Forventningerne er tårnhøje til spilgigants nye satsning: 'Det ser fantastisk lækkert ud'

Det længe ventede 'Horizon Forbidden West' har dog endnu ikke fået en udgivelsesdato.

Det forventes, at 'Horizon Forbidden West' udkommer senere i år, men det er endnu ikke meldt ud. (© Sony Interactive Entertainment)

Forestil dig en verden, hvor mennesket er bukket under for naturen. En verden, hvor naturens dyr i virkeligheden slet ikke er dyr, men kæmpemæssige maskiner, der blot ligner dyr.

I øvrigt er det en verden, hvor forskellige fraktioner bekriger hinanden, og hvis man kan få maskinerne over på sin side – det gør man for eksempel ved at hacke dem – så har man en klar fordel i kampen om herredømmet på kloden.

Lyder det som noget fra en halvdårlig sci-fi-film? Måske, men det er faktisk opskriften på en vaskeægte spilsucces.

For da 'Horizon Zero Dawn' udkom i 2017, blev det hurtigt et af de bedst sælgende spil til PlayStation 4 og fik den flotte score på 89 ud af 100 på anmeldelsessitet Metacritic.

Nu har spilstudiet Guerrilla Games, der står bag 'Horizon Zero Dawn', så udgivet en 19 minutter lang video fra den længe ventede opfølger, der har fået titlen 'Horizon Forbidden West'.

Og det vil vise sig om spilgiganten Sony, der udgiver spillet, kan overgå sig selv og succesen fra det første spil.

I videoen får man en smagsprøve på, hvordan 'Horizon Forbidden West' bliver, og at dømme ud fra reaktionerne i kommentarsporet til videoen kan man godt begynde at glæde sig, selvom der endnu ikke er kommet en udgivelsesdato på spillet.

- "Begejstret" er ikke nok til at beskrive, hvordan jeg fik det af at se det her gameplay. Jeg kan slet ikke vente med selv at spille det, lyder blot én af mange forventningsfulde kommentarer.

Golden Gate Bridge i San Francisco er mildest talt groet til i 'Horizon Forbidden West'. (© Sony Interactive Entertainment)

'Forventningerne er ekstra høje'

Og spørger man Palle Havshøi-Jensen, der er redaktør på spilsitet PSLife.dk, så er der da også god grund til at se frem til 'Horizon Forbidden West', der som nævnt er udviklet af Guerrilla Games, og bliver udgivet af Sony Interactive Entertainment:

- Det ligner lidt en grafisk showcase for PlayStation 5 – altså et spil, hvor man virkelig vil vise, hvad den nye PlayStation kan. Men forventningerne er ekstra høje, fordi originalen var så god, siger han og uddyber:

- Det er tit og ofte grafik, der sælger et spil. Det er det første, man kan forholde sig til, og spillet ser bare fantastisk lækkert og helstøbt ud.

Og selvom vi altså kun har fået omkring 20 minutters gameplay at se, tør Palle Havshøi-Jensen godt lægge hovedet på blokken og love, at 'Horizon Forbidden West' går en bedre skæbne i møde end for eksempel det stærkt kritiserede 'Cyberpunk', der kom sidste år.

- 'Horizon Forbidden West' virker helt enormt helstøbt, og det er noget, der sælger. Hvis spil ikke er sjove at spille, kan alt andet være ligegyldigt. Det hele skal hænge sammen, og det ser det også ud til at gøre med det nyeste 'Horizon'-spil.

- 'Cyberpunk' er et godt eksempel på det stik modsatte, lyder det med en slet skjult henvisning til den største spilskandale i 2020.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen – heller ikke selvom naturen (ok, maskinerne) ellers har overtaget herredømmet på planeten i 'Horizon Forbidden West'.

For hvad med den dér udgivelsesdato?

- Man havde først forventet, at 'Horizon Forbidden West' ville være klar i efteråret, og så her i starten af 2021. Vi har stadig ikke fået nogen dato på det, forklarer Palle Havshøi-Jensen.

- Jeg kunne godt frygte, at det er ved at glide ud af 2021, og måske først kommer i foråret 2022. Det er ved at stramme lidt til, hvis det skal udgives op til julehandlen i år.

Succesen skal dog nok komme, uanset hvornår spillet kommer i handlen, lyder vurderingen fra PlayStation-eksperten:

- Hvis spillet kommer i år, bliver det uden tvivl Sonys store julebasker. Det kan næsten ikke gå galt. Hvis de åbner for forudbestillinger snart, skal det nok buldre derud af salgsmæssigt – især fordi det både kommer både til PlayStation 4 og 5.

Hovedkarakteren Aloy kan svømme under vandet, lige så tosset som hun vil, på grund af en særlig dykkermaske. (© Sony Interactive Entertainment)

Kvinde-trend fortsætter

I det første 'Horizon'-spil var hovedkarakteren den unge, kvindelige jæger Aloy, der kæmpede for sit land og sin stamme og undervejs kom i karambolage med maskinerne.

Og det lader til, at historien fortsætter på samme måde i det nye 'Horizon Forbidden West', hvor man drager vestpå mod San Francisco.

Dermed fortsætter "trenden" med kvindelige spilkarakterer ufortrødent, forklarer Palle Havshøi-Jensen:

- Den stærke kvindekarakter har man efterhånden set i mange spil. Det har været en trend i et stykke tid, at det ofte er kvindelige karakterer, der er de stærkeste. Det startede måske helt tilbage med Lara Croft, men det har taget lang tid, før det er kommet op at flyve.

Det har man på det seneste set i spil som 'Resident Evil' og 'The Last of Us Part II', hvor kvindekaraktererne også er løbet med opmærksomheden.