Hvis du stikker hovedet ind i et gamerværelse, ser du en fjernsyn-lignende skærm, en stor, lysende boks på gulvet, et farverigt tastatur og ledninger alle vegne.
Men nu kan vejen ind i medrivende spiloplevelser faktisk bare klares med en enkelt enhed, der næsten kan være i din baglomme.
Der er tale om den håndholdte gamingkonsol Steam Deck, der netop er blevet lanceret.
Den 15. juli løftede spilgiganten Valve sløret for den længe ventede spillekonsol, der kan trække alle Valve-spil lige fra 'Dota' til 'Counter-Strike'.
Det betyder, at du ikke længere skal sidde fasttømret til skrivebordet, når du skal lægge spilstrategier eller skyde fjender. Denne nye konsol giver dig mulighed for at tage spillene med på farten og altså droppe det regnbuefarvede tastatur og storskærmen, når du gamer.
I flere måneder er der gået rygter om, at spilfirmaet gik og bryggede på en ny spillekonsol, der skulle minde om Nintendo Switch, som i over 30 måneder har været den bedst sælgende konsol på markedet.
Nu er den her, men når man sætter de to konsoller op ved siden af hinanden, er der stor forskel, siger Bo Moore fra gamingmediet IGN i en YouTube-video.
- Ved første øjekast vil man automatisk tænke på Nintendo Switch, fordi den jo mest af alt ligner en håndholdt konsol. Men faktisk har den mest tilfælles med en gamer-pc.
Lawrence Yang, der er spildesigner i Valve, siger i samme video, at meningen med Steam Deck faktisk er, at den både skal kunne bruges som en spillekonsol men faktisk også en helt almindelig pc.
- Vi synes ikke, folk skal lukkes inde i en bestemt retning eller til en bestemt form for software. Hvis du skal forstå Steam Deck'en, skal du se den som en lille pc med et kontrolpanel, og ikke bare en gamingkonsol, fortæller han.
Hvad kan den egentlig?
Man skal efterhånden være opdateret og hurtig på aftrækkeren, hvis man skal have det nyeste indenfor spilverdenen.
Det er ikke mere end et par uger siden, at Nintendo Switch lancerede en ny konsol, der udkommer i oktober. Og nu er der altså dømt konkurrence mellem de to gaminggiganter - men hvad kan den nye Steam Deck egentlig?
Den nye spillekonsol er udstyret med en syvtommer touchskærm, to thumbsticks og to små trackpads, der eftersigende skulle give mere præcision i spillene. Deruover er der knapper på toppen, i siden og på bagsiden.
Med alle de knapper og muligheder for at styre, giver det altså en unik brugertilpasset mulighed for at benytte konsollen, forklarer Bo Moore fra IGN.
- Du kan faktisk gøre næsten alt det, som du kan ved dit skrivebord. Du kan tilkoble en mus og keyboard, du kan browse og se videoer, få andre spilbutikker installeret, du kan endda slette styresystemet og få en helt ren version af Windows, hvis du vil det, siger han.
Det lyder jo næsten for godt til at være sandt: Du kan se din yndlings Netflix-serie og spille dit foretrukne skydespil på samme bærbare konsol.
Men hvad siger eksperterne? Bliver den et flop eller er der tale om et genialt påfund?
Nu kan du spille 'World of Warcraft' i toget
Den store nyhed på spilmarkedet har ikke været til at komme udenom i gamingmedierne rundt omkring i verden. Gamingeksperter og spilentusiaster har kæmpet for at være de første til at have holdninger til den nye konsol.
Mange fans leder efter spådomme om, om Steam Deck bliver en succes, og om de skal gå efter den nye spilsatsning - og netop det har det britiske gamingmedie PC Gamer spurgt deres eksperter om.
Skribent på PC Gamer Sarah James er positivt stemt, men mener dog, at folk skal sætte deres forventninger til Steam Deck’en en smule ned. Hun er nemlig i tvivl om, hvor godt forskellige spil passer til konsollen.
- Lige så cool det ville være at spille 'World of Warcraft' på en håndholdt enhed, forestiller jeg mig, at det vil være mere frustrerende end sjovt, siger hun.
Sarah James fortæller dog også, at hun er blevet mere begejstret for Steam Deck'ens muligheder, efter at hun har kigget sit eget Steam-bibliotek af spil igennem. Eksempelvis spår hun, at det virale vikingespil 'Valheim' vil egne sig godt til den håndholdte konsol.
Redaktør på PC Gamer Robin Valentine er dog ikke helt på optimistisk og nævner tidligere fejlslagne produktlanceringer fra Valve - eksempelvis den såkaldte Steam Controller, som var et joystick til pc.
- Ærligt, ligegyldig hvor stærk pitchen er, så tror jeg på nuværende tidspunkt, man skal være skeptisk. Ideerne er altid interessante og overbevisende, men deres ambitioner overstiger ofte deres muligheder, fortæller han til PC Gamer.
Er du allerede overbevist om, at den nye spilsatsning bliver en succes, kan du stille dig i online-kø og smide en femdollarseddel i puljen for at forudbestille konsollen - Steam Deck kommer nemlig først på markedet til december.
Men helt så billigt slipper ud ikke, når konsollen så udkommer til vinter. Der skal du nemlig af med lidt over 2.500 kroner, hvis der skal ligge en Steam Deck under juletræet.
Eksperterne opfordrer dog til ikke at tage forhastede beslutninger.
- Vent og se, lyder det fra Robin Valentine fra PC Gamer, der fortsætter:
- Jeg synes, det vil være tåbeligt at forudbestille - men jeg må sige, det lyder fristende.
