Det hører bestemt til sjældenhederne, at den her anmelder har lyst til at se en film igen med det samme. Ikke nødvendigvis lige med det samme. Der må godt være en lille pause til at hvile sanseapparatet. Men meget gerne meget snart.
Sådan en sjældenhed er filmen med den fantastiske titel 'Everything Everywhere All at Once'.
Alting overalt på én gang!? Må jeg lige se filmen igen? Hvad var det for noget med de to mænd, der kun kunne slås med hovedpersonen, når de havde en stor dildo oppe i røven. Hvad gik det ud på det der med to store sten, der stod på kanten af en klippeafsats og diskuterede? Og hvorfor var de to kvinder pludselig i et lesbisk forhold, hvor de havde pølser som fingre, og den ene spillede på klaver med sine pølsefingre?
Hænger det overhovedet sammen, det der... noget? funderede den her anmelder febrilsk. Og længe. Næsten halvdelen af filmen, faktisk. Indtil den pludselig faldt på plads. Ikke på sådan en hold-kæft-mand-genialt-måde, men mere sådan okay-vildt-nok-det-der. Gad vide hvornår den egentlig faldt på plads? Og hvorfor? Det forekommer noget nær umuligt at forklare hvorfor 'Everything Everywhere All at Once' overhovedet faldt på plads.
Rod i universerne
Det hele hænger sammen med multiverset, den her tingest, som Marvel leger med i Spider-Man og Doctor Strange i de her år: Idéen om at vores verden ikke kun har én dimension – den vi alle går rundt i, og hvor priserne på dagligvarer stiger, og danske teenagere drikker mere og mere.
Der findes tusinder af parallelle universer, hvor vi alle er noget forskelligt, fordi tilfælde har trukket os i forskellige retninger. Altså ifølge The Daniels, Daniel Kwan og Daniel Scheinert, de to instruktører bag 'Everything Everywhere All at Once'.
Vores hovedperson, Evelyn, kunne være blevet kok, filmstjerne, agent og alt mulig andet, men i det univers, filmen begynder i, bestyrer hun et vaskeri sammen med sin mand.
Hendes gamle kinesiske far er på besøg og hendes datter, der har omfavnet den moderne amerikanske virkelighed, er kæreste med en anden ung kvinde. Forretningen går skidt, Evelyn er ved at gå op i limningen, damen på skattekontoret er virkelig irriterende og pludselig drøner Evelyn baglæns gennem skattekontoret og deler sig i tre. På en måde. "Hvad sker der?" spørger hun. Skrupforvirret.
Dørene mellem universerne er gået op... Hendes mand er pludselig ikke hendes mand, men en agent fra en anden dimension, der er kommet for at hjælpe hende. Og så går det løs. Gennem dimensioner. Gennem røvdildoer, sten, plastikøjne, pølsefingre, David Bowie, kinesiske dialekter, mor/datter-problemer, datter/far-problemer og ikke så lidt kung fu.
Til sidst havner det i gråd og tænders gnidsel og et følelsesudbrud, der får hele historien til at hænge sammen. Sådan cirka. Det er ikke ligefrem en måde at tackle følelser, hvor man tænker "hold da kæft, de fik godt nok sagt noget epokegørende nyt om familieforhold." Det er et fortællekneb. Måske endda et billigt et af slagsen. Men skidt, det forløser – det gør multiverset konkret.
Og det understreger, at 'Everything Everywhere All at Once' er noget så sjældent som en film, der tør kaste sig ud i et skørt og vildt projekt uden at spekulere over noget så kedeligt som logik og mening.
Filmverdenen anno 2022 vrimler med fodformede, afrundede, konkrete og konventionelle film. Film, hvor alt er forklaret og forstået. The Daniels, Daniel Kwan og Daniel Scheinert, virker som om de er hoppet direkte ind i multiverset sammen med os andre. De udforsker det sammen med os andre. Det er vildt. Det er skørt. Det er skideskægt.
Men er det godt, sådan rigtigt godt? Lad mig lige se den igen...