Vinteren kommer: Har du styr på handlingen i 'Game of Thrones'?

Syvende sæson af 'Game of Thrones' står for døren. Her kommer en opsummering af forgående hændelser, så du er beredt til at gå i krig med den populære fantasyserie.

(Foto: © Illustration: Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)

Spoiler alert: Er du blandt de få, der ikke har fået set de forrige seks sæsoner endnu, så spring denne artikel over.

Første afsnit af syvende og næstsidste sæson af 'Game of Thrones' har premiere om få dage.

Men hvad var status, da vi sidst forlod kampen om jerntronen? Hvad var det nu, Cercei pønsede på? Og hvad er det, Jon Snow er på jagt efter?

Husker du heller ikke helt, hvad der foregik i sjette sæsons sidste dramatiske afsnit, så kommer her en lynguide.

Den tidligere så magtfulde Cercei Lannister bliver i sæson seks væltet af tronen af en den religiøse sekt The Sept of Baelor, der hjernevasker hendes kongesøn Tommen og smider Cercei i fængsel.

Her undergår hun daglig tortur af en grum sadistnonne for til sidst at blive tvunget til at gå splitterravende nøgen gennem King’s Landing, mens hendes tidligere undersåtter overdænger hende med møg, slag og spark.

Men den hævngerrige Cercei får til sidst sin hævn.

I stedet for at møde op til den retssag, sekten har sat i scene for endeliggyldigt at kapre hendes magtposition, hygger hun sig derimod med et glas rødvin.

Smilende ser hun The Sept of Baelor, Maergary Tyrell, Loras Tyrell og hendes egen onkel, Kevan Lannister, dø i den giftiggrønne wildfire, hun i skjul har planlagt.

Cercei Lannisters blodhævn over The Sept of Baelor får dog en tragisk konsekvens.

Fyldt op af anger og sorg hopper hendes sidst overlevende søn, Tommen, nemlig ud ad vinduet og begår selvmord, da han ser magtens gemakker i King’s Landing gå op i flammer.

Cercei har benyttet enhver lejlighed til at underminere sektens magt og få Tommen tilbage på sin side, men i sin sidste akt har hun endegyldigt forrådt ham ved at dræbe hans hustru (Maergary Tyrell) og onkel (Loras Tyrell).

Ethvert hævnforsøg ville involvere drabet på hans egen mor. Og det valg står drengekongen over ved at følge efter sin højt elskede hustru og hoppe i døden.

Også den lidet flatterende politiske rådgiver Maester Pycelle dør i slutningen af sjette sæson.

Rådgiveren undergår en grum død, da han bliver stukket ihjel af sine ’små fugle’ – en sladdervorn drengegruppe, der vagtsomt har holdt øje med blandt andre The Sept of Baelor for Maester Pycelle og hans mangeårige chef Cercei Lannister.

Det er kollegaen Maester Qyburn, der står bag komplottet, men det sker på Cerceis ordre.

Petyr Baelish – kaldet ’Littlefinger’ - vil have alting.

Det gjorde han klart for længe siden, men i sjette sæson blev de magtbegærlige ord lidt mere konkrete: Den snarrådige bordelejer og manipulator ønsker simpelthen at indtage jerntronen med Sansa Stark ved sin side.

Enkedronningen virker dog hverken til at være interesseret i at gifte sig med den noget ældre ’Littlefinger’ eller agere dronning igen – for hendes sidste ægteskaber med Joffrey Lannister, Tyrion Lannister og Ramsay Bolton var som bekendt ingen større succeser.

Jon Snow er igennem hele serien blevet kaldt en bastard – et uægte barn undfanget i mødet mellem Winterfells hedengangne konge Eddard ’Ned’ Stark og en simpel glædespige.

I slutningen af sjette sæson bliver mystikken omkring Jon Snow dog brudt: Snow er i virkeligheden søn af Eddards afdøde søster, Lyanna Stark, og prins Rhaegar Targaryan.

Nyheden lader Jon Snow tilbage med et langt større og stærkere blodskrav til jerntronen end nogen anden.

Den lige så kønne som krigeriske dragemor Daenerys Targaryan sætter i slutningen af sjette sæson sejl mod Westeros sammen med Greyjoy-familien, de ubesmittede, Dothraki-folket og dværgen Tyrion Lannister for definitivt at erobre jerntronen.

Hun har selvfølgelig også sine drager med sig, og takket være den ligeså tvekønnede som tvetydige rådgiver Vaerys har også de krigeriske Dorne- og Baratheon-familier allieret sig med dragemoderen.

Vi skal helt tilbage til tredje sæsons 'blodrøde bryllup' for at forstå drengepigen Arya Starks hævntørst.

I et lumsk bagholdsangreb myrder Walder Frey nemlig både Aryas mor, Catelyn, og bror, Robb Stark, fordi Robb har valgt en anden hustru end Walder Freys barnebarn.

Men i slutningen af sjette sæson får drengepigen endelig sin hævn efter at have trænet under de ansigtsløse i The House of Black and White i Braavos.

Forklædt som simpel serveringspige dræber Arya brødrene ’Lame’ Lothar Frey og Black Walder Rivers, som stod bag drabet på hendes mor - for efterfølgende at partere dem og bruge deres kød som tærtefyld. Arya Stark serverer tærterne for Walder Frey, inden hun afslører sig selv og skærer halsen over på den tyranniske overbasse, mens hun frydefuldt ser blodet sprøjte ned over de tilbageblevne tærterester.

Det er nu, slaget skal stå mellem jerntronens bejlere, der alle er udsat for én overhængende fare: De hvide vandrere.

Oversat igen-igen: Det er nu, det hele går ned i et sidste vildt og vanvittigt voldsorgie, hvor det ikke er til at vide, hvorvidt Cercei Lannister, Daenerys Targaryan eller Jon Snow kommer levende eller døde fra den farlige vinter.

'Game of Thrones 7' har premiere 17. juli på HBO Nordic.