Brutale guder og hypet zombie-eventyr: Her er 5 spil, vi glæder os til i 2018

2017 var et godt år for spilfans - og 2018 tegner til at blive mindst lige så spændende.

Den brutale 'Kratos' er hovedpersonen i 'God of War 4' der er en af de mest ventede udgivelser i 2018. (© Playstation)

2018 venter lige om hjørnet, og med det nye år kommer der en hundred-, hvis ikke tusindvis af nye titler, der kan underholde os på computere og konsoller.

Men 2018 bliver også et spændende år, for ikke alt er, som det plejer. Kendte formler, kendte firmaer og store budgetter er ikke længere den sikre vej til succes.

Mens helt nye titler som 'PlayerUnknown’s Battlegrounds' pludselig bliver det mest spillede spil på den digitale spiltjeneste Steam, rammer en ellers sikker vindertitel som 'Star Wars: Battlefront 2' en lammende cyklon af kritik fra både anmeldere og spillere.

Trods den usikkerhed har jeg udvalgt fem af næste års større titler, der har fået mig til at sukke efter 2018. Jeg kan ikke garantere, at alle de fem titler kommer til at blive enorme succeser, men mon ikke der er par sikre imellem (*host* 'Red Dead Redemption' *host*)

God of War 4

'God of War'-serien om den brutale halvgud Kratos har været en af konsol-markedet helt store hits over de sidste mange år.

Serien har præsenteret enorme øjeblikke, hvor antihelten Kratos har kæmpet og besejret guder og skabninger fra den græske mytologi. Det har dog været relativt stille om Kratos i de sidste par år, mens 'God of War 4' er blevet forberedt.

I 2018 kommer han tilbage, og selvom den brutale Kratos stadig er hovedpersonen, så er omdrejningspunktet for 'God of War 4' en mere intim historie om forholdet mellem Kratos og hans søn. Denne gang foregår spillet i Norden, hvor Kratos udfordrer den nordiske mytologi.

Udkommer: Første kvartal 2018

Platform: PlayStation 4

Bonus: 'God of War 4' ser denne gang ud til at have taget inspiration fra 'Last of Us', men det betyder ikke, at der ikke er enorme monster-kampe forude.

Days Gone

Markedet for zombiespil er eksploderet over de sidste mange år, men trods det store antal zombie-relaterede udgivelser, er der langt mellem banebrydende og nervepirrende spiloplevelser.

Det skal dog ikke forhindre os i at glæde os til næste års 'Days Gone', der udkommer eksklusivt til Playstation. 'Days Gone' kombinerer tv-serien 'Sons of Anarchy's bikerunivers med 'World War Z's zombiehorder og tilsætter en knivspids af 'Last of Us’ historiefortælling.

Med mindre udviklerne er helt hjerneløse, kunne det ser ud til at være en vinder i 2018.

Udkommer: I løbet af 2018

Platform: PlayStation 4

Bonus: Kan man ikke få nok af zombier kommer 'State of Decay 2' også næste år. 'State of Decay' var en overraskende vinder hos mig, da det udkom, og jeg glæder mig meget til 2’eren.

Far Cry 5

Ubisofts 'Far Cry'-titler har sendt spilleren rundt med våben i hånd til klodens mest eksotiske egne. 'Far Cry 5' flytter dog handlingen fra bl.a. Afrika og stillehavsøer til hjertet af USA.

En militant kristen sekt med en karismatisk leder, der går ind for hvidt herredømme og våbenmagt, skaber uro i et lille redneck-samfund i staten Montana. Og gæt hvem, der med salver af kugleformede argumenter og molotov-cocktails skal overbevise lokalsamfundet, at profeten tager fejl?

Som den politiske situation er i USA lige nu, er det en ikke uprovokerende basis for et spil, så vi er ret spændte på at se, hvordan det kommer til at fungere i praksis.

Udkommer: 27. marts 2018

Platform: Windows, PlayStation 4, Xbox One

Red Dead Redemption 2

Udover 'Grand Theft Auto'-serien er den legendariske spiludvikler Rockstar særligt kendt for én anden titel: 'Red Dead Redemption' (opfølgeren til det mindre kendte 'Red Dead Revolver').

Da 'Red Dead Redemption' udkom, viste det sig at være et både følsomt og chokerende western-epos, der gav ros blandt både spillere og anmeldere. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at tanken om 'Red Dead Redemption 2' giver mig kriller i maven.

Jeg er i hvert fald klar til at sadle min mustang og svinge seksløberen endnu engang, når Red Dead Redemption udkommer i løbet af 2018. Yeeeeha!

Udkommer: Andet kvartal 2018

Platform: PlayStation 4, Xbox One

Spider-Man

Selvom virkeligt succesfulde og imponerende titler med kendte superhelte fra Marvel eller DC er relativt sjældne, så var Arkham-spillene med DC’s Batman både fremragende og kommercielt succesfulde.

Det har Marvel nok set ret misundeligt på, særligt fordi de fleste spil med en af deres store superhelt Spider-Man har været modtaget relativt lunkent.

Derfor er det måske ikke så underligt, at gameplayet i det nyeste 'Spider-Man'-spil har ladet sig inspirere en del af Arkham-spillene. Men tonen i 'Spider-Man' er både lysere og lettere end Arkham-spillene, og for en gangs skyld ser det ud til, at 'Spider-Man' får en virkelig flot titel. Jeg glæder mig til at svinge New York tynd.

Udkommer: Første-andet kvartal 2018

Platform: PlayStation 4