"I stedet for kød spiser jeg grøntsager og slikker fi…" Ja, resten kan du nok gætte dig til.
Sådan lyder åbningsreplikken i årets Eurovision-bidrag fra Letland. Eller lød.
For når den lettiske gruppe Citi Zeni med nummeret 'Eat Your Salad' tirsdag går på scenen ved årets første Eurovision-semifinale, bliver det uden den pikante intro.
Eurovision-arrangørerne, EBU, har nemlig forbudt bandet at synge strofen, der på engelsk lyder "Instead of meat I eat veggies and pussy". Ordet "pussy", der er engelsk for "fisse", er nemlig for frækt til de europæiske tv-seere, mener arrangørerne.
- Vi er ikke enige i censuren, men vi accepterer, at det er sådan, landet ligger, fortæller gruppens frontmand, rapperen Jānis Pētersons, til DR.
I stedet vil ordet blive erstattet med stilhed, når Letland skal synge i aftenens semifinale. Det til trods for, at Jānis Pētersons endnu ikke selv har oplevet, at folk er blevet stødt over sangens tekst.
- Jeg har endnu ikke mødt nogen, der er blevet fornærmet. Men man ved aldrig. Til semifinalen kommer flere millioner af mennesker til at sidde og se med i tv, og vi har ikke lyst til at støde nogen. Det er ikke vores mål, siger han og fortsætter:
- Men omvendt er vi her heller ikke for at gøre alle tilfredse, og vi vil gerne rykke grænserne for, hvad man kan synge om - også på Eurovision-scenen.
Vil omgå censur med hjælp fra publikum
I det lettiske Grand Prix, som Citi Zeni vandt i februar, fik gruppen heller ikke lov til at synge ordet "pussy". I stedet blev ordet vist frem med enorme bogstaver på bagskærmen bag dem.
Dén manøvre har letterne dog ikke fået lov til at gentage ved tirsdagens Eurovision-show. Til gengæld har Citi Zeni en anden, snedig plan i ærmet, for at omgå den planlagte censur.
Vi har ansøgt om en plads i Guinness Rekordbog med rekorden for flest mennesker, der råber "pussy" på samme tid. Ifølge EBUs regler kan vi, som kunstnere på scenen, ikke sige det - men det kan publikum, og vi håber, folk vil bakke os op, siger Jānis Pētersons og tilføjer:
- Til generalprøven var publikum 20 mennesker, og vi kunne stadig høre dem råbe det. Forestil dig, hvordan det kommer til at lyde med et publikum på 12.000 mennesker!
Ved Eurovision i 2015 udviklede arrangørerne et særligt "buh"-filter, der skulle forsøge at maskere lyden af buh-råb fra publikum i forbindelse med den russiske deltagers optræden. Om et særligt "pussy"-filter også er blevet udviklet, ved de lettiske Eurovision-stjerner ikke.
- Det finder vi vel ud af, siger Jānis Pētersons med et grin.
Sidste år blev Eurovision-vinderne Måneskin også udsat for censur. Her forbød arrangørerne forsanger Damiano David at synge det italienske ord "coglioni", der betyder "nosser", som ellers indgår i sangens oprindelige tekst.
Vegetar-hit gik viralt på TikTok
Selvom Citi Zeni altså ikke selv får lov til at synge om deres seksuelle præferencer på scenen, så har den nu bortcensurerede åbningslinje i bidraget 'Eat Your Salad' - ikke overraskende - givet bandet stor opmærksomhed.
Allerede da sangen i januar blev offentliggjort blandt deltagerne i det lettiske Grand Prix, fik 'Eat Your Salad' enorm opmærksomhed, og sangen gik hurtigt viral på det sociale medie TikTok, hvor der i skrivende stund er lavet over 10.000 videoer med sangen.
- Vi kommer fra Letland, som er et meget lille land. Du kan vel kalde det Europas "Udkantsdanmark". Så for os var det helt vildt at se, at noget, vi har skabt, pludselig har flere hundredetusinde visninger, siger Jānis Pētersons om nummeret, der - udover den kvindelige anatomi - også handler om, at vi ifølge Citi Zeni bør spise mindre kød for at modvirke klimaforandringer.
Hør 'Eat Your Salad' her:
- Vegetarer og veganere begyndte at bruge sangen til at dele opskrifter og tips, og senere begyndte lesbiske og andre dele af LGBT-miljøet at lave videoer med sangen, så det har været super fedt.
Det her er jo ikke første gang, folk udspørger jer om sangens tekst. Bliver I aldrig trætte af at snakke om "pussy"?
- Nej, aldrig. Vi elsker den, og vi snakker jo om den hele tiden alligevel, slutter Jānis Pēterson med et grin.