Årets mest hypede serie bliver til retro-spil på mobilen

Netflix-serien ‘Stranger Things’ er nu blevet til mobilspil - og dets pixelerede grafik tager dig tilbage til 80'erne.

‘Stranger Things: The Game’ bringer dine yndlingskarakterer fra serien ud af Netflix-app’en og direkte ind i et velfungerende mobilspil med retro-grafik. (© Netflix)

Første sæson af ‘Stranger Things’ var en af sidste års mest omtalte serier. Nu varmer streaming-giganten Netflix op til den nye sæson med et nyt spil til iPhone og Android.

‘Stranger Things: The Game’ er et retro-inspireret eventyr med den karakteristiske pixel-grafik fra 80'ernes computerspil.

- Spillet er et fantastisk throwback til spil som 'The Legend of Zelda' (legendarisk spil fra 1986, red.). Der er massevis af udfordringer at klare og gode referencer til 'Stranger Things'-serien og dens univers, skriver spil-mediet Gamezebo om udgivelsen.

Spillet er inspireret af handlingen fra første sæson og klarer du dig igennem hele historien, får du et smugkig på den nye sæson som belønning.

Spiloplevelsen fungerer glimrende

Selvom ‘Stranger Things: The Game’ er en stor marketingkampagne for den nye sæson af Netflix-serien, er det, isoleret set, også et velfungerende mobilspil ifølge flere anmeldere.

Internationale spilhjemmesider som AppAdvice og PocketGamer roser både spillets historie, grafiske udtryk og soundtrack og kvitterer henholdsvis med karaktererne 88/100 og 80/100.

(© BonusXP)

- Spillets største styrke er dets retro pixel-grafik og soundtrack, som er tro mod seriens tidsbillede, skriver AppAdvice.

Derudover er spillet gratis og uden skjulte tilkøb. Og app-ikonet er udformet som en gammel spilkassette til en rigtig 80’er-konsol.

Appen er tilgængelig på iOS og Android.