Hov, ’Drømmemanden’ er jo en romantisk komedie …

Der gik rundt regnet et halvt døgn, før det gik op for den her anmelder, at tyske ’Drømmemanden’ fungerer efter den klassiske model, hvor to mennesker mødes og kemien ser ud til at være helt ad helvede til – indtil den viser sig ikke at være helt så tosset alligevel.

’Drømmemanden’ fungerer bare helt anderledes end amerikanske ’Marry Me’ med Jennifer Lopez og Owen Wilson, der også får premiere denne uge. Og den er radikalt anderledes end berømmede romantiske komedier som ’Da Harry mødte Sally’, ’Den eneste ene’ og ’Notting Hill’.

Den er så anderledes, at det er lige før, at den slet ikke er en romantisk komedie.

Men det er den.

Den er det, fordi Doktor Alma Felser er på grænsen til at kaste op, da hun første gang møder Tom.

Hun er blevet bedt om at være med i et eksperiment, der går ud på at tilbringe tre uger sammen med sin drømmemand – som på ingen måde er hendes drøm om en mand, eftersom han er en nyudviklet højteknologisk robot, der er programmeret til at være lige som hun ønsker sig, at en mand skal være.

Han er galant, han danser rumba som en drøm, og han kan konversere levende på alle de områder, Alma interesserer sig for.

Men det er jo ikke nødvendigvis en drøm af en mand.

Kan en robot opfylde menneskers behov for kærlighed?

Når Alma, der er udvalgt, fordi hun er eneste single på sin afdeling af universitetet i Berlin, har tilbragt tre uger sammen Tom, skal hun skrive en evaluering. Kan en programmeret robot opfylde menneskers behov for kærlighed?

Hun hader næsten hvert et øjeblik.

Uanset hvor flot Tom er, uanset hvor opsat han er på at tilfredsstille alle hendes ønsker, strider han imod alle hendes opfattelser af menneskelige behov.

Netop derfor lykkes det ’Drømmemanden’ at skjule, at den er en romantisk komedie. Den består først og fremmest af begavede samtaler mellem Tom og Alma, der forsøger at spore sig ind på hinanden – ikke som i en flirt eller et stævnemøde, men som en diskussion om menneskets natur. Det lyder jo ikke særlig romantisk. Men det er det.

Er du en af de 7 procent?

Da Tom har fyldt Almas badeværelse med roser og stearinlys, fordi han er programmeret til at vide, at 93 procent af alle tyske kvinder drømmer om netop det – replicerer Alma ’kan du gætte, hvilken gruppe jeg tilhører?’ ’Er du en af de 7 procent?’ udbryder Tom. Jep, det er hun.

Det ironiske og begavede er, at det efterhånden hurtigt viser sig, at det er Doktor Alma, der er den kølige i forholdet.

Robotten Tom er til gengæld fyldt med menneskelig varme. Han er programmeret til det, selvfølgelig, men varmen er … ja, ægte. Den er oprigtig. Hans eneste ønske er at være der for Alma. Det er kærlighed i sin grundlæggende form.

Men Alma gengælder den slet ikke. I hvert fald ikke før hendes intellekt – og et par af hendes følelser – får hende overbevist om, at menneskets behov er anderledes end hun forestillede sig.

Eftertænksomt og morsomt

Det er eftertænksomt og morsomt skruet sammen af instruktøren Maria Schrader med udgangspunkt i en novelle af Emma Braslavsky.

Det er også en meget tilbageholdende og tempereret film, der godt kunne have brugt noget vildskab fra instruktørens side. Men britiske Dan Stevens (fra ’Downton Abbey’), der taler flydende tysk, er en intellektuel charmebombe som Tom. Og Alma Eggert er så langt fra Julia Roberts i ’Pretty Woman’ som man overhovedet kan komme.

Netop derfor er det så effektivt og troværdigt, da hun endelig tør op. Netop fordi ’Drømmemanden’ har et køligt og intellektuelt udgangspunkt, er det så meget mere rørende, da følelserne bliver sluppet fri.

’Drømmemanden’ har i øvrigt et dansk islæt. Duoen Bremer/McCoys musik bliver brugt til at skabe stemning. Og Rømø bærer på romantiske minder for Alma.

Men da filmen fortæller os, at hun rejser fra Berlin til Rømø ved Vesterhavet, sejler hun tydeligvis med færgen til Lolland i Østersøen.

Sådan er kærligheden så fyldt med vildfarelser.