Aldrig har et spil fået så dårlige anmeldelser - kaldes 'et katastrofalt selvmål'

Fodboldspillet 'eFootball 2022' har i den grad fået det røde kort af brugerne.

I 'eFootball 2022' ser det ud til, at alle spillerne er trætte af at være med i spilfadæsen. (Foto: © Via Epic Player, Konami)

- Det her er det værste spil, jeg nogensinde har spillet. Det føles som et studenterprojekt, skriver brugeren Super Louis i sin anmeldelse på spilplatformen Steam.

Han henviser til spilselskabet Konami Digital Entertainments seneste gratisudgivelse 'eFootball 2022', som tidligere gik under betegnelsen 'Pro Evolution Soccer' (PES).

Og han er langtfra den eneste, som har haft en dårlig oplevelse med spillet.

- Ord kan ikke beskrive, hvor dårligt det her spil er. Men det kan numre, og jeg giver det 1/10, skriver Masoudbyhimself, mens en anden bruger ved navn Holy Cow! kalder det for "totalt skrald".

- Jeg har været fan af spilserien i mere end 15 år, og det lader til at være slut nu, skriver han.

Der er kæmpe forskel på, hvordan Cristiano Ronaldo så ud sidste år i forhold til i år. (Foto: © via EconoTimes, Konami / Foto: © Via Epic Player, Konami)

I skrivende stund har 'eFootball 2022' fået 16.735 anmeldelser på Steam, og 90 procent af dem er negative.

Det placerer spillet på toppen af listen over de dårligst-anmeldte spil i Steams historie, skriver Netmediet PC Gamer.

Til sammenligning blev sidste års 'eFootball PES 2021' anmeldt af omkring 17.000 brugere, hvor mere end 70 procent skrev en positiv anmeldelse. Og det er til trods for, at det primært var en lille opgradering på det samme spil fra 2019.

Det ser altså ikke særlig godt ud for fodboldspillet, der ellers altid har været den største konkurrent til 'FIFA'-serien.

Spilselskabet undskylder

Den store modstand har ikke så overraskende fået Konami til at reagere.

Nogen vil måske mene, at de forsøger at slukke branden, mens de kan.

På deres Twitterprofil har de i hvert fald skrevet et længere undskyldende opslag, hvor det fremgår, at de er kede af de mange problemer med spillet.

Samtidig vil de gerne forsikre alle om, "at de tager de mange bekymringer meget alvorligt og knokler for at forbedre den nuværende situation":

- Vi har fået en masse feedback vedrørende spilbalancen – heriblandt afleveringsfarten og de defensive indgreb. Vi er også opmærksomme på, at flere har oplevet problemer med mellemsekvenserne, spillernes ansigtsudtryk og bevægelser og boldens måde at bevæge sig på, skriver de i deres undskyldning.

Tilskuerne ligner også nogen, som aldrig skulle være dukket op til kamp. (Foto: © Via Nicholas Grayson, Konami)

Et katastrofalt selvmål

Spilselskabet knokler lige nu på at forbedre spillet, og mere indhold vil også blive tilføjet løbende.

Allerede fra denne uge skulle den første opdatering til spillet komme.

- Vi vil gøre vores bedste for at tilfredsstille så mange som muligt, og vi ser frem til jeres fortsatte støtte af 'eFootball 2022', skriver Konami.

'eFootball 2022' er nemlig udkommet i en noget skrabet form, og der er for eksempel ingen "Myclub" eller "Master League"-funktion, der ellers begge har været vigtige dele af tidligere spil i serien. Her kan man blandt andet kan bygge sit eget hold med de spillere, man vil.

Konami har nemlig ændret deres strategi, så der i langt højere grad er lagt vægt på de mange kommende opdateringer i stedet for at udgive et "færdigt" spil.

Spillet er af samme grund gratis, da Konami forventer kun at tjene penge på mikrotransaktioner i form af de såkaldte "loot boxes", hvor man kan betale sig til muligheden for at få et bedre hold.

Her er det Christiano Ronaldo, der fejrer et mål i eFootball 2022. (Foto: © Via Epic Player, Konami)

Journalist fra netmediet GameRant Rob Gordon sætter spørgsmålstegn ved, om den nye strategi fra Konami overhovedet kan betale sig i sin anmeldelse af spillet.

For ham er 'eFootball 2022' nemlig et "katastrofalt selvmål".

- Spillet er et hakkende og utilfredsstillende rod med ganske få spilmuligheder, og det strider imod det, vi kender fra PES-serien.

- At de rent faktisk har udgivet spillet i denne tilstand er chokerende, skriver Rob Gordon.