Ulrich Thomsen kigger på gamle billeder: 'Folk er glade for den her serie, men den var ikke sjov at lave'

Den succesfulde skuespiller spiller en rebelsk dansker i ny film og ser her tilbage på sin karriere.

Ulrich Thomsen har god grund til at løfte glasset – skuespilleren har i hvert fald formået både at få store roller i ind- og udland i løbet af sin karriere. (Foto: © DR-collage, Scanpix og SF Film)

Måske stod du og kiggede på ham ved busstoppestedet i morges.

Måske så du ham på tv forleden. Det kan også være, at han stirrede op på dig med sine rolige, men insisterende øjne fra gratisavisens papirsider i toget.

Ulrich Thomsen dukker op her, der og alle vegne i denne uge takket være premieren på den nye danske film 'Vores mand i Amerika' og de tilhørende reklamer, der er købt plads til.

Og forventningerne er høje. Ikke mindst fra biograferne, hvor man regner med, at den kendte skuespiller vil lokke danskerne ind i biografmørket ovenpå en sløj corona-sæson.

Ulrich Thomsen ligner en mand, der er klar på opgaven. Han har i hvert fald solid succes og masser af erfaring med i lommen – også fra udlandet, hvor han bevæger sig hjemmevant blandt de helt store stjerner.

Herhjemme er han selv en af vores største filmstjerner, og nu spiller han altså hovedrollen i 'Vores mand i Amerika', der åbner i landets biografer i dag.

- Jeg synes, at jeg har været heldig at ramle ind i nogle sjove roller igennem årene. Og så er noget af det sjove ved det her jo også, at rollerne udvikler sig med alderen, siger Ulrich Thomsen tilfreds.

I 'Vores mand i Amerika' spiller han diplomaten Henrik Kauffmann, der var Danmarks rebelske ambassadør i USA under Anden verdenskrig.

Kauffmann nægtede at tage ordrer fra den danske regering, så længe de samarbejdede med den tyske værnemagt – og så gik han ellers i gang med at bekæmpe Hitler på egen hånd. Oveni det jonglerede han også en god portion drama i privatlivet.

- Det er en type rolle, jeg ikke har spillet før – en diplomat og levemand. Jeg er vældig glad for den færdige film og håber, at folk tager den til sig, siger Ulrich Thomsen.

Det har anmelderne i hvert fald. Mange af dem roser i dag Ulrich Thomsen for hans præstation i filmen, og dermed ser 'Vores mand i Amerika' ud til at blive endnu et højdepunkt for skuespilleren.

Vi har derfor fået Ulrich Thomsen til at kommentere en række billeder, der netop viser nogle af højdepunkterne fra hans karriere – og så kommer vi også ind på den udenlandske hitserie, som han synes var kedelig at lave.

Festlig start på karrieren

'Festen' blev Ulrich Thomsens billet ud i verden som skuespiller. (Foto: © JAN JØRGENSEN, Scanpix)

Thomas Vinterberg modtager Juryens specialpris for 'Festen', hvor Ulrich Thomsen spiller hovedrollen, under Cannes Filmfestival i 1998.

- Det var jo starten på et kæmpe eventyr – både for Thomas og mig, fordi 'Festen' blev en kæmpe succes og åbnede døre i det meste af verden. For mit eget vedkommende fik jeg agent i USA og begyndte at kunne arbejde i udlandet.

- Det havde ikke været en drøm for mig som sådan, men der er jo ikke så mange, der får muligheden for det – og slet ikke fra Danmark med vores begrænsede sprog – så da muligheden bød sig, tænkte jeg, at det var åndssvagt ikke at prøve.

Første udenlandske job var en Bond-film

Bond-filmen blev Ulrich Thomsens første film uden for Danmarks grænser. Her spillede han skurken Davidov, mens Pierce Brosnan spillede James Bond. (Foto: © Keith Hamshere, Scanpix)

Ulrich Thomsen får rollen som skurk i Bond-filmen 'The World is not Enough', 1999.

- Det var den første udenlandske film, jeg lavede, og det er rimelig sindssygt og også lidt uforståeligt, fordi det jo er en af verdens største franchiser. Bare det at få foden indenfor er der jo ikke mange, der får lov til.

- Jeg var ikke Bond-skurk på Mads Mikkelsen-niveau – han fik jo den rigtige skurkerolle, mens jeg var sådan en håndlanger, der blev slået ihjel relativt hurtigt.

- Efter 'Festen' var jeg i L.A. til casting og møder, og jeg brugte en helvedes masse penge på at tilbringe tid derovre. Men så blev min agent ringet op af casteren, og så skulle jeg til England og hilse på instruktøren Michael Apted, der allerede var i gang med at filme. Han kiggede bare på mig, nikkede og sagde "All right", og så arbejdede han videre. Og så kom Barbara Broccoli (kendt Bond-filmproducent) og sagde: "Hej Ulrich, velkommen til Bond-familien". Så jeg skulle ikke engang til casting.

Filmtilbud satte en stopper for teaterrollerne

Ulrich Thomsen stoppede med at spille teater i slutningen af 2001. Siden har den stået på film og serier. (Foto: © Annett Bruhn, Scanpix)

Ulrich Thomsen i rollen som Mozart i stykket 'Amadeus' på Østre Gasværk i 2001.

- Det er den sidste teaterforestilling, jeg har lavet. På det tidspunkt havde jeg lavet meget teater i næsten otte år, men med teater ringer de jo og spørger, hvad du skal to år frem i tiden, og så gik jeg helt i panik, for jeg ville gerne udvikle muligheden for film i udlandet. Der kom så mange filmtilbud hele tiden, og derfor sagde jeg nej til mere teater, men så holdt de jo til sidst op med at ringe.

- Jeg kan godt savne den der umiddelbarhed, der er i teater. Det er væsentlig sværere at lave teater, end det er at lave film. Du kan jo ikke bare tage den om. Det kræver noget; man skal kunne tale et rum op og kunne begå sig på en scene. Film kan enhver idiot nærmest lave, havde jeg nær sagt.

"Det er svært at lave komedier"

Anders Thomas Jensens komedie 'Adams æbler' solgte 350.000 biografbilletter. (Foto: © JEPPE MICHAEL JENSEN, Scanpix)

Ulrich Thomsen og Mads Mikkelsen under optagelserne af instruktør Anders Thomas Jensens film 'Adams æbler' i 2004.

- Jeg har arbejdet sammen med Mads flere gange, og jeg kendte ham også gennem hans bror, Lars Mikkelsen, som gik på teaterskolen samtidig med mig. Vi lavede 'Blinkende lygter', 'Adams æbler' og også noget teater på Mungo Park. Jeg mødes med Mads engang i mellem. Også i Toronto, da han arbejdede der, og jeg også tilfældigvis var i byen.

- Sidste gang jeg lavede en komedie var Ole Bornedals 'Dræberne fra Nibe' (fra 2017), men jeg laver ikke så mange komedier. Det tætteste jeg kommer på komedie, er nok netop Anders Thomas Jensens film, der også er skæve og sådan. Humor er jo tit skæv. Men det er svært at lave komedier, fordi timingen skal være så præcis.

"Det er fint nok med priser"

Ulrich Thomsen modtog i 2004 sin anden Bodil-statuette – den første fik han for 'Festen'. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Ulrich Thomsen vinder en Bodil for bedste mandlige hovedrolle for sin rolle i Per Flys film 'Arven' i 2004.

- Jeg synes virkelig, at 'Arven' var god. Jeg kan huske, at jeg sagde en eller anden vittighed, som lød, som om at jeg havde fundet på filmen selv. Sådan noget med, at jeg selvfølgelig gerne ville tage æren for alt det her selv, men at der naturligvis var andre, der var involverede i det – "og de ti procent skal de sgu ha'". Det var noget i den dur.

- Det er fint nok med priser, men også lidt underligt at vælge film ud på den måde. Mange gange er det slet ikke derfor, man laver filmene, men det er jo en underholdningsbranche og også en måde at sælge tingene på. Så selvfølgelig vil man da gerne vinde en pris, når de nu er der, og det er da rart, at folk synes, at det er godt, det man har lavet.

- Det der jakkesæt har jeg til gengæld ikke mere. Det skinner godt nok...

Nej tak til at flytte til USA

Succesen i USA har ikke fået Ulrich Thomsen til at flytte til den anden side af Atlanten for at gå til "en masse fester og netværke". Han klarer sig nu også fint uden. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

Ulrich Thomsen er med, da Susanne Bier i 2011 vinder en Golden Globe for sin film 'Hævnen', hvor Thomsen havde en af de bærende roller.

- Ha! Ja, det var dengang, jeg fik fusket mig med til Golden Globe. Det var det år, hvor Ricky Gervais blev udskældt for at være sjov.

- Om jeg kunne tænke mig at flytte til USA? Hvis du for eksempel flytter til L.A., bliver alt måske filmet andre steder i USA på grund af nogle skattefordele eller i Europa i byer som Prag. Så hvis man skulle flytte derover, skulle det være på grund af vejret eller for at få talt sproget noget mere, så man kunne tale et mere accentfrit engelsk.

- Min daværende agent sagde til mig engang: "Lad være med at flytte. Du bliver bare endnu et face in the crowd herovre". Han ville kunne sælge mig bedre på at sige: "Hey, ham fra 'Festen' er her de næste 14 dage – nu skal I møde ham". De kan godt lide, at man ikke er tilgængelig, og at man faktisk ikke har tid til dem.

Sjovt at lave fodboldfilm om guldholdet

Ulrich Thomsen forberedte sig blandt andet til rollen som den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen ved at lytte til gamle tv-klip. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

I 'Sommeren '92' spiller Ulrich Thomsen virkelighedens Richard Møller Nielsen, der var træner for det danske fodboldherrelandshold, da Danmark vandt EM i 1992.

- Jeg er glad for den film og synes, at den fungerer rigtig godt. Jeg var overrasket over, hvor godt det fungerede med at integrere de gamle tv-klip fra dengang i filmen. Man sad nærmest stadig og var spændt på, om de vandt eller ikke vandt. Det var en sjov film at lave.

- Ricardo levede faktisk stadig, da vi arbejdede på filmen, men jeg nåede desværre aldrig at tale med ham. Han døde, inden at filmen var færdig.

Vild med sin rolle i amerikansk serie

Her ses Ulrich Thomsen sammen med holdet fra 'Banshee'. Fra venstre er det skuespiller Anthony Starr, forfatter og producer Jonathan Tropper, og skuespillerne Geno Segers og Ivana Milicevic. (Foto: © FilmMagic, Getty Images)

Ulrich Thomsen til tegneserie- og underholdningsmessen Comic-Con i 2014 med holdet fra 'Banshee', hvor han spiller en bærende rolle.

- Tænk at det allerede er så langt tid siden. Anthony Starr (hovedrollen fra 'Banshee') spiller i øvrigt hovedrollen i min film 'Gutterbee' (fra 2019).

- Det sjove ved tv-serier er, at karaktererne aldrig er sort-hvide, fordi handlingen strækker sig over lang tid. Hvis det er en film, er skurken jo gerne ham, der dør til sidst, som vi kender det fra James Bond-filmene. Jeg har aldrig spillet så nuanceret en karakter som Kai Proctor i 'Banshee', selvom han er skurk.

- Der er altid en masse nørder og fans ved Comic-Con, der er en kæmpe messe for tegneserieuniverset – og 'Banshee' er jo også oprindeligt en tegneserie. Så man sidder blandt andet ved en skranke og skriver en masse autografer.

Hjemmevant på filmfestivalerne

Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm har kendt hinanden i mange år. Her ses de sammen i Berlin for at promovere 'Kollektivet'. (Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

Thomas Vinterbergs 'Kollektivet' med Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm i hovedrollerne på Berlin Filmfestival i 2016.

- Jeg har stødt på Trine fem milliarder gange både fagligt og personligt, så det er jo hyggeligt at være på festival sammen. Jeg har været til mange festivaler efterhånden, og det er fint. Specielt når filmen er udvalgt, som den var her, for så får filmen lidt ekstra opmærksomhed, og der er mange interviews og sådan. Trine er rigtig god i 'Kollektivet' og fik også en af priserne i Berlin (en Sølvbjørn for bedste kvindelige hovedrolle).

- Og så var filmen jo et gensyn med Thomas Vinterberg, som jeg ikke havde arbejdet sammen med siden 'Festen'. Det sjove var, at det faktisk var, som om der ikke var gået næsten tyve år.

"Den var faktisk ikke særlig sjov at lave"

Ulrich Thomsen dukkede i 2016 op i serien 'The Blacklist', men arbejdet på action- og krimiserien havde danskeren nu ikke så meget fidus til. (Foto: © NBC, Getty Images)

Ulrich Thomsen spiller med i den populære serie 'The Blacklist' i 2016.

- Det her var noget andet end 'Banshee' – det var bare en gæsteoptræden på ti afsnit i en sæson. Men alle i hele verden har nærmest været med i 'The Blacklist', og den var faktisk ikke særlig sjov at lave. Det var bare arbejde.

- Det var virkelig et samlebåndsarbejde, men folk er vældig glade for serien, og jeg boede i den forbindelse tre måneder i New York, og det var selvfølgelig meget sjovt.

- Men selv New York kan blive kedelig, og man laver ikke meget andet end at gå på arbejde. Jeg har heldigvis nogle venner fra 'Banshee', der bor der, som jeg mødtes med, og så kom min kone også over for at besøge mig. Men jeg var da rundt og se byen lidt, for jeg har aldrig været så længe i New York.

Aktuel film på flere måder

Henrik Kauffmann lavede meget andet end at drikke champagne som ambassadør i USA. Det kan man se i filmen 'Vores mand i Amerika'. (© SF film)

Ulrich Thomsen spiller diplomat Henrik Kauffmann i den aktuelle 'Vores mand i Amerika'. Han var Danmarks rebelske ambassadør under Anden verdenskrig.

- Jeg kendte ikke ret meget til diplomaten Henrik Kauffmann inden, men så læste jeg manuskriptet og syntes, at det var en rigtig god historie. Den handler jo om, at når lortet brænder på, så skal man tale sammen landene imellem.

- Desværre er det også aktuelt i disse tider med flygtningekrisen, og man kan jo mærke, at folk lukker grænserne i. Der er krige rundt i verden, Trump melder sig ud af klimaaftalen, og så kom Brexit. Det er, som om at landene lukker i af forskellige årsager. Men vi er alle sammen forbundet, så man er nødt til at finde ud af det.

- Historisk har der altid været nogen, der har stillet sig op og sagt: "Sådan gør vi ikke!" Det er sådan, at verden forandrer sig, og sådan at den trods alt bliver bedre hen ad vejen. Henrik Kauffmann gjorde sine ting med livet som indsats, og den slags karakterer elsker vi jo.