24-årige Daniel er gamernes personlige træner og er træt af fordommen om den dovne, chips-spisende gamer

Daniel Steffensen træner både amatører og professionelle gamere - formen er nemlig vigtig, hvis man skal yde sit bedste.

(Foto: © Martin Fält, DR)

På toppen af køkkenskabet står der fem store poser proteinpulver. Vanilje eller karamel er smagsmulighederne.

Ved køkkenbordet står Daniel Steffensen. Han er ved at skære en halv honningmelon ud i fine, ens skiver.

På spisebordet står der allerede vand og en skål fyldt med blåbær. Det er blevet tid til en formiddagssnack efter dagens første træning.

24-årige Daniel Steffensen er personlig træner. Og vanecoach. Og kostvejleder.

Og så er han også gamer.

Som gamer har Daniel Steffensen ofte mødt fordommen om, at alle gamere bare lever af chips og energidrikke, mens man sidder foran skærmen dagen (og natten) lang.

Men det er et fåtal, der lever op til den stereotyp, siger Daniel Steffensen. Og slet ikke når det kommer til de professionelle gamere.

Nu har han lavet sit eget træningsforløb rettet med gamere. Gains4Gamers.

- Jeg vil allerhelst bare gerne prøve at hjælpe nogle mennesker, som jeg føler har brug for hjælp. Der sidder en del gamere derude, der har det svært med sig selv, og som ikke ved, hvor de skal søge hen.

- Og fordi jeg selv er gamer, har jeg måske nemmere ved at forstå deres situation, end mange andre personlige trænere har, tilføjer han.

Interessen for træning begyndte allerede som 14-årig, hvor det modsatte køn pludselig dukkede op på den unge nordsjællænders radar. Med akne i hele ansigtet var det ikke spejlbilledet, han fandt den største trøst i. Så det satte han sig for at ændre med træning og kost. (Foto: © Martin Fält, DR)

Daniel Steffensen kender til at springe træningen over, fordi der lige er et spil, man gerne vil være med i sammen med vennerne. Eller at skippe søvnen til fordel for at spille et spil færdigt. Eller at hamre energidrikke indenbords for at få overskud – i stedet for at skabe det fysiske overskud ved at træne.

For knap tre måneder siden startede Daniel Steffensen derfor sit første online træningshold for gamere.

- Det har været en super god start, siger han selv om det nye træningskoncept, han mere eller mindre ubevidst har udviklet på, lige siden han selv begyndte at træne som bare 14-årig.

Et koncept, hvor han både ser på den fysiske træning, ændring af uhensigtsmæssige vaner – eksempelvis en dårlig søvnrutine – og kost.

Drømmen er på sigt at kunne udbrede programmet internationalt. En drøm han i øjeblikket er ved at teste i det små.

- Jeg har lige fået min første engelsktalende klient, siger han med stor begejstring.

Men det er ikke uden udfordringer.

- Jeg er ved at oversætte alt mit materiale til engelsk. Jeg er ordblind, så her er det mig, der ude af min comfort zone, griner han.

For det plejer at være ham, der fører sine klienter ud på usikker, sveddryppende grund.

Når han selv træner, er det særligt romaskinen, der "straffes" for tiden. Ser man på Daniel Steffensens hænder med de mange vabler og den hårde hud, kan man dog godt betvivle, hvem der straffer hvem. – Det er mine små trofæer, siger han stolt om vablerne på hænderne. (Foto: © Martin Fält, DR)

Energridrik eller træning?

Når det kommer til de professionelle gamere har mange har et særligt fokus på at styrke eksempelvis koncentrationsevne og reaktionshastighed gennem fysisk træning for at optimere deres spilfærdigheder.

Det kan man i øvrigt træne på flere måder, forklarer Daniel Steffensen:

- Skal du være god til at koncentrere dig, så skal du have en høj kondition for at skabe mitokondrie inde i cellen. Det er iltdannende, og derfor hjælper det dig med at holde fokus i længere tid. Det kan du få ved at lave konditionstræning.

- En god reaktionsevne kan derimod blive trænet af eksplosiv træning. Men for de professionelle gamere er det generelt træning af muskelmasse og bedre kondital, for på den måde optimerer de hele deres nervesystem, forklarer han.

Det kan Jens Tønnes, der er professionel CS:GO-gamer for esportsholdet Dream, i øvrigt skrive under på. Han har selv oplevet værdien af fysisk træning til fordel for energidrikke.

Han er blandt de første professionelle gamere i Daniel Steffensens træningskoncept.

- Når man konkurrerer på et højt niveau, er det vigtigt at have et vindergen og hade at tabe. Så jeg er altid hyper fokuseret på at vinde en kamp. Den største lighed mellem de sportsgrene, jeg har gået til, og professionel gaming er, at man er et hold. Og samarbejder man ikke på et højt niveau, så vinder man ikke kampen. Uanset om det er i håndbold eller Counter-Strike, siger Jens Tønnes. (Foto: © Martin Fält, DR)

Jens Tønnes har i godt et år været professionel gamer. Og udover at bruge mange timer på at træne foran skærmen sammen med sine holdkammerater, så arbejder han også på at forbedre sin fysiske form fire til fem gange om ugen.

Han har i øvrigt altid været fysisk aktiv. Da det gik vildest for sig, gik han både til fodbold, håndbold og tennis på samme tid. Men det kan ikke sammenlignes med den træning, der nu fylder hans dage:

- Det her er noget, jeg gør for mig selv. Når jeg ikke kom til håndboldtræning, så var det mest bare lidt ærgerligt, fordi jeg gik glip af at være sammen med mine venner. Men denne her træning er noget, jeg gør for mig selv. Det har et andet mål.

- Jeg tog ikke til håndbold for at få mere overskud, men fordi jeg syntes, det var fedt at spille kamp med drengene, uddyber han.

Do it for the pump

Og så er det i øvrigt heller ikke noget minus, at de mange intense træningstimer begynder at vise sig i spejlet.

- De fleste gamere er jo også bare mennesker, der gerne vil se lidt godt ud, siger Daniel Steffensen med et skævt smil.

Da Daniel Steffensen som 14-årig begyndte at træne – i et fysioterapeutisk genoptræningscenter, fordi han var for ung til at få et medlemskab i et fitnesscenter, var det i høj grad fordi, han ikke var tilfreds med det, han så i spejlet.

- Jeg anede ikke, hvad jeg lavede dengang. Det var mest bare en "do it for the pump"-tilgang, som Arnold Schwarzenegger ville sige, griner Daniel Steffensen i dag.

At han i øvrigt var plaget af akne var en ekstra motivationsfaktor for at gøre noget ved både kosten og muskelmassen.

Daniel Steffensen var egentlig begyndt på fysioterapeut-uddannelsen sidste år. Han nåede at færdiggøre to semestre, før han valgte at stoppe. Måske vender han tilbage til studierne om nogle år. Måske gør han ikke. (Foto: © Martin Fält, DR)

Nu afslutter Daniel Steffensen snart det første online træningsforløb for en gruppe helt almindelige gamere, der så vil have været igennem 13 uger med træning, kostvejledning og løbende evaluering.

Efter knap fire år som personlig træner er Daniel Steffensen kommet frem til en konklusion:

- Så længe de kommer for at lære og blive bedre, så synes jeg, de er fede at have med at gøre. Om de er gamere eller ej, tilføjer han.

Men drejer det sig "bare" om at tabe sig eller få store overarme for at imponere det modsatte køn, så takker han nej. For de dræner ham for energi, forklarer han.

- Jeg spørger altid, hvorfor de gerne vil tabe sig. Og hos nogle kommer der ikke rigtig noget dybere svar, end at de gerne vil se godt ud – for andre kan det for eksempel vise sig, at de i mange år er blevet mobbet og derfor har det svært ved sig selv.

Og den sidstnævnte vil han hellere end gerne hjælpe.

- Det er sådan nogle, jeg gerne vil arbejde med. For de har et helt klart mål med deres træning. Som deres træner bliver deres mål også mit mål, så det er vigtigt at de brænder for det.

Mange gamere har særligt fokus på at styrke deres koncentrationsevne og reaktionshastighed. Det kan man træne på flere måder, forklarer Daniel Steffensen: - Skal du være god til at koncentrere dig, så skal du have en høj kondition for at skabe mitokondrieinde i cellen, som er iltdannende, og derfor hjælper dig med at holde fokus i længere tid. Det kan du få ved at lave konditionstræning. En god reaktionsevne kan derimod blive trænet af eksplosiv træning. Men for de professionelle gamere er det generelt træning af muskelmasse og bedre kondital, for på den måde optimerer de deres nervesystem, afslutter han. (Foto: © Martin Fält, DR)