti afsnit, der løber op i ti timers varighed. Endda til en international serie, som især mange amerikanere nok vil have ekstra store forventninger til.

- Jeg ved ikke, hvor mange instruktører i verden, der har lavet ti episoder. Jeg talte med en, der laver 'The Crown', som sagde, at deres instruktører maksimalt kan lave tre episoder, fortæller Susanne Bier, da DR møder hende i København.

Hun sidder afslappet i en sofa i en suite på et femstjernet hotel i det Indre By, hvor hun en hel dag skal tale med pressen om sin nye serie, og det er tydeligt, at hun er rigtig godt tilfreds med dens fokus.

Dramaserien hedder nemlig 'The First Lady' og går – som titlen også afslører – helt tæt på tre førstedamer, der ikke bare er gift med en amerikansk præsident, men som også selv har brugt deres rolle til at påvirke politik og ændre samfundet.

- Det er virkelig spændende at få lov til at kaste lys på dét, som egentlig burde have kæmpe projektører på sig, men som ikke har haft det, siger hun.

- Amerikansk kultur er jo også en del af vores kultur. Vi ved alle sammen, hvordan en taxi ser ud i New York, selvom vi ikke har været der, og vi ved, hvad Sunset Boulevard er. Det gælder også Det Hvide Hus. Så på den måde tror jeg, serien er lige så nærværende for en dansker som for en amerikaner, siger instruktør Susanne Bier. (Foto: © Peter Langkilde, DR)

Et portræt af amerikanernes dna

Helt konkret handler serien om præsidentfruerne Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obama, og derfor strækker de tre parallelle historier sig også over rigtig mange år. Faktisk cirka hundrede år.

På trods af et langt cv med både danske og udenlandske produktioner er det tilmed første gang i Susanne Biers karriere, at hun kaster sig over en historisk fortælling.

- Det har været rimelig udfordrende og bare et kæmpe arbejde. Jeg har været på optagelse 140 dage – en mindre spillefilm filmer man tit på 25 dage – så det her var rigtig mange dage. Det er jo ti timers serie, så det er ligesom tre lange spillefilm, siger Susanne Bier.

Førstedamerne spilles i øvrigt af stjernerne Gillian Anderson, Michelle Pfeiffer og Viola Davis, men det var kun sidstnævnte, der var tilknyttet, da Susanne Bier blev hægtet på som instruktør.

Med den Oscar-vindende skuespiller ombord var Bier hurtig til at takke ja – også selvom det havde været forståeligt nok med en smule præstationsangst over at pille ved det nærmeste, amerikanerne kommer en form for kongelige.

- Det lød godt nok spændende som dansker at lave noget, der er et portræt af amerikanernes dna, og at være helt inde i materien af amerikansk kultur. Det synes jeg var uimodståeligt.

- Samtidig er der også den fordel, at jeg som dansker ikke er opvokset med det og ikke har den samme ærefrygt, som mange amerikanere har, siger hun.

- Det er fint at kigge på, hvad der skal være historisk korrekt, men dybest set skal vi lave noget, der er så underholdende, at det kan konkurrere med virkelig god dramatik samtidig med, at det er korrekt, siger Susanne Bier. Her ses Viola Davis og O. T. Fagbenle i en scene som Michelle og Barack Obama. (Foto: © Jackson Lee Davis, 2021 SHOWTIME NETWORKS INC)

Det er da også tre af de mest markante præsidentfruer, der bliver portrætteret i 'The First Lady'. De har nemlig alle præget USA på hver deres måde.

Eleanor Roosevelt, der var gift med præsident Franklin D. Roosevelt, var førstedame fra 1933 til 1945 og tog for eksempel ofte på politisk turné rundt i landet på sin invalide mands vegne.

Og efter Anden Verdenskrig blev hun udnævnt som formand for FN's Menneskerettighedskommission, hvor hun i øvrigt var en af de bærende kræfter bag udformningen af Menneskerettighedserklæringen.

Den slags historier imponerer Susanne Bier.

- Hun var lige så meget en position som præsident værdig som sin mand, Franklin. Men på grund af tiden og på grund af, at USA både dengang og faktisk også i dag er et meget patriarkalsk samfund, var hun ikke præsident.

- Men hun har formentlig betydet lige så meget.

Når Susanne Bier om en uge har premiere på sin nye internationale serie, er det med en række store stjerner på rollelisten. Her ses Gillian Anderson, senest kendt fra 'The Crown' og 'Sex Education', som Eleanor Roosevelt. (Foto: © Daniel McFadden, 2021 SHOWTIME NETWORKS INC.)

Åben om brystkræft og alkoholmisbrug

Også Betty Ford var forud for sin tid – både mens hun boede i Det Hvide Hus og bagefter.

For det første gik hun fra at være vicepræsidentens hustru til med ét at blive en åbenmundet og ærlig førstedame, da hendes mand, Gerald Ford, spontant overtog landets øverste post, fordi den rigsretssag-truede præsident Richard Nixon trådte tilbage.

- Hun tumlede ind i rollen som præsidentfrue, rejste sig op og tog sig af sager, som har ændret livet for virkelig mange mennesker, understreger Susanne Bier og uddyber:

- Hun fik brystcancer og var fuldstændig åbenhjertig om det i en tid, hvor det var den største hemmelighed, fordi ingen kvinder blev undersøgt, og man ikke talte om det. Men på grund af sin ærlighed reddede hun en masse kvinder.

Derudover var førstedamen ærlig om sit alkoholmisbrug, og i dag vil mange amerikanere derfor kende til Hazelden Betty Ford – en fond, der hjælper folk ud af misbrug blandt andet på afvænningsklinikken Betty Ford Center.

- Alle andre i hendes position havde gjort alt for at skjule et alkoholproblem, siger Susanne Bier.

Michelle Pfeiffer spiller førstedamen Betty Ford, der boede i Det Hvide Hus fra 1974 til 1977. Hun var især kendt for at sige sin mening højt og tale åbent om tabuer fra dén tid. (Foto: © Murray Close, 2021 SHOWTIME NETWORKS INC.)

Og så er der jo præsidentfruen, som vi nok alle husker tydeligt, nemlig Michelle Obama. Og hendes betydning bør heller ikke undervurderes, mener instruktøren.

- Frem for alt har hun ændret vores syn på unge mennesker og hvem, man tager alvorligt i politik – og at man ikke nødvendigvis kun kan tage gamle mennesker alvorligt, men at man også kan lytte til unge. Det er et reelt paradigmeskifte, siger instruktøren.

Mon Obama-parret kan lide, hvad de ser?

De tre førstedamer i 'The First Lady' er med andre ord nogle spændende skikkelser, og Susanne Bier har da også svært ved at skjule sin begejstring for dem.

- Jeg fungerer sådan, at jeg altid bliver forelsket i mine karakterer. Jeg kan også synes, at de er dumme eller usympatiske, men jeg er nødt til at have en stærk følelsesmæssig forbindelse – og med de her tre damer har jeg haft det sådan på skift, siger hun og smiler.

Hvis der er noget, der fylder lige nu, så er det da også, om Michelle og Barack Obama rent faktisk kan genkende sig selv i 'The First Lady' – for det er jo muligt, at de rent faktisk kommer til at se serien.

Roosevelt og Ford er for længst døde, så sammen med enkelte af birollerne er Obama-parret trods alt nogle af de få personer fra seriens virkelige persongalleri, der lever i dag.

- Jeg tror, vi alle sammen har gået rundt og tænkt på, hvad der sker, når Michelle og Barack Obama ser det, og hvad de tænker. I afsnit tre kommer der for eksempel nogle scener, hvor de er unge, og jeg har tit tænkt, om de synes, at det faktisk lidt var sådan, det var, siger Susanne Bier og griner.

Filminstruktør Susanne Bier er vant til hotelværelser, når hun rejser til udlandet til premierer, presseture og for at arbejde. Denne uge skal hun da også til premieren på 'The First Lady' i USA sammen med holdet fra serien. (Foto: © Peter Langkilde DR, DR)

'Det hele føles ekstremt nutidigt'

Selvom historierne om præsidentfruerne spreder sig fra 1930'erne til 2017, hvor Obama-parret forlod Det Hvide Hus, er der alligevel noget, der går igen i deres fortællinger, mener Susanne Bier.

Førstedamerne har nemlig alle mødt modstand, når omverdenen ikke forstod, at de ville mere end kun at bakke deres mænd op.

- Det, der især er slående, er, at det hele føles ekstremt nutidigt, for det vilde er, at de mure, som Eleanor Roosevelt løb mod, dem har Michelle Obama også løbet mod. De har to fuldstændig forskellige historier og liv, men lighederne er faktisk større end forskellene, mener Susanne Bier.

Derfor ser instruktøren også især én overordnet læring, som vi i dag kan tage med fra de tre præsidentfruer. Noget, hun synes, vi skal lade os inspirere af.

- Vi kan lære, at vi ikke skal være bange eller holde os tilbage, men agere på det, vi tror på.

- Noget af det, som disse tre kvinder viser, er, at de er i en position, hvor de har en usynlig magt, men at der også er betonklodser, der falder ned foran dem, hver gang de prøver at gøre noget. Men så får de på en eller anden måde alligevel drejet sig udenom og får gjort det, de gerne vil.

Og når alt kommer til alt, er Eleanor Roosevelt, Betty Ford og Michelle Obamas historier ikke kun deres, mener Susanne Bier.

- Når man veksler mellem de tre præsidentfruer fra hver deres tid, så bliver det ikke bare deres historier, men på en måde alle kvinders historier igennem 100 år.

'The First Lady' får premiere 18. april på streamingtjenesten Paramount+, der også er en del af TV 2 Play.