Blandt de dårligst bedømte nogensinde: Ikonisk spilserie bliver slagtet af fans

'Grand Theft Auto: The Trilogy – The Definitive Edition' har ramt helt ved siden af skiven, mener mange fans.

PlayStation-ekspert Palle Havshøi-Jensen er langt fra enig i den voldsomme kritik, som det nye 'Grand Theft Auto: The Trilogy – The Definitive Edition' har fået. (© Rockstar Games)

Katastrofe og Rockstar Games plejer ikke at være to ting, der hænger sammen.

Det omvendte har faktisk altid været tilfældet, når det gjaldt deres populære 'Grand Theft Auto'-serie, der er den femtebedst sælgende spilserie nogensinde med mere end 345 millioner solgte eksemplarer.

'GTA'-spillene har altid været både berømte og berygtede for deres vold og seksualiserede indhold, og flere fans havde derfor set frem til genudgivelsen af de tre klassiske spil fra 00'erne, der netop er udgivet.

Den remastererede udgave af spillene er samlet i en pakke, som går under titlen 'Grand Theft Auto: The Trilogy – The Definitive Edition', men efter reaktionerne fra de mange fans at dømme har Rockstar Games virkelig ramt ved siden af skiven.

Der er i hvert fald ifølge en masse spilfans ikke meget definitivt over spillene. Det skulle da lige være, at de definitivt ikke kommer til at spille remaster-udgaven.

I skrivende stund er 'GTA: The Definitive Edition' blandt de dårligste bedømte spil nogensinde på Metacritic med en samlet brugeranmeldelse på 0,5 ud af 10 baseret på mere end 3.500 anmeldelser.

Faktisk placerer brugeranmeldelserne det som det fjerdedårligst bedømte spil i Metacritics historie.

En bruger ved navn Caiolbarbosa skriver i sin anmeldelse af spil-samlingen, at Rockstar Games slet og ret har udført et elendigt stykke arbejde.

- Det er jo bare gamle spil med nye filtre og med lidt ændret styring, der bliver solgt til fuld pris. Computerudgaven er endda fyldt med en masse fejl og tilføjer intet nyt, skriver Caiolbarbosa.

Der er sket lidt med karakteren Denise fra det originale 'GTA: San Andreas' til venstre i forhold til den nye version til højre. Flere fans mener dog ikke, at det er til det bedre. (Foto: © Via Knowyourmeme, Rockstar Games)

En anden bruger, som langt fra er tilfreds med 'GTA: The Trilogy – The Definitive Edition' er Hankmarks.

Han er mere skuffet over det endelige produkt, end han troede var muligt.

- En masse fejl, sange, der er fjernet, og listen fortsætter. Det er næsten 20 år gamle spil, der er blevet dårligt og dyrt genskabt. Og hvad endnu værre er, så kan man ikke engang købe de originale spil længere, da Rockstar har fjernet dem, skriver Hankmarks.

Regnen gør det umuligt at spille

En af grundene til, at mange spillere nok har set sig sure på 'GTA: The Definitive Edition', er, at det var umuligt at spille på computer de første tre dage efter udgivelsen. Endda selvom folk havde forudbestilt det.

Rockstar Games var nemlig nødt til at trække spillene tilbage, da de indeholdt filer, "der var utilsigtet inkluderet i de nye versioner", som spilselskabet skrev i et Twitteropslag. De specificerede ikke, hvilke filer det drejede sig om, men journalist på netmediet Kotaku, Zack Zwiezen, har flere gode bud på, hvorfor Rockstar Games har klodset bremsen i.

- Det kan dreje sig om flere sange, de ikke længere ejer rettighederne til, eller koden til et kontroversielt sex-minispil, siger han.

Det minispil, han omtaler, hedder 'Hot Coffee' og var en skjult funktion i 'GTA: San Andreas', hvor man kunne have grafisk sex med flere forskellige kvinder. Koden var egentlig fjernet fra det oprindelige spil, men udviklerne har på den nye udgave tilsyneladende glemt at fjerne den igen.

"Åh lort, nu er vi i gang igen". Sådan siger hovedpersonen CJ i åbningen af 'Grand Theft Auto: San Andreas', og både sætningen og billedet af hans ryg er efterhånden blevet et velbrugt meme. (© Rockstar Games)

Flere spillere har også nævnt grafikken i spillet som én af grundene til, at de ikke bryder sig om den nye udgave af 'GTA'.

Det er eksempelvis normalt ikke unaturligt, at der er dynamisk vejr i store åbne spil som 'Grand Theft Auto: San Andreas'. Den nyeste udgave af spillet er dog plaget af decideret uvejr, hver gang det regner, mener Jeremy Winslow, der er journalist på netmediet Kotaku.

- Man dårligt kan se, hvad der udspiller sig på skærmen, skriver han.

Der er god grund til at søge ly for regnen i spillet. Den gør det nemlig næsten umuligt at se, hvad man foretager sig. (© Rockstar Games)

Det handler om nostalgi

PlayStation-ekspert og chefredaktør på PSLife.dk Palle Havshøi-Jensen forstår imidlertid ikke den store kritik, spillene har fået.

- Jeg synes, at anmeldelserne på Metacritic er voldsomt overdrevne. Det tyder lidt på, at en mindre gruppe af folk gerne vil sørge for, at spillet er dårligt anmeldt, siger han.

For ham var spillene nemlig fuldstændig, som han havde forventet. Og selvom han ikke blev blæst fuldstændig bagover af spiloplevelsen, har det stadig været både sjovt og nostalgisk at vende tilbage til de ikoniske 'GTA'-spil, fortæller han.

- Jeg tror, mange fan af spilserien havde forventet, at de fik et remake med rigtig flot grafik, men der er jo i virkeligheden tale om en remaster-udgave, og så har de jo været nødt til at lægge sig rigtig meget op ad det originale materiale, siger han.

Der er sket lidt med Claude fra 2001 til 2021. (Foto: © Rockstar Games, Rockstar Games / Foto: © Rockstar Games, Rockstar Games)

Han medgiver dog, at spillene slet ikke har den samme "wow-faktor" i dag, som de havde, da de udkom i 00'erne.

- Da spillene kom ud, var de jo revolutionerende med deres åbne verdener og den store frihed, og det har banet vejen for rigtig meget for mange spiltitler senere. Derfor er de heller ikke særligt banebrydende set med nutidens øjne, siger han og uddyber:

- Vi står derfor i dag tilbage med tre spil, der ikke er særligt kønne, og som kan være svære at styre rundt i. Og så er det faktisk kun nostalgifaktoren, der giver dem en relevans.

Selvom den nye spilpakke i Palle Havshøi-Jensens øjne måske er lidt unødvendig og en anelse dyr, så er spillene dog stadig pensum i den samlede spilhistorie, mener han.

- Det er tre vigtige spil, og der er er vel nærmest mere end 100 timers spil, hvis man har lyst til at genoplive det.