Hvis du ikke har hørt om den britiske podcast 'My Dad Wrote a Porno', så er jeg dybt misundelig over, at du har den til gode.
For jeg kan nærmest ikke forestille mig nogen, der ikke vil synes, at den er totalt plat og samtidig vil komme til at græde af grin.
Jeg har i hvert fald personligt måttet vælge mine lyttesteder med omhu for ikke at sprutte af grin som en galning i alt for offentlige rum.
Den genialt simple præmis er tre venner, der finder ud af, at den ene vens far har skrevet en grinagtigt ubehjælpsom erotisk roman, der hedder 'Belinda Blinked', under det perfekt idiotiske pseudonym, Rocky Flintstone.
Derfra går det ganske enkelt ud på, at Rockys søn, Jamie, læser højt fra romanen for sine to venner, der eksploderer i hylende sjove kommentarer om håbløs grammatik, labyrintiske sætningskonstruktioner og ikke mindst det utroligt tåkrummende pinlige ved, at det hele foregår inde i hovedet på Jamies far.
Den eneste ulempe har været, at udsendelserne er på engelsk, og at man af gode grunde ikke kan få undertekster på en podcast.
Men nu er den kommet som en times video, og den er præcis lige så plat og sjovt eksekveret, som man kunne drømme om.
Den er lavet perfekt, så både hardcore fans (og tro mig, der er mennesker, der er BESAT af podcasten) og dig, der aldrig har hørt om den, kan være med og få noget ud af det.
Men lad mig lige forklare fænomenet 'My Dad Wrote a Porno' nærmere i nogle få nedslag, så du ved, hvad du går ind til.
Her er tre grunde til, at den stadig er sjov fire år efter, den startede i 2015.
Genial enkel (og pinlig) grundpræmis
'Belinda Blinked' er en ægte erotisk bogserie, som du kan finde som e-bog på nettet (men du skal ikke gøre det, med mindre du underviser i grammatik eller plotopbygning og har akut brug for skræmmeeksempler).
Jamie Mortons far trak ham til side til en fødselsdag og gav ham et par kapitler af den første bog med titlen: 'Belinda Blinked 1: A modern story of sex, erotica and passion. How the sexiest sales girl in business earns her huge bonus by being the best at removing her high heels'.
For at konfrontere sin skam over sin fars sexhistorier, (der er skrevet i et haveskur, fordi Jamies mor ikke ville have det i huset), læser han dem op for sine venner, James Cooper og Alice Levine.
De har alle arbejdet med tv og radio, så de får hurtigt idéen til at gøre det til en offentlig podcast.
Hver episode går så ud på, at Jamie læser et nyt kapitel højt, som Alice og James ikke har hørt før.
Deres venskabeligt drillende kemi, vanvittigt kvikke replikker og stigende interesse for Jamies fars psykologi giver et konstant underholdende og løssluppent rum, når de kommenterer på sætninger som: 'Hendes brystvorter var nu så store som naglerne, der holdt skroget på det skæbnesvangre skib Titanic'.
Og tonen pendulerer smukt mellem vovet grænseoverskridelse og klassisk britisk snerpethed i mødet med Belinda Blumenthals erotiske eskapader som international salgschef for køkkengrej i firmaet Steeles Pots and Pans.
De kendte bliver superfans
Anden sæson af podcasten startede med en stor overraskelse i form af superstjernen Elijah Wood, bedre kendt som Frodo i 'Ringenes Herre'.
Han var pludselig på besøg mellem kapitel 1 og 2 som selverklæret superfan.
Han fortalte om sine yndlingsøjeblikke og om, at han drømte om en filmversion, hvor han ikke ville betænke sig på at spille med.
Det er blevet en løbende joke, at de har besøg af kæmpestjerner, der snakker om, hvem de vil spille i den filmatisering af 'Belinda Blinked', der forhåbentlig aldrig kommer.
Elijah Wood fra 'Ringenes Herre' vil gerne spille The Youngish Man, Daisy Ridley fra 'Star Wars' vil være Hertuginden, Michael Sheen og Thomas Middleditch fra 'Silicon Valley' vil begge gerne spille Dr. Robbins, og Rachel Bloom fra 'Crazy Ex-Girlfriend' vil gerne spille Jim Sterling med maske og falske lemmer.
Podcasten går til filmen
Kunsten ved at lade en podcast gå til filmen (eller i det her tilfælde et filmet liveshow) er, at der skal være noget ekstra for de inkarnerede fans samtidig med, at det skal være et sted, hvor nye fans kan springe på.
Og det lykkes faktisk helt utroligt fint, for på mange måder er det en klassisk episode: Jamie læser et kapitel højt, og James og Alice kommenterer.
Men det er et meget simpelt kapitel, der ikke optræder i nogle af de andre bøger.
Det er en enkeltstående episode, hvor Belinda arrangerer en slags seksuel teambuilding, der involverer en række af firmaets lokale salgschefer.
Det er ekstra sjovt, hvis man nikker genkendende til Patrick O'Hamlin og Des Martin med sin sorte signatur-g-streng, men det er absolut ikke nødvendigt.
Videodelen har flere fordele: Der kan komme undertekster på, så du kan grine med selv, hvis du ikke gider at høre podcasts på engelsk, og de kan vise de håbløse sætningskonstruktioner på en storskærm.
Der er også en ret sjov og pinlig passage, hvor de får to frivillige fra publikum til at rekonstruere en scene, der viser, hvordan Rocky Flintstone skriver uden nogen respekt for, hvad der kan lade sig gøre i virkeligheden.
Hvis du giver filmversionen en chance, vil du få den fulde oplevelse med klassiske Rocky-sætninger som: 'Hun klemte hendes nøddeformede brystvorte og begyndte at udgrave hendes fugtige grotte.'
Hvis du morer dig over showet, så er der timevis af podcasts at gå i gang med bagefter.
Og jeg ville ønske, at det var mig, der stadig havde det til gode.
'My Dad Wrote a Porno' kan ses på HBO Nordic fra 11. maj.